search menu
bookmark
person

Centros-dommen – U 2000.1079 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 402/1995. Refereret af andre i U 2000.1079 H.

Kommenteret af

Toke Engberg Pedersen Toke Engberg Pedersen

i 2017

Verificeret af advokat

Christian Frank Madsen Christian Frank Madsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: ingen

Tema: Selskabers etableringsfrihed, direkte sekundær etablering, etableringskæder

Fakta:

Denne sag har sit udgangspunkt i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens (”E&S”) afvisning af at registrere en dansk filial af et engelsk private limited company (svarende til et dansk anpartsselskab).

-0-

Det danske ægtepar ”Bryde” havde stiftet Centros Limited (”Centros”), hvilken selskabsform kan stiftes efter engelsk ret uden indbetaling af anpartskapital. (Det andet selskabsdirektiv finder ikke anvendelse på anpartsselskaber – hvorfor det er op til national ret at fastsætte de nærmere krav for størrelsen af selskabskapitalen). Centros blev stiftet med en kapital på 100 GBP, der ikke var indbetalt. Centros havde adresse i England ved en bekendt af Bryde men drev ingen virksomhed i England.

I medfør af det 11. direktiv skal filialer af selskaber stiftet i andre medlemsstater offentliggøre en række oplysninger via filialens selskabsretlige myndighed. I medfør af anpartsselskabslovens § 127, stk. 1, (nu SL kap. 19) skulle en filial anmeldes til registrering ved E&S.

E&S nægtede at registrere filialen, da E&S fandt, at der var tale om en omgåelse af det danske krav om registreret anpartskapital, idet Centros ikke drev egentlig erhvervsvirksomhed i England.

Centros gjorde gældende, at efter EF-traktatens art. 52 (nu TEUF art. 49), jf. 58 (nu TEUF art. 54) havde de som registreret selskab i England fri etableringsret i Danmark.

Landsretten frifandt E&S, idet de fandt, at der var tale om en omgåelse af danske præceptive regler, hvorfor Centros ikke var beskyttet efter reglerne om etableringsfrihed.

Herefter blev sagen indbragt for Højesteret, der valgte at forelægge sagen for EF-domstolen som et præjudicielt spørgsmål, jf. EF art. 234 (nu TEUF art. 267). Centros gjorde gældende, at det var uden betydning for selskabets ret til fri etablering, at det ikke havde drevet erhvervsvirksomhed i England. E&S gjorde omvendt gældende, at nægtelsen af registreringen var berettiget, idet en filial ikke måtte være et middel til at unddrage sig de nationale regler om mindste indskudskapital.

EF-Domstolen afsagde dom den 9. marts 1999. Se hertil uddrag af præmis 18, 21, 22 og 39:

”18. Den omstændighed, at ægtefællerne Bryde har stiftet Centros i [red. England] med henblik på at undgå at opfylde den danske lovgivnings krav om indbetaling af en mindste selskabskapital […] udelukker heller ikke, at det britiske selskabs oprettelse af en filial i Danmark hører under etableringsfriheden i traktatens artikel 52 og 58's forstand.”

”21. En praksis, som følges i en medlemsstat, og som går ud på, at man under visse omstændigheder nægter at registrere en filial af et selskab, som har sit hjemsted i en anden medlemsstat, fører imidlertid til, at selskaber, der er stiftet i overensstemmelse med denne anden medlemsstats lovgivning, forhindres i at udøve den etableringsret, der er indrømmet dem ved traktatens artikel 52 og 58.”

”22. Heraf følger, at en sådan praksis udgør en hindring for udøvelsen af de friheder, der er garanteret ved de nævnte bestemmelser.”

”39. […] Traktatens artikel 52 og 58 er til hinder for, at en medlemsstat nægter registrering af en filial af et selskab, som er stiftet i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat, hvor det har sit hjemsted, men ikke driver erhvervsmæssig virksomhed, når filialen ønskes oprettet, for at selskabet kan drive hele sin virksomhed i den stat, hvor filialen oprettes, således at det undgås at stifte et selskab i den sidstnævnte stat og derigennem, at de i denne stat gældende regler om stiftelse af selskaber, som er strengere med hensyn til indbetaling af en mindste selskabskapital, finder anvendelse.

[red. min fremhævning] Denne fortolkning udelukker dog ikke, at den pågældende medlemsstats myndigheder kan træffe enhver foranstaltning, som er egnet til at hindre svigagtige forhold eller som består i, at der kan pålægges sanktioner i anledning af sådanne forhold, enten over for selskabet selv, i givet fald i samarbejde med den medlemsstat, hvori selskabet er stiftet, eller over for selskabsdeltagerne i tilfælde, hvor det godtgøres, at de gennem stiftelse af et selskab reelt søger at unddrage sig deres forpligtelser over for private eller offentlige kreditorer på den pågældende medlemsstats område.”

For Højesteret forelå dog nogen usikkerhed om, hvad der konkret var anmeldt vedrørende kapitalforholdene, hvorfor Højesteret hjemviste sagen til E&S.

Eksamensrelevans:

Det er ikke et nyt fænomen, at der foreligger konkurrence mellem retssystemer. Siden 1999, hvor EU-Domstolen besvarede Højesterets præjudicielle spørgsmål i denne sag (og derefter i C-208/00, Überseering og C-167/01, Inspire Art), er konkurrencen blevet skærpet yderligere. I disse sager fastslog EU-Domstolen, at det er lovligt at drive erhvervsvirksomhed via etableringskæder. Denne afgørelse udgør utvivlsomt en milepæl i europæisk selskabsretlig henseende.

Konkret indebærer en etableringskæde, at en person bosiddende i et EU-land stifter et selskab i et andet EU-land, hvorefter selskabets primære aktivitet er at drive erhvervsvirksomhed gennem filial i den pågældende persons hjemland. Etableringskæden medfører således, at selskabet omfattes af de materielle regler, som finder anvendelse i stiftelseslandet – og ikke filiallandet. Uagtet at selskabsretten i nogen grad er harmoniseret, er der fortsat temmelig store forskelle mellem de forskellige EU-landes materielle regler fsva. selskabskapital, vedtægter, etc. Som følge af den uundgåelige selskabsretlige konkurrence valgte man at indføre muligheden for stiftelse af Iværksætterselskabet, hvor mindste kapitalkravet udgør 1 kr., jf. SL § 357a, stk. 2. [Se hertil Troels Michael Lilja, Iværksætterselskaber, 1. udgave, 2015]

Til Eksamen

EF-Domstolen fastslog i C-212/97, Centros, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registreringsnægtelse af en filial var uforenelig med EU-retten, idet denne registreringsnægtelse fandtes i strid med traktatens regler om etableringsfrihed. Uagtet at filialen utvivlsomt var oprettet med det formål at undgå de danske regler om mindste kapital, kan et EU-selskab etablere filial i andre medlemsstater, uanset at den fulde erhvervsaktivitet foregår i filiallandet. Som konsekvens heraf finder filiallandets materielle selskabsretlige regler i al væsentlighed ikke anvendelse på filialen.