Utilladelig udstykning – U 2010.1431 H

Dom
Højesterets dom i sag 293/2008. Refereret af andre i U 2010.1431 H.

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema:

Retskraft

Fakta:

Rederiet, A, udlejede et skib til B. Garantigiver, C, garanterede for Bs forpligtelser i henhold til lejeaftalen. Idet B viste sig ude af stand til at betale den aftalte leje, anlagde A i 1999 sag mod C ved Sø- og Handelsretten med krav om betaling af 121.900 USD for manglende leje. A anlagde også voldgiftssag mod B med krav om erstatning for kontraktbruddet.

Ved voldgiftskendelse af 7. februar 2001 blev B dømt til at betale A 720.000 USD i erstatning for kontraktbruddet. A søgte beløbet opkrævet hos B, som imidlertid var ukontaktbar. A tilkendegav derfor i et processkrift i sagen mod C, at A for øjeblikket ville afstå sig fra at forhøje sin påstand mod C, idet A dog samtidig tog udtrykkeligt forbehold for anlæggelse af ny sag mod C vedrørende det beløb, som A var tilkendt ved voldgiftskendelsen. I oktober 2001 afsagde Sø- og Handelsretten dom i overensstemmelse med As påstand, således at C blev idømt at betale A 121.900 USD. 

A anlagde senere sag mod C med påstand om betaling af restgælden i henhold til voldgiftskendelsen. C nedlagde påstand om afvisning under anbringende af, at kravet var omfattet af påstanden i den allerede afgjorte sag for Sø- og Handelsretten.

Højesteret gav C medhold og afviste sagen under henvisning til, at Sø- og Handelsrettens dom med bindende virkning havde afgjort mellemværendet mellem parterne. Højesteret udtalte i den forbindelse, at størrelsen af As krav mod B var blevet fastslået ved voldgiftskendelsen, hvorfor A havde haft mulighed for at forhøje sin påstand i sagen for Sø- og Handelsretten og kræve det fulde beløb betalt af C. Det forhold, at A havde taget forbehold for anlæggelse af ny sag mod C for det resterende beløb, ændrede ikke herpå, da C ikke kunne anses for at have accepteret forbeholdet.

Eksamensrelevans:

Hovedreglen i Danmark er, at domme er retskraftige. At en dom er retskraftig betyder, dels at den afskærer parterne fra at føre en sag om samme tvist ved samme instans (den negative retskraft), og dels at den skal lægges til grund i fremtidige mellemværender mellem parterne (den positive retskraft). Man må altså som udgangspunkt rette sig efter en doms resultat, uanset om man er enig i dommen eller ej.

Sagsøger kan i visse tilfælde have interesse i kun at anlægge sag vedrørende en del af det krav, som sagsøger mener at have mod sagsøgte. Man taler her om, at sagsøger har interesse i at foretage udstykning af sit krav. Denne problematik vedrører ikke den situation, at sagsøger har flere forskellige krav mod sagsøgte, men i stedet den situation, at sagsøger vil opdele ét krav.  For sagsøger kan udstykning være at foretrække, eksempelvis hvis sagsøgte kun bestrider dele af sagsøgers krav, eller hvis det ikke er muligt for sagsøger at opgøre hele sit krav på tidspunktet for sagens anlæggelse.

Efter dansk ret er der som sådan ikke noget til hinder for, at sagsøger kun anlægger sag vedrørende et delkrav. Sagsøger skal dog være opmærksom på, at domme vedrørende delkrav har retskraft på samme måde som alle andre domme. Det betyder, at en dom vedrørende et delkrav som hovedregel vil afskære parterne fra at føre en ny sag vedrørende restkravet. Sagsøgte vil altså som hovedregel være afskåret fra at fremsætte den resterende del af sit krav under en ny sag, hvis der foreligger dom over et delkrav i sagen. Denne hovedregel illustreres også af U.2010.1431H.

I nærværende sag afviste Højesteret sagen under henvisning til, at sagen allerede var blevet afgjort i Sø- og Handelsretten med bindende virkning. Sagsøger blev altså afskåret fra at gøre sit restkrav mod sagsøgte gældende, idet der allerede forelå en retskraftig dom vedrørende et delkrav i sagen. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at hensynet til procesøkonomien og effektiviteten i domstolssystemet tilsiger, at sagsøger som udgangspunkt bør medtage alle sine forfaldne krav i anledning af én misligholdelse under samme sag. Idet sagsøgers fulde krav var modent til påkendelse på tidspunktet for domsfældelsen i Sø- og Handelsretten, og idet sagsøgte ikke kunne antages at have accepteret sagsøgers forbehold for anlæggelse af en ny sag, fandt Højesteret, at der ikke forelå omstændigheder, som kunne føre til fravigelse af udgangspunktet.

Hovedreglen i dansk ret er altså, at en dom for et delkrav afskærer sagsøgeren fra at fremsætte restkravet, jf. U.2010.1431H. Det skal dog bemærkes, at der gælder en række undtagelser til denne hovedregel.

I tilfælde hvor kun en del af sagsøgers krav kan opgøres, vil sagsøger være berettiget til at føre sag alene vedrørende den del af kravet, der kan opgøres, uden at sagsøger herved fortaber retten til at gøre restkravet gældende. Derudover antages det, at sagsøgte kan give sit samtykke til, at en dom for et delkrav i sagen ikke skal afskære sagsøger fra at fremsætte af restkravet i en ny sag. Det må antages i den forbindelse at være en betingelse, at sagsøgtes samtykke foreligger klart og eksplicit, jf. U.2010.1431H modsætningsvist. Slutteligt kan sagsøger i tilfælde af, at en del af kravet fortsat er uforfaldent, gøre sit krav gældende for den del af kravet, som er forfaldent. Dette kan eksempelvis være i leje- eller leasingtilfælde, hvor sagsøgte, som lejer eller leasingtager, misligholder sin betalingsforpligtelse, og sagsøger, udlejer eller leasinggiver, ønsker at gøre denne misligholdelse gældende.

Til Eksamen

I en eksamenssituation kan U.2010.1431H inddrages på følgende vis:

I U.2010.1431H afskar Højesteret sagsøger fra at gøre et restkrav gældende under henvisning til, at sagen allerede var afgjort med bindende virkning ved Sø- og Handelsretten. Højesteret lagde vægt på, at sagsøgers fulde krav var modent til påkendelse på tidspunktet for domsfældelsen i Sø- og Handelsretten, hvorfor sagsøger burde have medtaget det fulde krav under denne sag. I det sagsøgte ikke kunne anses for at have accepteret sagsøgers forbehold for anlæg af ny sag, afviste Højesteret sagen. Sagen illustrerer, hvorfor en sagsøger altid bør medtage alle sine forfaldne krav i anledning af én misligholdelse under samme sag, idet sagsøgeren ellers risikerer helt at blive afskåret at fremsætte sit restkrav.