search menu
bookmark
person

1. håndsskrift-sag – U 1967.22H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 07/1966. Refereret af andre i U 1967.22H.

Kommenteret af

Peter Emil Colding Peter Emil Colding

i 2019

Verificeret af advokat

Stefan Cyron Stefan Cyron

i 2019

Resumé

Dom afsagt af: Højesteret med 13 dommere

Dissens: 8-5

Tema: Statsret, domstolsprøvelse af loves grundlovsmæssighed, grundlovens § 73 om ekspropriation

Fakta:

Stiftelse:

For at forstå sagerne om de islandske håndskrifter, er det nødvendigt at vide, hvad en stiftelse er. En stiftelse er en slags fond. Det særlige ved en fond er, at en fond ikke har nogen formel ejer og den er dermed selvejende. En fond bliver typisk oprettet af en person med en stor formue, der vælger at bruge noget af sin formue på at oprette fonden. Ved oprettelsen af en fond vedtager opretteren en fundats, som er fondens ”vilje/formål”. Der bliver dernæst udpeget nogle personer, som skal varetage fonden i overensstemmelse med fundatsen. Hverken personen, der har oprettet fonden eller personerne, der forvalter fonden har ejerskab over den. Fonde bliver ofte oprettet med henblik på at støtte velgørende formål som fx Den A.P. Møllerske Støttefond. Der er dermed ikke nogen som ejer Den A.P. Møllerske Støttefond, og fondens midler uddeles af fondsbestyrelsen i overensstemmelse med fundatsen (fondens vedtægter, der blandt andet indeholder formålsbestemmelser).

Sagens faktum:

Islændingen Arne Magnussen oprettede ved sit testamente i 1700-tallet Den Arnamagnæanske stiftelse, som fik ejerskab over en række islandske håndskrifter og noget kapital.

Om stiftelsens formål udtaler stiftelens fundats bl.a.: "- - - til ævig Tiid være bestemmet og henlagt til at oplyse, forbedre og til Trykken at befordre lade alt, hvad der angaaer de nordiske, nemlig Danmarkes, Norges og underliggende Landes Historier, Sprog og Antiquitæter, hvorunder de ældre Tiider i Norden, deres Geographie, Love, Skikke og Sædvaner, Levemaade, Konster og Viidenskaber, Mynte-Væsen, Monumenter, og alt andet deslige skal forstaaes - - -"

Ved lov bestemte folketinget i 1965, at en del af stiftelsens håndskriftsamling og kapital skulle overføres til Islands Universitet, som derefter skulle varetage håndskrifterne i overensstemmelse med stiftelsens formål.

Stiftelsen anlagde herefter sag an mod staten med påstand om, at loven var ugyldig, da der var tale om ekspropriation, og at de i grundloven § 73 nævnte betingelser for ekspropriation ikke var opfyldt.

Højesterets dom:

Et flertal på 8 personer fandt, at de islandske håndskrifter var en beskyttet rettighed efter grundlovens § 73. Da stiftelsen ikke var en statslig organisation, men en selvstændig organisation, var der tale om et beskyttet retssubjekt efter grundlovens § 73.

Højesteret konkluderede, at der var tale om ekspropriation, hvorfor det var en betingelse for ekspropriationslovens gyldighed, at loven var blevet til i overensstemmelse med grundlovens § 73.

Spørgsmålet var derefter, om folketinget havde fulgt proceduren i grundlovens § 73.

Flertallet i Højesteret fandt, at regeringen og folketinget ved behandlingen af lovforslaget tog muligheden for, at loven udgjorde ekspropriation i betragtning, fx ved at grundlovens § 73, stk. 2 om fornyet behandling og vedtagelse i et nyvalgt folketing blev fulgt. Højesteret bemærkede, at kravene i grundlovens § 73, stk. 1 om hensynet til almenvellet og erstatning gentagne gange blev fremdraget under folketingsforhandlingerne.

Højesteret fandt ikke, at det var grundlag for at antage, at loven ikke var begrundet i hensyn til almenvellet, jf. grundlovens § 73, stk. 1.

