search menu
bookmark
person

Borgerrepræsentationens forslag til ændring af styrelsesvedtægten – U 1987.311 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 434/1984 og I 437/1984. Refereret af andre i U 1987.311 H.

Kommenteret af

Kristina Kristensen Kristina Kristensen

i 2017

Verificeret af advokat

Rasmus Høj Christensen Rasmus Høj Christensen

i 2017

Resumé

Resumé

 

Dom afsagt af: Højesteret

 

Dissens: 4-3

 

Tema: Usaglige hensyn og magtfordrejning, begrundelse

 

Fakta:

Sagens faktum er, at der i 1978 skete en ændring af styrelsesvedtægten for Københavns styrelse. Ændringen indebar, at den overordnede planlægning blev overført til overborgmesterens afdeling, men at bl.a. lokalplansager og byggesager forblev under 4. afdeling. I 1982 vedtog flertallet af medlemmer af Borgerrepræsentationen og magistraten i Københavns Kommune en beslutning om, at lokalplansager skulle overføres til overborgmesterens afdeling. Denne beslutning blev vedtaget under en løbende valgperiode. Beslutningen blev efterfølgende stadfæstet af Indenrigsministeriet. Borgmesteren i 4. afdeling, B, anlagde herefter sag mod Københavns Kommune og Indenrigsministeret sammen med mindretallet af Borgerrepræsentationen om, at Københavns Kommune og Indenrigsministeriet tilpligtedes at anerkende, at beslutningen var ugyldig.

Problemstillingen i sagen var selve begrundelsen for ændringen af styrelsesvedtægten. Københavns Kommune og Indenrigsministeret påstod, at ændringen var begrundet i, at det fandtes uhensigtsmæssigt at have en ressortfordeling, hvorefter den overordnede planlægning henhørte under overborgmesteren, mens lokalplansagerne henhørte under 4. afdeling. Denne uhensigtsmæssighed medførte en betydelig forsinkelse af sagsbehandlingen. Heroverfor påstod B og mindretallet i Borgerrepræsentationen, at den reelle begrundelse i stedet var en utilfredshed med B's embedsførelse hos flertallet i Borgerrepræsentationen samt hos magistraten, hvilket var et usagligt hensyn.

Indenrigsministeriet stadfæstede beslutningen under henvisning til, at der ikke fandtes tilstrækkeligt grundlag for ikke at stadfæste, idet sagsøgerne ikke fandtes at have godtgjort, at begrundelsen om hensigtsmæssighed ikke skulle være den egentlige.

Landsretten fandt, at de afgivne forklaringer måtte kunne indgå som bevisgrundlag for afgørelsen af, hvilken begrundelse, der var den reelle. Yderligere var der både forinden og i forbindelse med beslutningens vedtagelse foretaget en række udtalelser til diverse medier af flere af de sagsøgte, hvori de udtalte sig kritisk om B's embedsførelse. Landsretten udtalte, at man var klar over, at udtalers gengivelse i medier ikke altid er fyldestgørende, men henset til det forholdsvis store antal af udtalelser samt indholdet heraf måtte udtalelserne tillægges betydning. Det blev endvidere tillagt betydning, at forslaget blev underlagt hurtig behandling og ingen udvalgsbehandling, selvom der blev stillet forslag herom. Der fandtes ej heller at være tilvejebragt dokumentation for, at ændringen af styrelsesvedtægten skulle være mere hensigtmæssig. På denne baggrund fandtes beslutningen ugyldig, og stadfæstelsen bortfaldt.

Højesterets flertal udtalte, at det måtte lægges til grund, at en væsentlig årsag til, at det planlægningsmæssige samarbejde ikke fungerede, var, at en hensigtsmæssig ordning ikke var etableret. Disse dommere fandt ikke, at der var inddraget usaglige hensyn i beslutningen, og at ændringen af styrelsesvedtægten var behandlet under indgående drøftelser. Dog fandtes det, at der ikke under en løbende valgperiode kunne vedtages så væsentlige ændringer i ressortfordelingen mellem to borgmestre, når disse ikke var enige om ændringen. Disse dommere stadfæstede landsrettens dom med denne begrundelse. Højesterets mindretal fandt omvendt, at den reelle begrundelse for ændringen var utilfredshed med B's embedsførelse og stadfæstede også landsrettens dom med denne begrundelse.

