search menu
bookmark
person

2. håndskrift-sag – U 1971.299H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 68/1970. Refereret af andre i U 1971.299H.

Kommenteret af

Peter Emil Colding Peter Emil Colding

i 2017

Verificeret af advokat

Marlene Hannibal

i 2017

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret med 12 dommere


Dissens: 9-3 (6-3-1-2)

Tema: Statsret, domstolsprøvelse af loves grundlovsmæssighed, grundlovens § 73 om ekspropriation

Fakta:

Stiftelse:

For at forstå sagerne om de islandske håndskrifter, er det nødvendigt at vide, hvad en stiftelse er. En stiftelse er en slags fond. Det særlige ved en fond er, at en fond ikke har nogen formel ejer og den er dermed selvejende. En fond bliver typisk oprettet af en person med en stor formue, der vælger at bruge noget af sin formue på at oprette fonden. Ved oprettelsen af en fond vedtager opretteren en fundsats, som er fondens ”vilje/formål”. Der bliver dernæst udpeget nogle personer, som skal varetage fonden i overensstemmelse med fundsatsen. Personen, der har oprettet fonden, har ingen ejerskab over fonden, ligesom personerne, der forvalter fonden, heller ikke har ejerskab over den. Fonde bliver ofte oprettet til at støtte velgørende formål som fx Den A.P. Møllerske Støttefond. Der er dermed ikke nogen som ejer Den A.P. Møllerske Støttefond, derimod er der en fondsbestyrelse, som uddeler fondens penge i overensstemmelse med fondens fundsats (fondens ”vilje/formål”).

Sagens faktum:

Islændingen Arne Magnussen oprettede ved sit testamente i 1700-tallet Den Arnamagnæanske stiftelse, som fik ejerskab over en række islandske håndskrifter og noget kapital.

Om stiftelsens formål udtaler stiftelens fundsats bl.a.:

"- - - til ævig Tiid være bestemmet og henlagt til at oplyse, forbedre og til Trykken at befordre lade alt, hvad der angaaer de nordiske, nemlig Danmarkes, Norges og underliggende Landes Historier, Sprog og Antiquitæter, hvorunder de ældre Tiider i Norden, deres Geographie, Love, Skikke og Sædvaner, Levemaade, Konster og Viidenskaber, Mynte-Væsen, Monumenter, og alt andet deslige skal forstaaes - - -"

Ved lov bestemte folketinget i 1965, at en del af stiftelsens håndskriftsamling og kapital skulle overføres til Islands Universitet, som derefter skulle varetage håndskrifterne i overensstemmelse med stiftelsens formål.

Stiftelsen anlagde herefter sag an mod staten med påstand om, at loven var ugyldig, da der var tale om ekspropriation, og at de i grundloven § 73 nævnte betingelser for ekspropriation ikke var opfyldt.

Højesterets dom:

Et klart flertal bestående af 10 højesteretsdommere fandt, at stiftelsen ikke havde lidt noget tab ved afståelsen af de islandske håndskrifter til Islands Universitet. 9 ud af 10 af dommerne fandt, at stiftelsen ikke havde lidt noget tab, da de islandske håndskrifter forsat skulle tjene det formål, der var angivet i stiftelsens fundats. Flertallet lagde samtidig vægt på, at stiftelsen var delvist finansieret af det offentlige, hvorfor den var forpligtet til at afstå de islandske håndskrifter uden krav på erstatning.  

Der var derimod større uenighed i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt stiftelsen havde lidt et tab som følge af kapitaloverførslen. 6 dommere, herunder retsformanden, fandt at overførslen af stiftelsens kapital udgjorde et tab for stiftelsen, uanset at den overførte kapital forsat skulle benyttes i overensstemmelse med fondens fundats. De resterende 6 dommere fandt derimod, at stiftelsen heller ikke havde lidt noget tab som følge af kapitaloverførslen. Grundet stemmeafgivningen blev stiftelsen frifundet for at skulle overføre kapitalen uden erstatning.

Eksamensrelevans:

Dommen er relevant, da den illustrerer, at en stiftelse ikke havde krav på erstatning som følge af udleveringen af håndskrifterne, idet stiftelsen ikke havde lidt et tab i denne anledning. Højesteret når dog samtidig frem til, at stiftelsen fandtes at have lidt et tab som følge af kapitaloverførslen.

Det er i teorien blevet anført, at flertallets argumentation, for at stiftelsen ikke havde lidt et tab i forbindelse med afståelse af håndskrifterne, svarede til den argumentation, som mindretallet i U 1967.22 H havde fremført til støtte for, at der ikke var tale om ekspropriation. Således lagde Højesterets flertal afgørende vægt på, at udleveringen til Islands Universitet tjente stiftelsens formål. Da stiftelsens formål i princippet må antages at være ejer af stiftelsen, kan ejeren således ikke have lidt et tab. Derudover blev det tillagt stor betydning, at stiftelsen i det væsentligste var finansieret af staten.

Det kan derfor virke overraskende, at en del af højesteretsdommerne samtidig nåede frem til, at overførslen af kapital fra stiftelsen til Islands Universitet repræsenterede et tab, som stiftelsen måtte have erstattet i medfør af grundlovens § 73, stk. 1, 3. pkt. Overførslen af kapital skulle nemlig på tilsvarende vis som håndskrifterne fortsat tjene stiftelsens formål efter overførslen.

Sagen bør læses i sammenhæng med den første håndskriftssag U 1967.22 H.

Til Eksamen

Sagen er den anden sag vedrørende overdragelse af håndskrifter til Islands Universitet (håndskriftsagen - U 1971.299 H). Den omhandler, hvorvidt den ekspropriative karakter, som loven i den første håndskriftssag (U 1967.22 H) fandtes at have, måtte medføre at stiftelsen havde et grundlovsmæssigt krav på erstatning i medfør af grundlovens § 73, stk. 1, 3. pkt. Dommen skal således læses i sammenhæng med den første håndskriftssag i U 1967.22 H. Højesteret fandt, at stiftelsen ikke havde lidt et økonomisk tab ved udlevering af håndskrifterne, men at stiftelsen dog havde lidt et tab som følge af kapitaloverførslen. Dermed havde stiftelsen ikke krav på erstatning som følge af afståelsen af de islandske håndskrifter, men havde dog krav på erstatning grundet kapitaloverførslen.