Tech A/S og samarbejdsaftalen
Opgave
Case 2
Dorthe Mortensen, der var eneindehaver af og direktør i Tech A/S, havde for nyligt opdaget, at der var mange penge i sociale medier, og ville udvikle en app, hvor brugerne kunne uploade videoer og billeder af dem selv. Hun havde derfor sat sig for, at hun ville lave en social medieplatform, som var særligt målrettet unge i alderen 8-20 år. En sådan platform skulle have et fængende navn, og hun fandt derfor på det moderne navn HickHack.
Dorthe Mortensen besluttede sig for at finde en samarbejdspartner, som havde lidt bedre styr på app-udvikling, end hun selv havde. Hun tog derfor ud på datalogi-studiet for at finde et par studerende, som var villige til at udvikle en app til brug for den sociale medieplatform. Dorthe Mortensen fandt hurtigt de to dygtige studerende, Thomas Teknik og Clara Cyber, som begge var ængstelige efter at få afprøvet deres teoretiske kundskaber i praksis.
Tech A/S indgik herefter en samarbejdsaftale med Thomas Teknik og Clara Cyber. I aftalen fremgik det blandt andet, at rettighederne til al software udviklet i forbindelse med udarbejdelsen af HickHack-appen tilkom Tech A/S, men at parterne skulle forhandle en deling af provenuet ved et eventuelt videresalg af hele eller dele af softwaren.
I det første års tid gik samarbejdet rigtig godt, og parterne nåede at udvikle en stor del af den nødvendige software, heriblandt et filter, som kunne anvendes på brugernes dansevideoer, som de forudså ville være yderst populær blandt de unge HickHack-brugere. En kinesisk tech-gigant havde dog fulgt med i deres arbejde, og de var bange for den potentielle konkurrence, som HickHack-appen ville have. De var derfor yderst interesseret i at købe hele den software, som Tech A/S, Thomas Teknik og Clara Cyber havde udviklet i samarbejde. De kontaktede derfor Dorthe Mortensen og gav hende et tilbud, som hun ikke kunne modstå. Da Dorthe Mortensen var en redelig kvinde, fortalte hun den kinesiske tech-gigant, at hun blev nødt til at aftale en fordeling af provenuet med hendes samarbejdspartnere, Thomas Teknik og Clara Cyber.
Dorthe Mortensen inviterede derfor Thomas Teknik og Clara Cyber til et møde, hvor de skulle drøfte fordelingen af provenuet ved salget af den udviklede software. På mødet deltog også Tech A/S' projektleder på app-udviklingen, Asbjørn Asgersen. Efter nogle lange forhandlinger blev parterne endeligt enige om en fordeling, og, for at være sikre på at der ikke var nogle af parterne som løb fra aftalen, skrev Asbjørn Asgersen et referat af mødet, som blev sendt ud til alle på en e-mail efterfølgende.
Dagene gik efter salget af softwaren og Thomas Teknik og Clara Cyber hørte aldrig fra Tech A/S, ligesom at de ikke modtog nogle penge. De kontaktede derfor Dorthe Mortensen, som imidlertid ikke var til at få fat i. Da der var tale om et stort beløb, besluttede de sig for at kontakte advokaten Mads Madsberg, som herefter indleverede stævning mod Tech A/S. Uheldigvis blev Thomas Teknik og Clara Cyber udsat for en større hackerangreb som gjorde, at de ikke længere kunne finde kontrakten eller e-mailen med mødereferatet frem.
Under sagen bliver Dorthe Mortensen opmærksom på, at dommer Erik Eriksens ægtefælle er partner i samme advokatfirma som Mads Madsberg, men dog i en anden faggruppe. Til gengæld har Dorthe Mortensen set, at Erik Eriksen er "venner" med Mads Madsberg på Facebook, ligesom at han og Mads Madsberg optræder på et billede sammen.
Spørgsmål
Rettevejledning:
Der bliver spurgt om, hvilke muligheder der for, at Thomas Teknik ("TT") og Clara Cyber ("CC") kan bevise indholdet af kontrakten og mødereferatet. Det er relevant at gennemgå mulighederne for parts- og vidneforklaring af alle involverede parter samt edition, herunder for både parter og tredjemand.
Parts- og vidneforklaringer
Ad Thomas Teknik og Clara Cyber
For så vidt angår TT og CC, kan de selv afgive vidneforklaring, jf. RPL § 303, stk. 1. Bevisværdien af disse forklaringer vil afhænge af det indtryk, som de giver retten under deres forklaringer, herunder om deres forklaringer er overensstemmende og om Dorthe Mortensen ("DM") og Asbjørn Asgersens ("AA") forklaringer vil være modsigende (DCR s. 508). Partsforklaringerne fra TT og CC vil dog under alle omstændigheder få svært ved at stå alene som bevis.
