search menu
bookmark
person

Bøn på AMU-center – U.2001.83H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 557/1998. Refereret af andre i U.2001.83H.

Oprindeligt kommenteret af

Mads Helmuth Lund Mads Helmuth Lund

i 2019

Verificeret af advokat

Mia Sander Mia Sander

i 2019

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 5 dommere.

Dissens: ingen dissens

Tema: Statsret, Grundlovens § 67 om religionsfrihed, anstaltsanordninger            

Fakta

En gruppe somaliere deltog i et kursus på et AMU-center. I den forbindelse havde gruppen af somaliere foretaget religiøse handlinger på fællesarealet ved et gangareal nær centerets kantine. På et tidspunkt opstod der et alvorligt sammenstød mellem gruppen af somaliere og en dansk elevgruppe. Sammenstødet opstod i forbindelse med religionsudøvelsen.

Efter sammenstødet tilkendegav AMU-centeret over for gruppen af somaliere, at de ikke måtte bede og foretage religiøse handlinger i AMU-centerets fællesareal, men at det var tilladt at bede og foretage religiøse handlinger andre steder i centeret, fx i klasselokaler, værkstedslokaler og garderober, og ligeledes at en overtrædelse af forbuddet mod at foretage religiøse handlinger i fællesarealet ville medføre bortvisning.

En somalisk mand foretog, efter tilkendegivelsen om bortvisning ved bøn på fællesarealerne, igen en bøn på fællesarealerne nær AMU-centerets kantine. På den baggrund blev den somaliske mand bortvist. Den somaliske mand anlagde efterfølgende sag mod AMU-centeret.

Højesterets dom

I sagen fandt Højesteret, at den trufne beslutning ikke kunne anses som et udtryk for forskelsbehandling af sagsøgeren på grund af religiøs tro men alene som en disposition, der skete men henblik på at opretholde den ro og orden, som var nødvendig for centerets funktion. AMU-centeret blev herefter frifundet.

Eksamensrelevans

Dommen er relevant, fordi den fastslår, at en offentlig institution har ret til at fastsætte regler (anstaltsanordninger) uden udtrykkelig lovhjemmel, som regulerer retsforholdet mellem borgerne og den offentlige institution, såfremt reglerne er båret af saglige hensyn.

Som noget vigtigt slår dommen også fast, at anstaltsanordninger kan danne grundlag for indskrænkninger i religionsfriheden. Det er vigtigt at være opmærksom på, at indskrænkningerne skal være begrundet i saglige forhold, eksempelvis hensynet til sædelighed eller den offentlige orden. I den ovennævnte dom var indskrænkningen i religionsfriheden lovlig, da den var begrundet i hensynet til offentlige orden.

Definition på anstaltsanordninger

Definition på anstaltsanordninger er, at det regler, der uden specifik lovhjemmel, regulerer borgernes retsforhold til en offentlig institution, eksempelvis offentlige biblioteker. Begrundelsen for, at anstaltsanordninger er tilladt uden udtrykkelig lovhjemmel, er, at det er en forudsætning for, at en institution fungerer, at den kan fastsætte regler fx om orden og ro.

Således kan et offentligt bibliotek egenhændigt beslutte, at det er forbudt at tage sin hund med ind på biblioteket, selvom biblioteket ikke har fået lovhjemmel til at træffe beslutningen.

Eksempler på offentlige institutioner er biblioteker, børnehaver, dagplejer, offentlige svømmehaller, sygehuse, skoler, offentlige kunstmuseer og plejehjem. En anstalt er et gammeldags ord for institution.

Se i den forbindelse Niels Hundeven-sagen U 1988.731/2 Ø, som også handler om anstaltsanordninger. 

Til Eksamen

AMU-center sagen U.2001.83 H omhandler anstaltsanordninger. Sagen drejede sig om en somalisk mand, som foretog en bøn på fællesarealet i et AMU-center, selvom han tidligere var blevet fortalt, at det var forbudt, og at han ville blive bortvist, såfremt han igen foretog bøn på fællesarealet. AMU-centret havde nedlagt dette forbud uden udtrykkelig lovhjemmel.

Den somaliske mand blev bortvist, hvorefter han anlagde sag mod AMU-centret. Højesteret fandt, at AMU-centeret var berettiget til at foretage dispositioner, der skete med henblik på opretholdelse af den af hensyn til centrets funktion nødvendige ro og orden.

Det følger således af sagen om AMU-centret, at der uden udtrykkelig lovhjemmel kan fastsættes regler, som regulerer forholdet mellem en institution og de borgere, som benytter institutionen, såkaldte anstaltsanordninger. Endvidere følger det af dommen, at anstaltsanordninger kan danne grundlag for indskrænkninger i religionsfriheden.