search menu
bookmark
person

At gå videre end aftalt – U.1980.893H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag I 29/1980. Refereret af andre i U.1980.893H.

Kommenteret af

Toke Engberg Pedersen Toke Engberg Pedersen

i 2017

Verificeret af advokat

Marlene Hannibal

i 2017

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: Ingen

Tema: Forsøg, medvirken, tyveri og røveri

Fakta:

Denne sag vedrører otte forskellige forhold, hvor tre forskellige personer er tiltalt – T1, T2 og T3. Alle de tiltalte var tidligere straffet for gentagene gange af berigelsesforbrydelser.

Forhold 1: T3 for overtrædelse Strfl. § 119, stk. 1. T3 havde fremsat trusler om vold mod en fængselsbetjent og havde bl.a. udtalt ”Dig skal vi nok ordne, når vi mødes” og greb umiddelbart bagefter fat i ham og udtalte ”vi kan også gøre det med det samme”.

Forhold 2: T3 for overtrædelse af § 293, stk. 1 ved uberettiget brug af personbil X.

Forhold 3: Alle de tiltalte for overtrædelse af § 293, stk. 1 ved uberettiget brug af personbil Y, hvor de efterlod denne kørt fast i en snedrive.

Forhold 4: Alle de tiltalte for overtrædelse af Strfl. § 276, jf. § 21 for forsøg på tyveri efter at have aftalt og planlagt et tyveri ved indbrud ”i en egnet virksomhed uden for Århusområdet ”, i en til formålet brugsstjålet personbil og medbragt værktøj. Efter at de tiltalte havde påbegyndt kørslen fra Århus mod det påtænkte gerningssted for tyveriet, kørte de tiltalte fast i en snedrive, hvilket medførte, at tyveriet ikke blev gennemført.

Forhold 5: Alle de tiltalte for overtrædelse af Strfl. § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 for forsøg på røveri den 20. februar 1979 ved en købmand på Strandvejen 34 i Århus. De tiltalte indfandt sig på gerningsstedet med et medbragt koben. De tiltalte ville under påskud af, at de ville købe en øl, få købmanden til at åbne døren, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Af frygt for at alarmere ejendommens beboer, turde de tiltalte ikke sprænge døren og opgav projektet.

Forhold 6: Alle de tiltalte for overtrædelse af Strfl. § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 21 for forsøg på røveri af særlig farlig karakter. Den 21. februar 1979 havde de tiltalte efter aftale medbragt en skarpladt salonriffel, hvor de tiltalte ville fratage eller fratvinge personalet i en sparekasse kontanter. Det var T1, som skulle foretage den egentlige handling, mens T2 og T3 tog ophold i en nærliggende opgang. T1 færdedes foran sparekassen, men følte sig iagttaget og opgav af bringe røveriet til udførelse.

Forhold 7: Alle de tiltalte for overtrædelse af Strfl. § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 for røveri af særlig farlig karakter ved samme købmand på Strandvejen 34 i Århus. De tiltalte havde igen medbragt en skarpladt salonriffel. Det var T1, som skulle foretage den egentlige handling. T2 og T3 havde igen taget ophold i nærheden. T1 tildelte købmanden et hårdt slag med salonriflen og truede købmanden til (med salonriflen) at udlevere kontanter fra kasseapparatet samt hente en metalkasse med penge. Herefter affyrede T1 et skud, der ramte købmanden i panden, hvorefter T1 forlod ejendommen, og de tiltalte fordelte pengene mellem sig.

Forhold 8: T1 for overtrædelse Strfl. § 237 manddrab ved at have dræbt købmanden på Strandvejen 34 i Århus. T1 havde affyret et skud på kort afstand med en salonriffel kal. 22. Købmanden afgik ved døden samme dag.

Straffene fastsattes af Højesteret således: T1 16 år, T2 6 år og T3 6 år.

Eksamensrelevans

Forhold 4, 5 og 6 er relevante i forhold til læren om tilbagetræden fra forsøg, jf. Strfl. § 22.

Det er en afgørende betingelse, at forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, da der herefter ikke er muligt at træde tilbage. Såfremt en forbrydelse ikke fuldbyrdes, kan der blive tale om tilbagetræden fra forsøg. Tilbagetræden kan være frivillig eller ufrivillig.