 

Eksamensrelevans:

Usaglige hensyn og magtfordrejning:

Magtfordrejningsgrundsætningen er en uskreven retsgrundsætning. Magtfordrejningslæren indebærer, at forvaltningen for det første har en negativ forpligtelse til ikke at inddrage usaglige hensyn og for det andet har en positiv forpligtelse til at inddrage samtlige relevante saglige hensyn.

Det er ikke givet på forhånd, hvad der er saglige hensyn. Dette må udledes konkret af loven, forarbejder, formålsbetragtninger, specialitetsprincipperne, praksis, osv.

Der findes heller ikke hensyn, som per defitinion er usaglige, hvorfor det må bero på en konkret vurdering i hvert tilfælde. Der findes dog en række hensyn, som typisk vil være usaglige, og herunder er private interesser som udgangspunkt et usagligt hensyn. I sagen er der tale om, at den reelle begrundelse måske er utilfredshed med borgmesterens embedsførelse. Dette er et klart privat hensyn, som er sagen uvedkommende. Der er dog dissens i Højesteret om, hvorvidt dette usaglige hensyn overhovedet er inddraget i beslutningen.

 

Begrundelse:

En begrundelse skal for det første være objektivt korrekt. Dette indebærer, at begrundelsen skal være saglig og lovlig, og den skal være udtryk for det reelle afgørelsesgrundlag. Den objektivt korrekte begrundelse er således udtryk for, hvad der lovligt kan lægges til grund i den pågældende situation. Idet den objektive begrundelse som udgangspunkt bevæger sig hen mod en materiel efterprøvelse, vil den objektive begrundelse være forbundet med spørgsmålet om, hvorvidt der er inddraget usaglige hensyn. I sagen påstår de sagsøgte, at beslutningen er begrundet i hensigtsmæssighedsbetragtninger. Dette er et lovligt og sagligt hensyn og dermed en objektivt korrekt begrundelse.

For det andet skal en begrundelse være subjektivt korrekt. Dette indebærer, at forvaltningsmyndigheden i begrundelsen udtømmende skal angive, hvad myndigheden har lagt vægt på ved afgørelsen. Det vil sige, at en subjektivt ukorrekt begrundelse vil foreligge, hvis der er tale om en skinbegrundelse eller en ufuldstændig begrundelse. I sagen opstår spørgsmålet om, hvorvidt den angivne hensigtsmæssighedsbegrundelse reelt er en skinbegrundelse, idet sagsøgerne påstår, at begrundelsen skal dække over den faktiske, ulovlige begrundelse, som er utilfredshed med borgmesterens embedsførelse. Men er der derimod tale om, at hensigtsmæssighedsbegrundelsen reelt er det bærende hensyn, og at utilfredsheden slet ikke har været inddraget i beslutningen, vil der være tale om en subjektivt korrekt begrundelse. Er der lagt bærende vægt på hensigtsmæssigheden, men har utilfredsheden været inddraget, vil der ligeledes være tale om en subjektivt ukorrekt begrundelse, da begrundelsen derved er ufuldstændig.

Højesterets flertal fandt, at begrundelsen var subjektivt og objektivt korrekt, hvorfor beslutningen ikke fandtes ugyldig på dette grundlag. Dog fandtes det, at en så væsentlig beslutning om ressortfordeling under en løbende valgperiode, når der ikke var enighed om beslutningen, måtte være ugyldig på det grundlag. Omvendt fandt mindretallet, at utilfredsheden udgjorde den reelle begrundelse for beslutningen, hvorfor der var tale om en subjektivt ukorrekt begrundelse, som ej heller kunne udgøre en objektivt korrekt begrundelse.

Til Eksamen

Til eksamen

Til eksamen kan dommen anvendes under behandling af en forvaltningsmyndigheds begrundelse for en afgørelse, hvis der er tvivl om, hvorvidt begrundelsen er objektivt og subjektivt korrekt.