Vielse af to personer af samme køn i lyset af EMRK – U 2017.1795 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret med 7 dommere

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Statsforfatningsret, menneskerettigheder og forvaltningsret. Domstolsprøvelse af, hvorvidt reglerne om vielse af to personer af samme køn er i strid med grundloven, en retssædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Grundlovens §§ 4, 66 og 67.    

Fakta:

En ændring af ægteskabsloven i 2012 medførte, at loven også finder anvendelse på personer af samme køn, hvormed ægteskaber mellem personer af samme køn blev tilladt. Der blev i forlængelse af loven, efter indhentelse af en kongelig resolution, udstedt en bekendtgørelse.

Sagen blev rejst mod Kirkeministeren og Børne- og Socialministeren med påstand om, at den udstedte kongelige resolution samt ændringsloven til ægteskabsloven for så vidt angår bemyndigelsen til præster i den danske folkekirke til at indstifte et ægteskab for to personer af samme køn var ugyldige.

Højesterets dom:

Højesteret bemærkede, at grundlovens § 4 foreskriver, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og at folkekirken således hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag.

Derudover udtalte Højesteret, at kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der må tilkendes et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering. 

Højesteret fandt ydermere, at grundlovens § 66, der tilsiger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov, ikke udgør en begrænsning i forhold til lovgivningsmagtens kompetence. Der er på baggrund heraf ikke grundlag for at antage, at der skulle foreligge en retssædvane, som begrænser lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold.

Desuden anførtes det af Højesteret, at der ikke var sket et indgreb i appellanternes tros- og religionsfrihed i strid med grundlovens § 67.

Der var ikke desuden ikke grundlag for en antagelse om, at lovændringen samt udstedelse af den kongelige resolution var i strid med artikel 9 sammenholdt med artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om henholdsvis religionsfrihed og forenings- og forsamlingsfrihed.

Højesteret fandt på baggrund heraf, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den omtvistede lovændring, der gav mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn.

Eksamensrelevans:

Dommen er interessant, fordi det blev konstateret, at lovgivningsmagten og regeringen har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en regulering som i nærværende sag. En sådan regulering af muligheden for ægteskab mellem personer af samme køn ligger således indenfor, hvad lovgivningsmagten og regeringen kan bestemme.

Derudover blev det i dommen fastslået, at der ikke foreligger nogen begrænsninger i andres tros- og religionsfrihed ved en ændring som denne.

Højesteretsdommen er udtryk for, at ændringen af ægteskabsloven, og hermed muligheden for vielser af personer af samme køn, ikke er i strid med hverken grundloven, en retssædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Til Eksamen

Ved dommen U 2017.1795 H blev det fastslået, at det lå inden for lovgivers og regeringens bemyndigelse at regulere folkekirkens interne forhold. Derudover fastslår dommen, at lovgivningsmagten og regeringen har et betydeligt skøn i forhold til, hvilke begrænsninger det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter i forhold til regulering indenfor folkekirkens forhold. Det illustreres dermed, hvordan folkekirkens plads i offentlig forvaltning forholder sig. Ligeledes er det fastslået med dommen, at en regulering, der ligger inden for det nævnte skøn, ikke påvirker tros- og religionsfriheden.