Ifølge de objektive betingelser i Strfl. § 22 afhænger straffriheden af forsøgets udviklingstrin. Såfremt gerningsmanden, efter egen opfattelse, har foretaget alt, hvad der må anses som værende nødvendigt for, at forbrydelsen fuldbyrdes forudsætter det, at personen aktivt afbryder hændelsernes almindelige gang. Såfremt iværksættelseshandlingen ikke er foretaget, kræves der objektivt ikke andet end passivitet.

Subjektivt kan en tilbagetræden være frivillig eller ufrivillig. Såfremt den er frivillig bortfalder strafansvaret, jf. Strfl. § 22. Modsat dersom tilbagetræden er ufrivillig, ifaldes der et ansvar for forsøg, jf. Strfl. § 21. Det centrale område for frivillig tilbagetræden er i tilfælde af, at gerningsmanden opgiver forbrydelse pga. moralske grunde.

Således kræves det for straffrihed efter Strfl. § 22, at en tilbagetræden fra forsøg er sket frivilligt og ikke fundet sted pga. tilfældige hindringer, som f.eks. en snedrive, som omtalt i forhold 4 eller, hvor en tyv ikke finder det, vedkommende konkret leder efter.

-0-

Forhold 7 og 8 er relevante i forhold til medvirken, hvor én af de tiltalte går videre end det aftalte. I langt de fleste tilfælde, hvor flere personer begår en samlet forbrydelse, får aftalen sjældent betydning. Dette skyldes, at alle personerne typisk deltager i selve udførelsen af den strafbare handling, og at en sådan aftale næppe er særligt specificeret.

T1, T2 og T3 blev i denne dom dømt for røveri begået mod købmanden. T1 havde medbragt en salonriffel. Mens T1 var inde i forretningen, ventede T2 og T3 i nærheden. Efter det i dommen oplyste, må T2 og T3 have været vidende om, at T1 havde medbragt en skarpladt salonriffel. T2 og T3 blev imidlertid ikke tiltalt for medvirken til drab.

Det fremgår ikke af dommen, men problemet i denne slags sager er, at det hævdes, at én af gerningsmændene er gået videre, end hvad de øvrige havde forestillet sig. Man kan derved sige, at T2 og T3 ikke har det fornødne forsæt til drab efter Strfl. § 237, men ”kun” til røveri af særlig farlig karakter, jf. Strfl. § 288, stk. 2. Ved forsætsdelikter er det ikke tilstrækkeligt, at man burde have indset risikoen for, at en medgerningsmand ville gå videre end det aftalte. ”Burde” relaterer sig til uagtsomhed, hvilket ikke kan realisere et forsætsdelikt.  

Til Eksamen

I forhold til tyveri:

I henhold til U 1980.893 H stilles der ikke krav om, at der skal foreligge forsøg på en individualiseret forbrydelse, da gerningsstedet i nærværende tilfælde er beskrevet som værende ”en egnet virksomhed uden for Århusområdet”. Der stilles med andre ord ikke høje krav til præcision og identifikation ved forberedelseshandlinger i forbindelse med et tyveri.

 

I forhold til frivillig tilbagetræden fra forsøg:

I U 1980.893 H slås det fast, at et planlagt tyveri, som afbrydes ved at gerningspersonerne kører fast i en snedrive, ikke medfører straffrihed efter Strfl. § 22. Det at køre fast i en snedrive betragtes som værende en tilfældig hindring, som ikke medfører straffrihed efter Strfl. § 22, men som i stedet medfører et ansvar for forsøg, jf. Strfl. § 21.

 

I forhold til ”at gå videre end aftalt”:

I U 1980.893 H, blev 3 personer dømt for et planlagt røveri hos en købmand. Røveriet blev begået med en skarpladt salonriffel. T1 var inde i forretningen, mens T2 og T3 ventede i nærheden. T2 og T3 må have været vidende om, at T1 havde medbragt en skarpladt salonriffel. T1 skød imidlertid købmanden.

T2 og T3 blev ikke tiltalt for dette drab. Efter straffelovens § 237 kræves det, jf. Strfl. § 19, forsæt. Det formodes i denne sammenhæng, at T2 og T3 ikke havde det fornødne forsæt til drab, jf. § 237, men ”kun” til røveri, jf. Strfl. § 288. Efter Strfl. § 237 er det ikke tilstrækkeligt, at T2 og T3 burde kunne indse, at T1 ville gå videre end det aftalte.