Vederlagskrav for misbrug af uskiftet bo – U 1981.552 V
Resumé
Dom afsagt af Vestre Landsret
Dissens: Ingen
Tema: Arveret, uskiftet bo, misbrug, væsentlig formindskelse, vederlagskrav, tabsberegningsmetoden
Fakta:.
M havde siden sin ægtefælles død siddet i uskiftet bo. Boets væsentligste aktiv var en landbrugsejendom med et areal på 35 ha, og M solgte denne ejendom for kr. 300.000 til to af parrets børn. Den væsentligste del af købesummen blev berigtiget ved et sælgerpantebrev, der indeholdt et vilkår om, at M skulle respektere bortsalg af parceller med et areal på indtil 20 tønder land. De to børn frasolgte omkring 25 ha (ca. 45 tønder land) fra landejendommen, og M gjorde ikke indsigelser herimod.
Et tredje barn, F, krævede imidlertid fællesboet skiftet. F gjorde gældende at M ved sin manglende indsigelse over for frasalget af de 25 ha, havde misbrugt sin rådighed over boet, og derved havde formindsket det væsentligt. Pantebrevets værdi var blevet reduceret væsentligt, og F gjorde gældende, at boet derved havde lidt et væsentligt tab. Skifteretten tog påstanden om skifte af fællesboet til følge, og F krævede herefter et vederlag fastsat efter tabsberegningsmetoden på kr. 24.200 i medfør af arvelovens ("AL") § 21 (den nuværende § 30).
Skifteretten fastsatte vederlaget skønsmæssigt til kr. 6.000. F kærede herefter afgørelsen til landsretten, der fandt at M havde ladet så stor en del af ejendommen udgå at pantet. Herefter fandt landsretten at M havde misbrugt sin rådighed over fællesboet, og derved havde formindsket det væsentligt. F blev herefter tilkendt et vederlag på kr. 24.200.
Eksamensrelevans:
I dansk ret kan den længstlevende ægtefælle i en del tilfælde vælge at hensidde i uskiftet bo. Ved uskiftet bo udskydes arvefaldet efter den førstafdøde ægtefælle, og livsarvingerne vil derfor have en forventet, men ikke faldet, arv. Den længstlevende ægtefælle vil have en ejers rådighed over midlerne i det uskiftede bo efter AL § 24, men den pågældende er ikke ejer af dette. Den længstlevende ægtefælle kan således råde over det uskiftede bo, men skal samtidig tage hensyn til den førstafdødes livsarvinger, hvis potentielle arv den længstlevende ægtefælle også råder over. De relevante regler om misbrug af et uskiftet bo findes nu i AL § 29, stk. 1 og 2. Såfremt den længstlevende ægtefælle misbruger sin rådighed over det uskiftede bo efter AL § 29, kan enhver livsarving forlange vederlag når det uskiftede bo skiftes, jf. AL § 30.
I afgørelsen trykt i U 1981.552V, solgte den længstlevende ægtefælle, M, fællesboets ejendom for kr. 300.000 til to af parrets børn. Som en del af betalingen for ejendommen blev der udstedt sælgerpantebrev til M, der indeholdt et vilkår om, at M skulle respektere bortsalg af parceller med et areal på indtil 20 tønder land. De to børn frasolgte ca. 25 ha (omkring 45 tønder land) af ejendommen, og M gjorde ikke indsigelser herimod. Et tredje barn, F, påstod herefter boet skiftet efter arveloven § 20 (den nuværende § 29), hvilket skifteretten tog til følge. F krævede herefter vederlag efter AL § 21 (den nuværende § 30). F opgjorde sit vederlag som differencen i mellem pantebrevets hovedstol med tillæg af renter, og dets nuværende værdi. Den difference opgjorde F til kr. 224.000, hvoraf F ville have arvet kr. 24.200. Denne måde at fastsætte et vederlag efter AL § 30 på, betegnes undertiden som tabsberegningsmetoden.
Under vederlagssagen blev der afholdt syn og skøn af en ejendomsmægler. Det var ejendomsmæglerens opfattelse, at pantebrevet efter frasalget af de 25 ha, ikke længere havde tilstrækkelig sikkerhed i den resterende del af ejendommen. Handelsværdien af den resterende ejendommen blev anslået til kr. 160.000.
Landsretten fandt det herefter godtgjort, at M havde ladet så stor en del af ejendommen udgå af pantet, at sælgerpantebrevet ikke længere kunne anses for at give ham rimelig sikkerhed. Retten fandt ikke anledning til at kritisere F's opgørelse over pantebrevets værdifald, og F blev herefter tilkendt kr. 24.200 i vederlag.
Til Eksamen
U 1981.552 V blev M dømt for misbrug af fællesboet, derved at den længstlevende ægtefælle accepterede en væsentlig forringelse af en pantsikkerhed, som to af ægteparrets børn havde stillet for gæld til den længstlevende ægtefælle. Et tredje barn, F, krævede boet skiftet, og fremsatte herefter et vederlagskrav. Vederlagskravet blev fastsat efter tabsberegningsmetoden, som F's tab af arv efter den førstafdøde ægtefælle. Dødsboet og den længstlevende ægtefælle tilpligtedes herefter til at betale kr. 24.200 til F.