Thule-basen – U 2004.382 H

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 7 dommere

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Ekspropriation, jurisdiktion

Fakta:

Den danske stat eksproprierede i 1953 et område kaldet Uummannaq i Grønland, hvor Thule-stammen hørte til. Området skulle anvendes som amerikansk militærbase. Lokalbefolkningen blev flyttet 150 km nord for deres oprindelige bosted. Der blev opført nye huse på de pladser, hvor stammen skulle flytte til, og lokalbefolkningen fik gratis varer og udstyr i forbindelse med flytningen.

Da ekspropriationen medførte forringede jagtmuligheder for Thule-folket, blev der i 1960 rettet henvendelse til Grønlandsministeriet om årlig erstatning. Efter flere års diskussioner og sagsanlæg lagde "Hingitaq 53" som mandatar for Thule-stammen, samt omkring 600 individuelle medlemmer af stammen, sag an mod Statsministeriet med påstand om, at Thule-basen var ulovligt anlagt. Det blev for det første anført, at stammen var et stammefolk, og derfor havde rettigheder efter ILO-konventionen af 1989 om oprindelige folk og stammefolk. For det andet blev det anført, at Thule-basen var ulovligt anlagt, da forsvarsoverenskomsten mellem Danmark og USA var statsretligt og folkeretlig ugyldig.

Angående ILO-konventionen udtalte retten, at Thule stammen ikke udgjorde et særskilt oprindeligt folk ved siden af det øvrige grønlandske folk som helhed. Stammen havde derfor ikke rettigheder efter konventionen.

Angående forsvarsoverenskomsten udtalte Højesteret, at konventionen var tiltrådt af rigsdagen i overensstemmelse med den dagældende grundlov. Højesteret lavede her en "allerede-fordi"-slutning, idet den udtalte, at allerede fordi overenskomsten var statsretlig gyldig, var den også folkeretlig gyldig.

Eksamensrelevans:

I Danmark har vi et dualistisk system. Det vil sige, at traktater, konventioner og lignende skal vedtages ved lov for at være direkte gældende i Danmark. Thule-dommen er meget konkret begrundet og svært overførbar til andre sager. Dommen siger imidlertid noget om forholdet mellem dansk ret og folkeretten, idet den illustrerer, at hvis en traktat er statsretligt gyldigt, eksempelvis i medfør af grundlovens § 19 om regeringens magt til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender, så er det også folkeretligt gyldigt.

Ole Terkelsen diskuterer dommen i Folkeret og dansk ret, 1. udgave, s. 103 ff. med særligt fokus på, at traktater ikke har samme retsværdi som love. I Thule-sagen var lovhjemmel ikke nødvendig for at foretage en ekspropriation, da den dagældende grundlov ikke var gældende i Grønland. Et ekspropriativt indgreb, som efter grundloven kræver lovhjemmel, vil imidlertid ikke kunne foretages med hjemmel i en traktat. Denne tankegang illustrerer det danske dualistiske system, samt hvordan traktater ikke som udgangspunkt er på niveau med lovgivningen, men skal inkorporeres. En ikke-inkorporeret traktat kan således ikke opfylde grundlovens hjemmelkrav.

Til Eksamen

Thule-dommen er meget konkret og vil derfor sjældent kunne overføres direkte på en eksamenscase.

Dommen vil til gengæld kunne bruges i forbindelse med en diskussion af forholdet mellem folkeret og national ret. Dommen kan anvendes til at illustrere, at man som studerende forstår, at national ret og folkeretten er to forskellige størrelser, som dog er gensidigt afhængige. I diskussionen af forholdet mellem national ret og folkeret kan fortolkningsreglen, formodningsreglen og instruksionsreglen ligeledes med fordel inddrages. For information herom henvises til Peter Germer: Indledning til folkeretten, 4. udgave, s. 80 ff.