search menu
bookmark
person

Afgiftspligt for slagtede kyllinger – U 1973.23 H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag II 75/1972 og II 108/1972. Refereret af andre i U 1973.23 H.

Kommenteret af

Anne-Marie Rosman Nielsen Anne-Marie Rosman Nielsen

i 2018

Verificeret af advokat

Rasmus Høj Christensen Rasmus Høj Christensen

i 2018

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret

Dissens: 5-2

Tema: Lovfortolkning og hjemmelskrav

 

Fakta:

S drev virksomhed med salg af kyllinger. Hovedparten af salgene blev ledsaget af en efterfølgende slagtning af kyllingerne på salgsstedet, men kyllingerne blev ikke plukket efter slagtningen. Slagtningen blev hovedsageligt foretaget af S selv, men i enkelte tilfælde forestod køberen slagtningen. Enkelte salg skete dog også uden en efterfølgende slagtning, og køberne tog levende kyllinger med hjem.

En afgiftsbestemmelse i en dagældende bekendtgørelse medførte, at der skulle betales afgift ved salg af slagtede kyllinger, og afgiften skulle beregnes ud fra kyllingens vægt uden blod, når kyllingen var plukket. S havde ikke betalt afgift i forbindelse med salgene med henvisning til, at på tidspunktet for salgenes gennemførelse var kyllingerne i live, og prisen for kyllingen beregnedes ud fra kyllingens vægt i levende, uplukket stand, hvorfor S ikke anså sin virksomhed for omfattet af afgiftsbestemmelsen.

S blev først dømt i byretten, da retten fandt, at der var tale om en omgåelse af den dagældende bekendtgørelses formål, og den unddragne afgift skulle betales af S.

Vestre Landsret frifandt S med henvisning til, at det ikke med fornøden klarhed fremgik af afgiftsbestemmelsen, at salg af levende kyllinger, der efterfølgende blev slagtet, men uden at være istandgjort, var omfattet af afgiftspligten som fastsat i bekendtgørelsen.

Højesteret udtalte, at S' virksomhed var omfattet af afgiftspligten henset til, at S i stort omfang havde solgt kyllinger, der i forbindelse hermed blev slagtet umiddelbart efter. Det ændrede ikke herved, at S ikke havde foretaget plukning eller anden behandling af kyllingerne, ej heller at salgsprisen blev beregnet ud fra levende vægt. Om pligten til at betale den unddrage afgift var der dissens i Højesteret. Flertallet fandt, at afgiftskravet var hjemlet i retsplejeloven, men at der ikke var fremlagt et fornødent grundlag for at tage stilling til størrelsen af kravet under sagen, hvorfor kravet ikke skulle påkendes under sagen. Mindretallet fandt tilsvarende hjemmel i retsplejeloven, men at kravets størrelse var godtgjort, hvorfor kravet burde påkendes. S blev idømt bødestraf og hæfte i en uge.

 

Eksamensrelevans:

Lovfortolkning:

Som udgangspunkt er ordlyden af en bestemmelse afgørende, når denne ikke giver anledning til tvivl. Som udgangspunkt var afgiftsbestemmelsen relativt klar, hvorfor landsretten fandt, at S' virksomhed ikke var omfattet af bestemmelsen. Højesteret - og også byretten - fandt dog modsat, at S' virksomhed var omfattet af bestemmelsen ud fra omgåelsesbetragtninger. Omgåelsesbetragtninger kan således begrunde, at en bestemmelses ordlyd underkastes en udvidede fortolkning ifølge dommen.

 

Hjemmelskravet:

Legalitetsprincippet indebærer to elementer, hvoraf det ene er, at der stilles krav om lovhjemmel. Lovhjemmelskravet legitimerer forvaltningen, men der hersker fortsat uenighed om kravets rækkevidde med hensyn til, hvornår der foreligger en tilstrækkelig klar hjemmel til et indgreb. Der kan anlægges et intensitetssynspunkt, hvorefter indgrebets karakter og væsentlighed er afgørende for, hvor klar en lovhjemmel, der kræves. Som udgangspunkt skelnes der herefter mellem det skærpede og det lempede hjemmelskrav.

Typisk anlægges det synspunkt, at straffebestemmelser er underlagt et skærpet hjemmelskrav, men der er dog forskellige tilgange hertil i praksis. Denne dom taler imod det skærpede hjemmelskrav, da man netop udvider ordlyden af en bestemmelse, der pålægger en privat borger en straf.

Til Eksamen

Dommen kan anvendes i diskussioner om det skærpede hjemmelskrav, særligt vedrørende straffebestemmelser.