Turen til grillen
Opgave
Case 1
Den 19-årige Hans Hurtig og den 18-årige Bent Bagtrop fordrev tiden sammen i juleferien. Drengene sad en aften nede i en parkeringskælder og kedede sig, og Hans Hurtig fik pludselig den idé, at drengene skulle ud at køre en tur. Han drøftede idéen med Bent Bagtrop, som påpegede, at de jo ikke havde en bil. Det var ifølge Hans Hurtig intet problem, idet han havde erfaring med at starte biler uden nøgle, hvilket han fortalte til Bent Bagtrop, som var frisk på Hans Hurtigs idé om lige at "låne en fed øse". Hans Hurtig foreslog, at Bent Bagtrop skulle smadre bilens rude, så døren kunne åbnes, og at Hans selv skulle starte bilen med sine små tricks, som ikke ville ødelægge bilen. Det tog ikke mere end et par minutter, før de livsglade drenge havde fået smadret ruden, startet bilen og kørte afsted. Hans Hurtig sad bag rattet og kørte med meget høj fart.
Bent Bagtrop var egentlig stoppet med at ryge, men han blev trængende, så han bad Hans Hurtig om at holde ind ved en tankstation, så han lige kunne løbe ind og "hente nogle smøger". Da Bent Bagtrop stod inde på tanken, kom han i tanke om, at han ikke havde nogen penge. Bent spurgte derfor ekspedienten, om han ikke lige kunne få en pakke smøger eller to, og så ville ekspedienten have en god tjeneste til gode hos Bent Bagtrop, der var kendt for lidt af hvert. Ekspedienten afviste Bent Bagtrops tilbud. Det gjorde Bent Bagtrop så vred, at han - fra en meters afstand - spyttede ekspedienten i øjnene, samtidig med at han løb om bag kassen, skubbede ekspedienten hårdt ind i væggen, hev nogle kartonner med cigaretter ned fra hylden og løb ud i bilen til Hans Hurtig. Hans Hurtig så smøgerne og spurgte, hvordan Bent Bagtrop havde råd til så mange smøger, da han vidste, at Bent Bagtrop havde "været flad" i en længere periode, hvortil Bent Bagtrop svarede, at han havde sparet lidt op på det seneste. Hans Hurtig vidste godt, at Bent Bagtrop ikke talte sandt, men han havde også lyst til smøger, så han røg ligeledes en stor del af dem og fik også nogle pakker med hjem.
På et tidspunkt blev drengene sultne, og de valgte derfor at holde ind ved en grillbar. De steg ud af bilen, hvor de så, at der var et slagsmål i gang mellem to piger, Conny Crab og Lone Lussing. Pigerne råbte og skreg og gav bl.a. hinanden et par lussinger. Pludselig lå Lone Lussing ned, men Conny Crab fortsatte med at sparke og hoppe på hendes ansigtet og krop med sine kraftige støvler med nitter på, selvom der løb blod ud af Lones mund. Hans Hurtig mente, det var synd for Lone, og da de trods alt var ekskærester, valgte han at hjælpe Lone Lussing, ved at skubbe Conny Crab så hårdt han kunne, hvorefter hun faldt ned på asfalten og brækkede sin arm. Lone Lussing fik et kæbebrud og et brækket ribben. Som følge af nogle indre blødninger, forårsaget af slagsmålet, afgik Lone Lussing ved døden et par dage senere. Conny Crab, som selv slap med et par blå mærker og den brækkede arm, var noget overrasket over, at Lone Lussing afgik ved døden, da det aldrig havde været meningen.
Hans Hurtig og Bent Bagtrop fastholdt deres plan om, at "øsen kun var til låns", og eftersom der nu var gået 3 timer, valgte de at køre tilbage med bilen, og parkere den hvor den oprindeligt stod parkeret i parkeringskælderen.
