search menu
bookmark
person

Øjensygdommen – U.1951.1066H

bookmark_border attachment

Højesterets dom i sag 63/1951. Refereret af andre i U.1951.1066H.

Kommenteret af

Nikolai Dokkedahl Nikolai Dokkedahl

i 2019

Verificeret af advokat

Rasmus Thingholm Rasmus Thingholm

i 2019

Resumé

Højesterets dom i sag 63/1951. Refereret af andre i U.1951.1066H.

Resumé

Dom afsagt af Højesteret.

Dissens: Ingen.

Tema: Aftaleret, fejlskrift og re integra-reglen.

Fakta

I et licitationsudbud havde en entreprenør afgivet tilbud på en opgave, der var 8.343 kr. lavere end det næstbilligste. Selvom retten lagde til grund, at der var en sket en regnefejl, ansås entreprenøren, der led af en øjensygdom, som forpligtet af aftalen, da løftemodtageren ikke havde grund til at nære mistanke om fejlen. Herved fandtes der ikke, at være hjemmel til at gøre hverken aftalelovens §§ 32 eller 39, 2. pkt. gældende, og entreprenøren fandtes på den baggrund erstatningsansvarlig for differencen.

Afgørelsen omhandler en kommerciel transaktion og citerer både aftalelovens § 32 og § 39, 2. pkt.

Særligt interessant fra afgørelsen er det forhold, at tilbudsmodtageren, trods den relativt betydningsfulde regnefejl, efter omstændighederne måtte anses for værende i god tro, hvorfor aftalelovens § 32, stk. 1, som er en svag ugyldighedsgrund, ikke kunne bringes i anvendelse.

Derudover illustrerer afgørelsen domstolenes tilbageholdenhed med at anvende § 39, 2. pkt. i erhvervsforhold.

Til Eksamen

For at re integra-reglen i § 39, 2. pkt. kan bringes i anvendelse, skal to betingelser opfyldes; 1) der skal foreligge særlige omstændigheder, og 2) løftet må ikke have virket bestemmende på modtagerens handlemåde. I denne sag var entreprenøren ramt af en øjensygdom, der formentlig har været skyld i regnefejlens opståen. I sin procedure henviser sagsøgeren til det almindelige obligationsretlige princip om "nærmest til at bære risikoen" og henviser til, at det må være på entreprenørens egen risiko, at der afsendes tilbud, som ikke er gennemtjekket. Domstolen nævner intet om dette i sin begrundelse, men finder under alle omstændigheder, at der ikke har været tale om så særlige omstændigheder, at betingelserne for at anvende § 39, 2. pkt. har været opfyldte.

Af andre relevante afgørelser vedrørende aftalelovens § 32, stk. 1 og § 39, 2. pkt. kan bl.a. henvises til U. 1969.579Ø.