Ad Dorthe Mortensen
For så vidt angår DM er det indledningsvist relevant at afgøre, om hun er part eller vidne i sagen, idet der ikke er tilknyttet de samme sanktioner ved udeblivelse med partsforklaringer som ved vidneforklaringer (DCR s. 513-515).
Det følger af faktum, at DM er direktør i og indehaver af Tech A/S, som er part i sagen. Direktører i kapitalselskaber afhøres som udgangspunkt som et vidne i sager, hvor selskabet er part. Der gælder dog en undtagelse hertil, såfremt direktøren har dominerende indflydelse i selskabet, hvorefter en direktør kan vælge at være omfattet af reglerne om partsforklaring i RPL kap. 29, som dog i høj grad henviser til RPL kap. 18 om vidneforklaring (DCR s. 511-513). DM må antages at have dominerende indflydelse i Tech A/S, som er et kapitalselskab, idet hun er direktør og eneindehaver.
At DM anses for at være part i sagen har også den konsekvens, at hun ikke er omfattet af vidnepligten i RPL § 178, jf. § 305, hvorfor hun ikke kan tvinges til at afgive forklaring. Nægter hun at afgive forklaring vil det derimod kunne have processuel skadesvirkning, hvorefter modpartens forklaring eller en for modparten gunstig forståelse vil blive lagt til grund, jf. RPL § 344, stk. 2, medmindre DM er omfattet af vidneundtagelsesreglerne i RPL §§ 171 og 172.
TT og CC ville derfor som alene kunne afhøre DM som en part og ikke som vidne, jf. RPL § 302, stk. 1, medmindre DM er omfattet af vidneudelukkelses- eller fritagelsesreglerne i RPL §§ 169-172, jf. RPL § 305. Man bør afvise, at DM skulle være omfattet af en udelukkelses- eller fritagelsesregel. Dette gælder også for RPL § 171, stk. 2, nr. 3 om forklaringer, som vil påføre vidnet selv eller dennes nærmeste anden væsentlig skade, selv om denne omfatter økonomisk skade. Det skyldes, at det ikke vil påføre DM væsentlig skade, at hun er med til at bevise, at der foreligger en aftale mellem parterne, og hvad indholdet heri er. Samme gør sig gældende for forhandlingsmødet. DM kan således vælge, om hun vil afgive forklaring eller ej. Hvis hun vælger ikke at gøre det, vil det have processuel skadesvirkning. Hvis hun vælger at afgive forklaring, må hun ikke afgive en falsk forklaring, jf. STRL § 158 (DCR s. 518-520).
Ad Asbjørn Asgersen
For så vidt angår AA, som er projektleder, vil han som udgangspunkt kunne blive indkaldt til at afgive vidneforklaring i sagen, jf. RPL § 168, stk. 1. Det vil derfor være relevant at vurdere, om AA vil være omfattet af en af udelukkelses- eller fritagelsesreglerne. Da ansættelseskontrakter ofte vil indeholde et vilkår om tavshedspligt, kan man overveje indledningsvist at nævne RPL § 170, stk. 3. Imidlertid vedrører denne bestemmelse alene tavshedspligt i henhold til lovgivning, hvorfor det er en fejl at behandle forholdet efter denne bestemmelse. Det er derfor RPL § 171, stk. 2, nr. 3 om anden væsentlig skade, som er relevant.
Det kan diskuteres, om AA ville være omfattet af fritagelsesreglen i RPL § 171, stk. 2, nr. 3. På den ene side kan det anføres, at der ikke er tilstrækkelig information til at vurdere, om AA ville blive afskediget efterfølgende, såfremt han afgav vidneforklaring. I den forbindelse kan der henvises til kendelsen U1965.223HK, hvor Højesteret kom frem til, at det ikke på forhånd kunne fastslås, at de ansatte i ville blive udsat for afskedigelse eller andet økonomisk tab, såfremt de afgav vidneforklaring. Dommen er ikke pensum, men fremgår af Karnovs note 924 til RPL § 171.
På den anden side kan det anføres, at AA's forklaring ville kunne medføre afskedigelse eller andet økonomisk skade, idet AA's forklaring sandsynligvis vil være en del af årsagen til, at Tech A/S ville tabe retssagen. Der kan i den forbindelse henvises til U2010.590Ø, hvorefter en ansat blev fritaget for at afgive vidneforklaring om arbejdsgiverens forretningsmæssige forhold, idet der var en risiko for efterfølgende afskedigelse (DCR s. 527).
Konklusionen er ikke afgørende, men såfremt den studerende finder frem til , at AA skal afgive vidneforklaring, bør det nævnes, at der gælder en vidnepligt, jf. RPL § 179, og at de i RPL § 178 nævnte sanktioner kan påføres AA, såfremt han udebliver. Derudover skal retten pålægge AA at tale sandt, ligesom at de skal gøre ham bekendt med strafansvaret for falsk forklaring, jf. RPL § 181 (DCR s. 520-524).