Endvidere fandt Højesteret, at den omstændighed, at der i loven ikke var en bestemmelse om erstatning, ikke kunne medføre lovens ugyldighed.

Flertallets konklusion er altså, at der var tale om ekspropriation, og at loven var gyldig, da betingelserne og proceduren i grundlovens § 73 var opfyldt.

Mindretallet på 5 dommere.

Mindretallet fandt, at der ikke var tale om ekspropriation, eftersom overførelsen til Islands Universitet tjente stiftelsens formål. Altså at lovgivningsmagten havde handlet i overensstemmelse med fondens ”vilje” (fundats), hvorfor der ikke var tale om ekspropriation.

Afsluttende bemærkning:

Det bemærkes, at Højesteret ikke tog stillingen til spørgsmålet om, hvorvidt stiftelsen havde lidt noget tab og dermed krav på erstatning som følge af ekspropriationsloven. Spørgsmålet om erstatning blev afgjort i sagen U 1971.299 H (2. sag om de islandske håndskrifter).

Eksamensrelevans:

Dommen er for det første interessant, da den er et eksempel på, at domstolene efterprøver loves formelle grundlovsmæssighed. Prøvelse af formel grundlovsmæssighed betyder en prøvelse af, om loven er blevet vedtaget i overensstemmelse med grundlovens procedurebestemmelser. Konsekvensen af mangler ved den formelle grundlovsmæssighed er, at loven er ugyldig. I sagen undersøgte Højesteret, om ekspropriations-loven var blevet vedtaget i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 73. Højesteret konkluderede, at loven var blevet til i overensstemmelse med grundlovens § 73, hvorfor der ikke var grundlag for at erklære loven ugyldig.

For det andet er dommen et eksempel på, at domstolene traditionelt har udvist tilbageholdenhed ved deres prøvelse af loves overensstemmelse med grundloven. I sagen bemærkede flertallet, at der ”findes ikke at være grundlag for at antage, at lovens gennemførelse ikke har været begrundet i hensynet til almenvellet”. Altså såfremt der ikke er inddraget uvedkommende hensyn, vil domstolene ikke efterprøve lovgivningsmagtens skøn.

For det tredje er sagen et eksempel på, at grundlovens § 73 om ekspropriation beskytter enhver form for rettighed og ikke bare fast ejendom. I sagen var løsøre i form af håndskrifter beskyttet mod ekspropriation. Derudover illustrerer sagen også, at § 73 beskytter enhver form for rettighedshaver både juridiske og fysiske personer, da det var en stiftelse, der var beskyttet i sagen.

For det fjerde er sagen et eksempel på grundlovens direkte anvendelse, derved at en privat stiftelse kan påberåbe sig grundloven direkte over for statsmagten.

Derudover er ekspropriationsloven et eksempel på singulær lovgivning, dvs. lovgivning som er direkte adresseret til én bestemt person og regulerer denne ene persons retsforhold (i dette tilfælde en juridisk person i form af en stiftelse).

Det centrale spørgsmål i håndsskriftssagerne er, om man skal lægge vægt på, at overførslen af håndskrifterne og kapitalen tjener fondens formål, hvorfor der ikke foreligger ekspropriation, eller om man skal lægge vægt på, at loven bevirker en ejendomsoverførsel fra en juridisk person til en anden juridisk person, og at der derfor foreligger ekspropriation. Det var dette spørgsmål, som mindretallet og flertallet i Højesteret var uenige om i den første håndsskrift-sag.

Dommen bør læses sammen med den anden håndsskrifts-sag U 1971.299 H.   

Til Eksamen

Den første håndskriftssag U.1967.22 H omhandler grundlovens § 73 om ekspropriation. Sagen omhandler Den Arnamagnæanske stiftelse, som ved lov blev tvunget til at overføre en række islandske håndskrifter til Islands Universitet. Højesteret fandt, at betingelserne for ekspropriation var opfyldt. Det kan af dommen udledes, at en privat stiftelse er et beskyttet retssubjekt efter grundlovens § 73, og at håndskrifter er en beskyttet rettighed efter grundlovens § 73.