Vikarer og funktionærer – U 1997.1495 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret
Dissens:
Ingen
Tema:
Funktionærlovens anvendelsesområde, det nationale lønmodtagerbegreb i funktionærloven kontra det EU-retlige lønmodtagerbegreb.
Fakta
En vikar ansat hos et vikarbureau havde påbegyndt arbejde hos bureauet den 9. august 1994 og blev allerede den 31. august 1994 afskediget til omgående fratræden. Den vikarbureauansatte vikar gjorde dog gældende, at hun var omfattet af funktionærloven og derfor havde krav på en måneds opsigelsesvarsel, jf. funktionærlovens § 2, stk. 2, nr. 1.
Sø- og Handelsretten definerede indledningsvis et vikarbureauansættelsesforhold. Herefter er et sådan ansættelsesforhold kendetegnet ved, at det angår udlejning af arbejdskraft, og at ansættelse hos udlejeren (vikarbureauet) kun omfatter det enkelte udlejningsforhold. Herudover er vikarbureauansættelsesforholdet kendetegnet ved, at vikarerne anses for fritstillede over for vikarbureauerne, hvorfor de ikke er forpligtet til at påtage sig tilbudt arbejde, ligesom de uden varsel kan bringe deres ansættelsesforhold til ophør uanset vikarbureauets aftaler med kunder. Vikarerne er endvidere berettiget til at tage ansættelse hos den kunde, hvortil de er udlejet af et vikarbureau.
Sø- og Handelsretten fandt herefter på baggrund af vikarbureauansættelsesforholdet karakter, at vikarbureauansatte vikarer hverken i forhold til vikarbureauet eller brugervirksomheden kan anses for at indtage en tjenestestilling i funktionærlovens forstand. Vikarbureauet blev derfor frifundet for vikarens krav.
Højesteret stadfæstede efterfølgende Sø- og Handelsretten dom og henviste til dennes præmisser.
Eksamensrelevans
Dommen er relevant at diskutere, hvis eksamensemnet vedrører funktionærlovens anvendelsesområde og/eller det nationale lønmodtagerbegreb kontra det EU-retlige lønmodtagerbegreb.
Det fremgår af dommen, at vikarbureauansatte vikarer ikke er omfattet af funktionærloven, fordi de ikke indtager en tjenestestilling i lovens forstand, jf. funktionærlovens § 1, stk. 2. Dette skyldes, at vikarbureauansættelsesforhold adskiller sig væsentligt fra almindelige ansættelsesforhold, jf. Sø- og Handelsrettens præmisser gengivet oven for. I et almindeligt ansættelsesforhold vil lønmodtageren i modsætning til den vikarbureauansatte vikar ikke kunne afslå tilbudte opgaver, herunder bringe ansættelsesforholdet til ophør uden varsel, men derimod være forpligtet til at frigøre sig fra ansættelsesforholdet med et opsigelsesvarsel.
I den arbejdsretlige teori bliver betingelsen om at indtage en tjenestestilling i funktionærlovens forstand til tider sidestillet med, at vedkommende skal være lønmodtager for at kunne være omfattet af funktionærloven. Det er dog imidlertid værd at bemærke, at det EU-retlige lønmodtagerbegreb er bredere, end funktionærlovens nationale lønmodtagebegreb. Eksempelvis følger det af retspraksis, at vikarbureauansatte vikarer er omfattet af ansættelsesbevisloven, jf. U1999.1870S, som er vedtaget på baggrund af et EU-direktiv og derfor skal fortolkes EU-konformt, selvom vikarbureauansatte vikarer ikke indtager en tjenestestilling i funktionærlovens forstand.
Vikarbureauansatte vikarer kan dog undtagelsesvis være omfattet af funktionærloven, hvis den vikarbureauansatte vikar må anses for at indtage en tjenestestilling hos enten vikarbureauet eller brugervirksomheden, jf. U1996.946SH, hvor den vikarbureauansatte vikar havde arbejdet hos den samme virksomhed i 3 år.
Til Eksamen
Dommen kan anvendes til at illustrere, at vikarbureauansatte vikarer ikke er omfattet af funktionærloven, og at det nationale lønmodtagerbegreb i funktionærloven er snævrere end det bredere lønmodtagerbegreb i EU-retten.
I eksamenssammenhæng kan dommen f.eks. inddrages på følgende vis:
En grundlæggende betingelse for at være omfattet af funktionærloven er, at vedkommende indtager en tjenestestilling, jf. funktionærlovens § 1, stk. 2. Denne betingelse opfylder vikarbureauansatte vikarer ikke, jf. U1997.1495H, bl.a. fordi de anses for fritstillet over for vikarbureauet, og da de kan afslå tilbudte opgaver. Dommen illustrerer yderligere, at tjenestestillingsbegrebet i funktionærloven er snævrere end det EU-retlige lønmodtagerbegreb, som det f.eks. kommer til udtryk i ansættelsesbevislovens § 1, stk. 2, jf. U1999.1870S, hvor der var enighed mellem parterne om, at vikarbureauansatte vikarer ikke var omfattet af funktionærloven, men hvor tvisten angik, om vikarbureauansatte vikarer er omfattet af ansættelsesbevisloven, hvilket retten fandt var tilfældet.