Vestas-dommen – U 2012.2255 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Aftalers relativitet. Direkte krav. Mangler. Misligholdelsesbeføjelser. Erstatning.

Fakta:

En person, A, indgik aftale om køb af en vindmølle med personen B. Inden købet udleverede B en energiproduktionsevneberegning til A. Beregningen var udarbejdet af vindmølleproducenten Vestas, V, og var blevet lagt til grund ved de beregninger som A’s revisor havde foretaget for A, for at fastslå investeringens rentabilitet.

Da vindmøllen havde været i drift i ca. 1 år viste det sig imidlertid, at den producerede ca. 20% mindre energi, end produktionsevneberegningen fra V viste. A anlagde derfor sag mod B og V med krav om erstatning eller et forholdsmæssigt afslag i købesummen, svarende til de reducerede indtægter i forhold til den forventede produktion.

Højesteret fastslog, at vindmøllen var behæftet med en mangel, idet produktionsevneberegningen havde været et element i de forudgående forhandlinger mellem A og B om bl.a. pris og øvrige vilkår, og idet B vidste, at A’s beregninger af investeringens rentabilitet netop havde taget udgangspunkt i den udleverede produktionsevneberegning. Højesteret mente ikke, at B’s ansvarsfraskrivelse i købsaftalen omfattede en situation, hvor oplysningerne fra B var direkte forkerte, som det var tilfældet i sagen.

På den baggrund blev A tilkendt et krav på forholdsmæssigt afslag, som efter et skøn blev fastsat til 500.000 kr. Herudover fandt Højesteret, at V havde handlet culpøst ved at begå en fejl i forbindelse med beregning af vindmøllens produktionsevne. Det var påregneligt for V, at en fejlberegning kunne medføre et tab for en senere køber, idet V vidste, at produktionsevneberegningerne blev lagt til grund ved finansieringen af købet. Højesteret fandt, at V's ansvar over for A ikke blev begrænset af en ansvarsfraskrivelse i aftalen mellem V og vindmøllens oprindelige køber Dansk Vindkraft Entreprise A/S (i relation til vindmøllens produktionsevne) eller af hvorvidt A havde reklameret rettidigt over for B. Dermed kunne A gøre et erstatningskrav gældende direkte over for V. Dette krav blev skønsmæssigt fastsat til 500.000 kr., hvilken betaling B og V hæftede solidarisk for, idet V dog blev dømt til at friholde B for ethvert beløb, som B kom til at betale til A.

Eksamensrelevans:

Udgangspunktet i dansk ret er, at aftaler kun har retsvirkninger for dens parter (A og B) Grundsætningen betegnes normalt som relativitetsprincippet eller princippet om aftalers relativitet. Hvis aftalen skal forpligte en tredjepart (C) kræver der en hjemmel herfor. En sådan hjemmel kan eksempelvis udgøres af et forudgående løfte fra C eller en lovhjemmel. Reglerne/grundsætningerne om direkte krav er primært ulovbestemte og kan overordnet opdeles i to; 1) retsbrudstilfælde og 2) subrogationstilfælde.

Retsbrudstilfælde grænser tæt op ad de almindelige regler om erstatning uden for kontraktsforhold. Overdrager A eksempelvis en genstand til B, uanset han ved eller burde vide, at genstande vil påføre en ham ubekendt tredjepart (C), skuffelse, idet væsentlige egenskaber ved genstanden mangler, grænser dette tilfælde til et deliktansvar efter culpareglen. I dette tilfælde kan A ifalde erstatningsansvar direkte overfor C, uanset der er flere kontraktlige relationer i mellem A og C (Lærebog i obligationsret I af Joseph Lookofsky og Mads Bryde Andersen s. 428ff.).

Den anden undtagelse til relativitetsprincippet udspringer af de almindelige regler om overdragelse af simpel fordringer. Subrogation opstår i de tilfælde, hvor C opnår en ret til at indtræde i det krav, som B oprindelige havde mod A (Lærebog i obligationsret I af Joseph Lookofsky og Mads Bryde Andersen s. 433).

Det fremgår ikke af dommen, om Højesteret har tilladt det direkte krav ud fra en retsbrudsbetragtning eller en subrogationsbetragtning. Således står det uvist hen, hvorledes Højesteret har klassificeret tilfældet. Det anføres blot, at A kan rette et direkte krav mod  Vestas, idet Vestas havde begået en professionel fejl i forbindelse med udarbejdelsen af produktionsevneberegningerne, og da Vestas kunne påregne, at beregningerne ville blive udleveret af Dansk Vindkraft til senere erhververe af vindmøllen, som således risikerede at lide tab, hvis beregningerne ikke var udført fagligt korrekt.

Som supplerende materiale om dommen foreslås artiklen ” Direkte krav efter U 2012.2255H” af advokaterne Allan Kvist-Kristensen og Henrik Rise Jensen, som dels gennemgår dommen og dels analyserer dens betydning for retsstillingen for direkte krav.

Til Eksamen

Udgangspunktet for aftaler er, at disse kun har virkning for aftalens parter. Dette princip kaldes relativitetsprincippet. Princippet fraviges dog i visse tilfælde, hvor det accepteres, at der gøres et erstatningskrav (direkte krav) gældende mellem parter, der ikke umiddelbart har en kontraktlig forbindelse, jf. U 2012.2255H, hvor en erhverver af en vindmølle fik medhold i et erstatningskrav mod producenten af en vindmølle, idet producenten havde foretaget produktionsevneberegninger for vindmøllen og var bekendt med at disse ville blive udleveret til senere erhververe, hvilket kunne forårsage et tab hos disse, hvis beregningerne ikke var udført fagligt korrekt.