search menu
bookmark
person

Betrækstof til rutebiler – U 1955.988 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 172/1954. Refereret af andre i U 1955.988 H.

Kommenteret af

sfs/pec sfs/pec

i 2017

Verificeret af advokat

Benjamin Bunnage Benjamin Bunnage

i 2017

Resumé

Resumé

 

Dom afsagt af Højesteret

 

Dissens: Ingen

 

Tema: Køberet, undersøgelsespligt, handelskøb,

 

Fakta:

En køber havde købt et parti betrækstof med henblik på at videresælge det som betræk til statsbanernes rutebiler. Sælger havde forinden købet fremsendt to forskellige stofprøver, således at køber kunne undersøge, hvilket stof det drejede sig om, samt hvilket et af de to, der passede bedst. Efter stoffet var købt og køber havde videresolgt det, viste det sig imidlertid at være for svagt til at blive påsat sæderne i rutebilerne. Der var behov for at påsætte stoffet meget trængt på rutebilernes sæde og det stod hurtigt klart, at stoffet ville briste efter påsætning. Køber nægtede derfor at betale fakturabeløbet, eftersom varen var uanvendelig, hvorfor sælger anlagde sag.

 

Sælger gjorde gældende, at varens egnethed ikke var et kriterie i henhold til aftalen. Køber burde have undersøgt egnetheden ved de fremsendte prøver, samt have udvist særlig agtpågivenhed ved valg af stoffet. Såfremt køber ikke havde mulighed for at foretage en ordentlig undersøgelse ud fra det fremsendte, kunne han have forlangt en større prøve. Sælgers påstand blev understøttet af, at skønsmænd ved prøvelse af stoffet udtalte, at køber var blev bekendt med stoffets uanvendelighed, såfremt han havde trukket i den fremsendte prøve, eller ladet denne analysere. Der var dog ikke kutyme herfor.

 

Køber gjorde gældende, at varen var uanvendelig. Køber anerkendte, at den solgte vare svarede til den fremsendte vareprøve, men anførte dog, at den fremsendte vareprøve var for lille til at udgøre en kvalitetsprøve, men derimod blot skulle tjene som farve- og mønsterprøve. Køber gjorde endvidere gældende, at han ikke havde særlig kendskab til betrækstoffer, hvorimod sælger havde en særlig fagkundskab herom.

 

Højesteret fandt, at den fremsendte vare var uanvendelige til det påtænkte formål. Eftersom køber forinden havde modtaget prøver til sammenligning og godkendelse, kunne han dog på dette tidspunkt have undersøgt varen nærmere i henhold til formålet. Da køber havde undladt dette havde han ikke opfyldt sin undersøgelsespligt, hvorfor han skulle betale det fulde beløb for betrækstoffet til sælger.

 

Eksamensrelevans:

Dommen illustrerer køberens undersøgelsespligt ved handelskøb efter købelovens § 51. Herefter gælder det, at når en køber har modtaget en salgsgenstand eller en aftalt udfaldsprøve, skal denne foretage en sådan undersøgelse, som ordentlig forretningsbrug kræver. Selvom en køber har modtaget en udfaldsprøve efter aftale, så fritager dette ikke køberen for senere hen at undersøge selve varen og vurdere, om varen stemmer overens med prøven.

 

Reglen adskiller sig fra købelovens § 47 (caveat emptor-princippet) ved, at § 51 finder anvendelse efter køberen har modtaget genstanden eller en aftalt prøve, hvorimod § 47 finder anvendelse før købets afslutning.

 

Derudover blev det ved dommen stadfæstet, at selvom sælger var klar over varens formål, så var det ikke hans ansvar, at varen viste sig at være uanvendelig. Skulle dette have været tilfældet, måtte køber enten have taget et klart forbehold herfor, eller sælger skulle have været vidende om, at varen ville være uanvendelig.

Til Eksamen

Til eksamen:

I dommen trykt i U 1955.988 H fandt Højesteret, at en køber skulle betale sælger for køb af betrækstof, selvom varen viste sig at være uanvendelig.

Sælger havde på købers opfordring fremsendt to vareprøver, som køber undersøgte før købet. Da varen efterfølgende viste sig at være uanvendelig til formålet undlod køber at betale, hvorfor sælger anlagde sag. Højesteret gav køber medhold i, at den fremsendte vare var uanvendelige til det påtænkte formål. Dog fandt retten, at eftersom køber forinden havde modtaget vareprøver til sammenligning og godkendelse, kunne han på dette tidspunkt have undersøgt varen nærmere i henhold til formålet. Køber havde således ikke opfyldt sin undersøgelsespligt, hvorfor han skulle betale det fulde beløb for betrækstoffet til sælger.

Dommen illustrerer køberens undersøgelsespligt ved handelskøb efter købelovens § 51, hvorefter en køber ved modtagelse af en vare eller en aftalt udfaldsprøve, skal foretage en sådan undersøgelse, som ordentlig forretningsbrug kræver.