Spørgsmål
Rettevejledning:
I forhold til sanktionsfastsættelsen og CCs sindssygdom skal det konstateres, at personer, som på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom, ikke straffes, jf. straffelovens § 16. En lovovertræder, der er omfattet af denne regel, kan dog idømmes "andre foranstaltninger, der findes formålstjenelige for at forebygge yderligere lovovertrædelser", jf. straffelovens § 68. Der vil således kunne anvendes psykiatriske særforanstaltninger over for CC, herunder vedrørende opholdssted, psykiatrisk behandling, anbringelse på hospital for sindslidende, institution eller lignende.
Rettevejledning:
Brugstyveri af bilen:
Hans Hurtig (HH)
I forhold til selve "lånet" af bilen skal HHs ansvar gennemgås efter straffelovens § 293 a, eftersom der i medfør af færdselslovens § 2, nr. 13 er tale om et motorkøretøj i form af en bil. HH har direkte forsæt til uberettiget at bruge et motorkøretøj, der tilhører en anden end ham selv, hvorfor han kan straffes for brugstyveri.
Straffelovens § 276 skal afvises, eftersom der ikke er tale om, at HH har forsæt til at tilegne sig bilen. Det fremgår derimod af faktum, at planen hele tiden har været, at bilen kun var til låns.
I relation til den knuste rude, må det konstateres, at det var BB, der smadrede den. Imidlertid fremgår det af faktum, at dette sker efter forudgående aftale mellem HH og BB. HH har derfor direkte forsæt til hærværk, og han kan derfor straffes for medvirken til hertil, jf. straffelovens § 291, jf. § 23, stk. 1. Der er tale om tilskyndelse, idet HH anstiftede idéen om at smadre ruden.
Bent Bagtrop (BB)
BBs ansvar i relation til "lånet" af bilen skal også vurderes efter straffelovens § 293 a. BB har direkte forsæt til brugstyveri efter forudgående aftale med HH, og det har ikke betydning for Bents direkte forsæt til brugstyveriet, at det ikke var ham, der var fører af bilen. Det fremgår klart af aftalen mellem HH og BB, om at bryde ind i bilen og låne den, at BB også har forsæt til uberettiget at bruge et motorkøretøj, der tilhører en anden end ham selv.
Straffelovens § 276 skal igen afvises, eftersom der ikke er tale om, at BB har forsæt til at tilegne sig bilen.
I relation til ruden, som Bent Bagtrop knuste, skal ansvaret bedømmes efter straffelovens § 291. Det skal konstateres, at Bent Bagtrop har direkte forsæt til hærværk, eftersom han smadrede ruden helt bevidst.
Episoden på tanken
Bent Bagtrop (BB)
Forholdet på tankstationen udvikler sig til, at BB begår røveri, jf. straffelovens § 288, stk. 1, idet han ved anvendelse af vold fratager nogen en fremmed rørlig ting for derigennem at skaffe sig en uberettiget vinding. Der kan klart konstateres et direkte forsæt hertil. Det har ikke betydning, at BB oprindeligt ville gå ind på tanken og købe cigaretter, eller at han først begår røveriet efter at have bedt ekspedienten om at udlevere cigaretter til gengæld for en tjeneste. BBs vold består både i at spytte ekspedienten i øjnene og i at skubbe ekspedienten ind i væggen. Der kan her ligeledes henvises til U.2006.2687 H (spytklatten), som understøtter, at det er vold at spytte en anden person i ansigtet.
Hans Hurtig (HH)
Det er fint, hvis det diskuteres, hvorvidt der har været en forudgående aftale om henholdsvis tyveri efter straffelovens § 276 eller røveri efter straffelovens § 288, og om HH derved har medvirket til forholdet på tankstationen. I lyset af faktum må det dog konstateres, at forholdet er fuldbyrdet på det tidspunkt, hvor HH bliver vidende om det, og at der ikke har været nogen forudgående aftale herom, hvorfor han ikke kan straffes for medvirken.
