search menu
bookmark
person

Aberratio Ictus – U 2013.63 V

bookmark_border attachment

Vestre Landsret dom i sag S-0614-12 afd. 11. Refereret af andre i U 2013.63 V.

Kommenteret af

Anna Christina de Jonquieres Anna Christina de Jonquieres

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret.

Dissens: Ingen

Tema: Strafferet, ordinær vold, abberatio ictus, dolus eventualis

Fakta:

Den tiltalte T var genbo til søskendeparret A og B. En eftermiddag slog A græs, hvorefter T råbte, at larmen fra græsslåmaskinen skulle stoppe. A svarede, at T bare kunne komme over, hvis der var noget. T besluttede at gå over til A, og mødte A og B i deres indkørsel. T og A begyndte at diskutere, og T slog herefter ud efter A. A undveg imidlertid, og slaget ramte derfor i stedet B, der stod ved siden af A. B blev slået omkuld, og fik blå mærker og hævelser i tindingregionen.

Selvom Landsretten ikke fandt det bevist, at tiltalte havde haft forsæt til at ramme B, måtte det under de givne omstændigheder lægges til grund, at T havde indset og accepteret den mulighed, at B kunne blive ramt. Herefter blev T fundet skyldig i forsøg på at udøve vold mod A og forsætlig vold mod B.

Eksamensrelevans:

Voldsbestemmelserne i straffelovens (”STRFL”) kap. 25 er alle forsætsbestemmelser. Det betyder, at tilregnelseskravet er forsæt til udøvelsen af volden, og man kan derfor ikke straffe for uagtsomhed efter STRFL §§ 244-245. Nogle bestemmelser i STRFL er indrettet sådan, at et forhold kan være en forsætsforbrydelse med tilføjeslse af en uagtsom følge. STRFL § 246 er et eksempel på en sådan bestemmelse, hvor der kræves fortsæt til vold efter § 245, men alene uagtsomhed til følgen af volden, jf. STRFL § 20.

Uden for disse bestemmelser finder der et specielt tilfælde kendt som ”aberratio ictus”, der falder uden for reglerne om en forsætlig forbrydelses uagtsomme følger. Aberratio ictus betyder ”afvigelse i slaget”, og benyttes om tilfælde, hvor en person ved eksempelvis et slag, har haft til hensigt at ramme én person, men rent faktisk rammer en anden.

En analyse af et sådant aberration ictus tilfælde fører til, at der foreligger forsøg på det, som der var forsæt til, og muligvis uagtsom forvoldelse af den skade, som der ikke var forsæt til. I sager om vold, hvor der ikke er hjemmel til at straffe for uagtsomhed, vil der således i teorien alene kunne straffes for forsøg på vold.

I dommen U 2013.63V fremkommer Vestre Landsret med et alternativ til før nævnte udfald. I sagen havde den tiltalte T slået ud efter A. A undveg imidlertid, og T ramte derfor i stedet B, der stod lige ved siden af A. Domstolen anvendte en dolus eventualis betragtning, således at Landsretten lagde til grund, at T havde indset og accepteret den nærliggende mulighed, at B kunne blive ramt af slaget. Der er her tale om den variant af dolus eventualis, der kaldes positiv indvilligelsesteori. For en nærmere gennemgang af denne teori se dommen U 1918.946H refereret i Domsguiden under ”Ske hvad der vil ske”.

Til Eksamen

Aberratio ictus foreligger i situationer, hvor en person har forsæt til at ramme en person med eksempelvis skud eller slag, men faktisk rammer en anden person. Der vil her foreligge forsøg på det, som der var forsæt til, og muligvis uagtsom forvoldelse af det, som der ikke var forsæt til. Såfremt der ikke kan straffes for uagtsomhed i det givne tilfælde, vil den tiltalte således alene blive straffet for forsøg på det, som der var forsæt til. En sådan situation forelå i dommen U 2013.63V, hvor tiltalte T havde slået ud efter A. A undveg imidlertid slaget, hvorefter slaget ramte B.

For ikke at havne i den situation at T alene blev dømt for forsøg på vold mod A, anlagde landsretten en dolus eventualis betragtning. Landsretten lagde således til grund, at T havde indset og accepteret den nærliggende mulighed, at B ville blive ramt i stedet for A. T blev derfor dømt for både forsøg på vold mod A, og forsætlig vold mod B.