search menu
bookmark
person

Ægtepagt oprettet 42 dage før dødsfald var ikke dødslejegave – TFA2012.49

bookmark_border attachment

Østre Landsret dom i sag anke 13. afd. nr. B-3363-10. Refereret af andre i TFA2012.49.

Oprindeligt kommenteret af

Nicklas Kirstejn Krogh Nicklas Kirstejn Krogh

i 2017

Verificeret af advokat

Jonas Per Nielsen Jonas Per Nielsen

i 2017

Resumé

Dom afsagt af Østre Landsret.

Dissens: Ingen

Tema: Arveret, ægtepagt, dødslejegaver

Fakta:

Ægteparret H og M blev gift i år 2000 uden oprettelse af en ægtepagt. Der var almindeligt formuefællesskab i ægteskabet, men der var ved ægteskabets indgåelse oprettet et notartestamente til fordel for længstlevende, således at livsarvingerne efter den førstafdøde alene skulle arve deres tvangsarv.

H fik konstateret brystkræft i år 2005, og hun blev umiddelbart herefter opereret herfor. I marts 2007 blev H indlagt akut, og det blev konstateret, at kræften havde spredt sig, og at den formentlig var uhelbredelig. Herefter underskrev H og M en ægtepagt om særeje af et sommerhus. Sommerhuset skulle efter ægtepagten være M's fuldstændige særeje, hvorimod H ikke opnåede lignende særeje ved ægtepagten. H døde 42 dage senere, hvorefter H's særlivsarving påstod ægtepagten tilsidesat som en dødslejegave efter arvelovens ("AL") § 70 (den nuværende § 93). Særlivsarvingen efter H gjorde blandt andet gældende, at H under indlæggelsen blev konstateret uhelbredelig syg, og derfor måtte anse sin død som nært forestående.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at H selv skulle have anset sin død som nært forestående ved indgåelse af ægtepagten, og de lægelige oplysninger i sagen førte ikke til et andet resultat. H's afkald på boslod af den del af formue, der gjordes til M's fuldstændige særeje, kunne herefter ikke anses som en dødslejegave efter AL § 70.

Eksamensrelevans:

Udgangspunktet i dansk ret er, at man frit kan råde over sine ejendele og herunder også forære dem væk. Der er imidlertid begrænsninger til denne frihed, og til disse begrænsninger hører bl.a. dødslejegaver. Dødslejegaver forekommer, hvor gavegiveren overdrager en gave på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forstående, og hvor giveren har indset dette. Dødslejegaver er ugyldige, såfremt kravene for testamenter ikke er opfyldt, medmindre der er tale om sædvanlige gaver, jf. AL § 93 (den tidligere § 70). Hensynet bag bestemmelsen er, at en gavegiver, der forudser sin død som nært forstående, ved gavedispositionen snarere binder arvingerne end den pågældende selv.

Der foreligger en særlig problemstilling vedrørende, om ægtepagter kan have karakter af en dødslejegave. Problemstillingen består i, om en ægtepagt indgået kort før den ene ægtefælles død, kan betragtes som omgåelse af reglerne om arv og skifte efter et dødsfald. I sagen refereret i TFA 2012.49 Ø, blev denne problemstilling behandlet. I sagen have ægtefællen H fået konstateret uhelbredelig brystkræft. H og M underskrev herefter en ægtepagt, der gjorde M's sommerhus til M's fuldstændige særeje. H afgik ved døden 42 dage senere, og en af H's særlivsarvinger gjorde herefter gældende, at særejebestemmelsen i ægtepagten i realiteten var en ugyldig dødslejegave.

Under sagen blev der afgivet forklaring af en overlæge, der tilkendegav, at den tilstand som H befandt sig i umiddelbart før indgåelsen af ægtepagten, kunne betegnes som en akut livstruende tilstand, hvor det ikke var usandsynligt, at H vil afgå ved døden i løbet af 1-2 måneder. Landsretten vurderede, at der ikke var tale om en dødslejegave. For at statuere en dødslejegave krævedes, at gavegiver måtte have været klar over, at hun skulle dø i løbet af kort tid. Det var ikke tilstrækkeligt, at H døde 42 dage efter indgåelse af ægtepagten. Det måtte hertil vurderes om H selv havde anset sin død for nært forestående. I den konkrete sag var det vanskeligt lægeligt at vurdere H's eksakte restlevetid, og da H havde lavet lagt planer om ferie senere på året, og forsat var i behandling forinden indgåelsen af ægtepagten, fandt retten, at der ikke var grundlag for at antage, at H opfattede sin død som nært forstående.

Herefter fandt landsretten, at H's afkald på boslod ikke kunne betragtes som en dødslejegave efter AL § 70. Denne bestemmelse er senere blevet til AL § 93. AL § 93 bestemmer, at gaver "givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående og giveren var klar over dette", anses som dødslejegaver. Det subjektive kriterie, som retten lod afgøre sagen, er dermed blev en del af lovteksten.

Til Eksamen

I dommen refereret i TFA 2012.49 Ø tog landsretten stilling til, hvorvidt en ægtepagt indgået kort før den ene ægtefælles død kunne anses som en dødslejegave. Ægtepagten indebar en væsentlig formueforskydning, hvorfor H's særlivsarving gjorde gældende, at der ved dispositionen forelå en dødslejegave. H afgik ved døden 42 dage efter indgåelse af ægtepagten, og ægtepagten var rent objektivt indgået kort før H's død. Retten fandt derimod ikke, at der subjektivt var tale om en dødslejegave. Retten fandt det ikke bevist, at H havde anset sin død for nært forestående, henset til, at hun bl.a. forsat blev behandlet for sin kræft, og havde planlagt en ferie senere på året. Det afgørende blev dermed, at H ikke anså sin død som nært forestående.