Det fremgår imidlertid, at HH er med til at ryge cigaretterne og får en del af dem med hjem. Eftersom HH er vidende om, at BB ikke har købt - men derimod stjålet - cigaretterne, skal hans ansvar vurderes efter straffelovens § 290 om hæleri. En forudsætning for, at § 290 kan bringes i anvendelse, er, at der er begået et strafbart forhold, der har medført et udbytte. Dette kan konstateres i kraft af BBs røveri. HH kører videre i bilen sammen med BB, efter BB er kommet ud med cigaretterne, selvom HH ved, at cigaretterne er stjålet, og han får samtidig nogle af dem med hjem. Der er således tale om, at HH skaffer sig del i udbytte, der stammer fra en strafbar lovovertrædelse (røveri), og at han uberettiget transporterer cigaretterne, hvorved han sikrer BB udbyttet af det strafbare røveri af cigaretterne.
Episoden ved grillen
Lone Lussing (LL)
Det fremgår, at LL har tildelt CC et par lussinger, hvorfor der er tale om direkte forsæt til simpel vold. LL kan derfor straffes for overtrædelse af straffelovens § 244. Det fremgår ikke, hvem der i øvrigt har startet slagsmålet, og det kan derfor ikke vurderes, hvorvidt der er tale om lovlig nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, men det bør nævnes.
Conny Crab (CC)
I forhold til CCs ansvar, må det vurderes, om der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 237, § 241 eller §§ 244-246.
Straffelovens § 237 diskuteres. Det må dog konstateres, at der er ikke er tale om, at CC har haft forsæt til drab, jf. straffelovens § 237, idet CC ikke har haft til hensigt at dræbe LL eller har forholdt sig accepterende til, at dette måtte blive den mulige følge. Der er derimod tale om, at CC har udøvet vold imod LL, hvilket medførte døden. Det skal derfor overvejes, hvilken form for vold, der er tale om, hvori det afgørende er, hvad CC har haft forsæt til.
Straffelovens § 244 hjemler straf for simpel vold, og bestemmelsen kan afvises, eftersom volden har været mere kvalificeret end dette og haft alvorlige følgevirkninger.
Det må konstateres, at der er tale om et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, idet CC gentagende gange har sparket/hoppet LL i/på ansigtet med kraftige støvler, og idet LL fik indre blødninger og herefter afgik ved døden. Det skal konkluderes, at CC har haft forsæt til farlig vold, idet hun bevidst sparker LL i ansigtet, trods hun kan se, at LL bløder og er forsvarsløs. Forholdet er derfor klart omfattet af straffelovens § 245, men idet der er tale om, at LL afgår ved døden, må forholdet ligeledes vurderes efter straffelovens § 246, der regulerer særlig grov vold. Det kan konstateres, at angrebet har haft døden til følge, således at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder. Det er tilstrækkeligt, at følgevirkningen - i form af døden - kan tilregnes CC som uagtsom, hvilket må konstateres at være tilfældet.
CC kan derfor straffes for overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245. Det bemærkes hertil, at der i disse tilfælde ikke samtidig straffes for overtrædelse af § 241 om uagtsomt manddrab.
Hans Hurtig
HH skubbede CC, fordi hun udøvede grov vold mod LL. Der er således tale om direkte forsæt til vold efter straffelovens § 244. Det skal dog konstateres, at HH er straffri efter straffelovens § 13, stk. 1, idet der er tale om intervention med nødværge. Der er tale om et uretmæssigt overgreb fra CC, der er overhængende. Det bør overvejes, om HH går ud over, hvad der er nødvendigt, da det ikke fremgår, at HH bad CC om at stoppe, inden han tyede til vold. Imidlertid må det konstateres, at HH ikke går ud over det nødvendige eller forsvarlige, idet der er tale om et groft overgreb.
Rettevejledning:
Det følger af retsplejelovens § 168, at enhver - med de i loven fastsatte undtagelser - har pligt til at afgive forklaring for retten som vidne. Undtagelserne følger navnlig af retsplejelovens §§ 169-172.
Falsk forklaring for retten er strafbart, jf. straffelovens § 158, stk. 1.