search menu
bookmark
person

Cykel med hjælpemotor – U 1960.322 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 71/1959. Refereret af andre i U 1960.322 H.

Kommenteret af

Rasmus Bech

i 2017

Verificeret af advokat

Mathias Kjærsgaard Mathias Kjærsgaard

i 2017

Resumé

Resumé

 

Dom afsagt af: Højesteret med syv dommere

 

Dissens: 5-2  

 

Tema: Statsforfatningsret, delegation af lovgivningskompetence. Svag derogation.

 

Fakta: Justitsministeren havde med hjemmel i motorloven udstedt en bekendtgørelse, hvorefter cykler med hjælpemotor generelt var undtaget fra motorlovens regler. Hermed var cykler med hjælpemotor fritaget for kravet om obligatorisk ansvarsforsikring. Hjemlen til fritagelsen af cykler med hjælpemotor var motorlovens § 2, stk. 6, 2. pkt., der lød således:

 

"Justitsministeriet kan for særlige arter af motorkøretøjer, herunder traktorer og arbejdsmaskiner, der ikke omfattes af undtagelsen i stk. 2, bestemme, i hvilket omfang lovens regler skal komme til anvendelse."

 

Sagen opstod, fordi sagsøgeren den 26. maj 1954 var blevet alvorligt kvæstet ved en færdselsulykke, hvor sagsøgeren var stødt sammen med en person på en cykel med hjælpemotor. Som følge af cykler med hjælpemotors undtagelse fra motorlovens regler kunne sagsøger ikke kræve erstatning fra den ellers obligatoriske ansvarsforsikring. Sagsøgeren havde i sagen for landsretten sagsøgt skadevolder ved dennes far og værge, som ejer af køretøjet, for et erstatningsbeløb. Ejeren af køretøjet var sagsøgt med anbringende om, at bekendtgørelsen, der undtog cykler med hjælpemotor fra motorlovens regler, var udstedt uden tilstrækkelig hjemmel, hvorfor cyklen med hjælpemotor måtte være omfattet af reglerne om obligatorisk ansvarsforsikring samt objektivt ansvar for ejeren.   

 

Sagsøger havde medsagsøgt Justitsministeriet, eftersom sagsøger fandt, at bekendtgørelsen, der undtog cykler med hjælpemotor fra motorlovens regler, var udstedt uden tilstrækkelig hjemmel, hvorfor det subsidiært måtte pådømmes Justitsministeriet at betale erstatningsbeløbet.

 

Selve kravet mod ministeriet blev under forberedelsen af sagen udskudt til senere behandling, da dette var af subsidiær karakter, hvorfor der i første omgang, ved dom af 4. september 1957, kun blev taget stilling til, hvorvidt skadevolder og dennes far skulle dømmes til at betale erstatningsbeløbet. Skadevolder blev under denne sag dømt til at betale et erstatningsbeløb til sagsøger, mens dennes værge og far blev frifundet under hensyn til, at det af retten ansås for betænkeligt at fastslå, at Justitsministeriet ikke ved motorlovens § 2, stk. 6, havde haft bemyndigelse til at undtage cykler med hjælpemotor fra reglerne i dagældende motorlovens § 38, stk. 7, om objektivt erstatningsansvar for motorkøretøjer.    

 

Efterfølgende blev der fra sagsøgers side forsøgt indkrævet det pådømte erstatningsbeløb fra skadevolder. Dette var ikke muligt, da skadevolder ikke var i stand til at betale beløbet. Sagen om Justitsministeriets eventuelle ansvar blev herefter behandlet ved Vestre Landsret.

 

Vestre Landsrets dom af 28. februar 1959

 

Vestre Landsret med 3 dommere nåede frem til, at Justitsministeriet ikke kunne pålægges erstatningspligt. Flertallet med to af dommerne nåede frem til, at bemyndigelsen ikke er overskredet, da det må anses for en bred bemyndigelse til Justitsministeriet til at undtage køretøjer fra motorlovens regler. Mindretallet med én dommer bemærkede, at der ikke forelå grundlag for ansvar, selvom pågældende dommer ikke anså hensynene, der skulle varetages ved undtagelse af køretøjer, for varetaget. Denne dommer stemte således også for at frifinde Justitsministeriet.

 

Højesterets dom af 11. februar 1960

 

Flertallet med fem af dommerne bemærkede, at Justitsministeriet ikke havde overskredet sin bemyndigelse ved at undtage cykler med hjælpemotor fra motorlovens regler. Mindretallet med de to øvrige dommere fandt begge, at ministeriet havde overskredet sin bemyndigelse ved at fritage ejerne af cykler med hjælpemotor for reglerne om den almindelige pligt til at tegne ansvarsforsikring. Den ene af mindretallets to dommere fandt dog, at der trods overskridelse af bemyndigelse ikke var tilstrækkelig grundlag for at pålægge Justitsministeriet erstatningsansvar og stemte således med flertallet. Højesteret stadfæstede herved Vestre Landsrets dom.   

 

Eksamensrelevans: Dommen angår bemyndigelse til udstedelse af en bekendtgørelse, der ikke blot præciserede, supplerede eller gennemførte motorloven, da bemyndigelsen angik muligheden for helt at undtage køretøjer, der ellers umiddelbart ville være omfattet af reglerne i motorloven.

 

Der er tale om en delegation med svag derogatorisk kraft, eftersom der i bemyndigelsen bestod en ret til at fravige selve bemyndigelsesloven (her motorloven). Delegation med svag derogatorisk kraft foreligger i tilfælde, hvor der i bemyndigelsen består en ret til at ændre eller fravige selve bemyndigelsesloven, hvorimod der ved delegation med stærk derogatorisk kraft består en ret til at ændre eller fravige andre love end bemyndigelsesloven.

 

I nærværende dom blev der henvist til, at bemyndigelsesbestemmelsen var formuleret bredt, hvormed bekendtgørelsen, der fritog cykler med hjælpemotor ikke ansås for værende i strid med bemyndigelsesbestemmelsen og således ikke var ulovlig.

 

Den dissentierende dommer, Jørgen Trolle, har i en kommentar til dommen anført, at Højesteret med sin formulering havde villet tilkendegivet, at der i den konkrete sag var tale om en vidtgående bemyndigelse, der ikke var så vidtgående, at selve bemyndigelsen blev underkendt. Dommen må således anses som udtryk for, at den i sagen foreliggende bemyndigelse herved ligger i yderkanten af det tilladelige.

Til Eksamen

Til eksamen

Delegation af lovgivningskompetence skal være sagligt afgrænset, således der ikke forekommer generalfuldmagter. Det må ud fra praksis anerkendes, at kravet om saglig afgrænsning af delegation fortolkes lempeligt, hvilket U 1960.322 H også må ses som et udtryk for. U 1960.322 H er ligeledes et udtryk for muligheden for, at der ved delegation tilladeligt kan forekomme bemyndigelse, der har derogatorisk kraft.

    

Læs i øvrigt Mælkeforsynings-dommen U 1941.1076 H.