Ad kinesisk tech-gigant
For så vidt angår den kinesiske tech-gigant er faktum uklart ift. om korrespondancen mellem DM og tech-giganten er sket mundtligt eller skriftligt. Såfremt korrespondancen har været mundtlig, kan man således overveje, om det ville være hensigtsmæssigt at indkalde den pågældende person hos den kinesiske tech-gigant til at afgive vidneforklaring. Det kan i den forbindelse nævnes, at det ville være muligt at foretage vidneafhøring gennem Skype, Zoom eller anden telekommunikation med/uden billede, såfremt det ville findes hensigtsmæssigt og forsvarligt, herunder hvis særlige hensyn til vidnet taler herfor, jf. RPL § 174, stk. 2 og stk. 3. Alternativt vil den kinesiske tech-gigants forklaring kunne ske skriftligt, såfremt dette findes ubetænkeligt, og at modparten har haft adgang til at udtale sig herom jf. RPL § 297 (DCR s. 521 og 530). RPL § 174 er dog ikke pensum.
Edition
Partsedition
Det er nærliggende at vurdere, om samarbejdsaftalen og mødereferatet kan blive fremlagt gennem editionspålæg, idet reglerne om edition omfatter dokumenter og andre synbare bevismidler samt digitalt opbevarede oplysninger. I forbindelse med stævningen eller et senere processkrift bør CC og TT således fremsætte processuelle provokationer, hvorefter de opfordrer Tech A/S til at fremlægge samarbejdsaftalen og mødereferatet, og samtidig anmoder om editionspålæg, såfremt Tech A/S ikke imødekommer provokationen. Denne fremgangsmåde er dog ikke obligatorisk, idet der ikke stilles nogen formkrav til begæringen, jf. U2006.3228Ø (DCR s. 529 og s. 530-531).
Da der er tale om dokumenter og digitale oplysninger, som er undergivet Tech A/S' rådighed, er der tale om partsedition, som er reguleret i RPL § 298. Der gælder dog en række betingelse for at retten kan pålægge modparten en editionspligt. For det første skal den begærende part angive de kendsgerninger, der skal bevises ved dokumenterne, jf. RPL § 300, stk. 1. Dette krav fortolkes i praksis som et mere generelt krav om konkretisering. For det andet skal den begærende part angive de grunde, hvorpå parten støtter, at modparten er i besiddelse af dokumenterne, jf. også RPL § 300, stk. 1. For det tredje skal det sandsynliggøres, at materialet har betydning for de kendsgerninger, der skal bevises, jf. RPL § 341. Dernæst skal modparten have lejlighed til at udtale sig, jf. RPL § 300, stk. 2, førend retten træffer sin afgørelse på baggrund af en konkret vurdering af alle forholdene, herunder om editionspligten vil være undtaget iht. Reglerne om vidneudelukkelse og -fritagelse, som der henvises til i RPL § 298, stk. 1, 2. led (DCR s. 530-532).
Første betingelse må antages at være opfyldt, idet det må formodes, at TT og CC vil kunne forklare, at samarbejdsaftalen og mødereferatet vil kunne påvise, at der rent faktisk har foreligget et samarbejde mellem parterne, og at parterne er blevet enige om en fordeling af provenuet ved videresalget. Derudover må anden betingelse også anses for at være opfyldt, idet Tech A/S som aftalepart må være i besiddelse af aftalen og eftersom flere af Tech A/S medarbejdere har modtaget AA's mail hvoraf mødereferatet fremgår. Den sidste betingelse må også antages at være opfyldt, idet samarbejdsaftalen og mødereferatet jo netop vil vise på skrift, hvad parterne har aftalt. Det er derefter relevant at vurdere, om retten bør pålægge Tech A/S et editionspålæg.
Der er angivet nogle faktorer på side 531-532 i DCR, som kan indgå i rettens vurdering af, om der bør blive pålagt editionspligt eller ej. På den ene side kan det anføres, at det muligvis ville være forbundet med vanskeligheder for Tech A/S, at fremlægge dokumentet og oplysningerne. Såfremt den studerende under gennemgangen af parts- og vidneførelsen er kommet frem til, at DM kan fritages for at afgive forklaring som følge af RPL § 171, stk. 2, nr. 3, kan det også anføres, at et editionspålæg vil medføre en risiko for økonomisk skade, hvorfor partsedition vil være udelukket, jf. RPL § 298, stk. 1. Som gennemgået ovenfor taler mest dog for, at DD ikke er omfattet af nogen af vidneudelukkelses- og fritagelsesreglerne.
På den anden side kan det anføres, at TT og CC givetvis vil kunne sandsynliggøre, at materialet har betydning for de kendsgerninger, der skal bevises, idet der er tale om et centralt bevistema: om CC og TT har ret til en del af salgsprovenuet, hvilket er klart reguleret i parternes aftale. Hovedområdet for edition er netop også kontrakter (DCR s. 531). Derudover kan der også henvises til U1989.158V, hvorefter en part blev pålagt at fremlægge nogle breve, der redegjorde for nogle fire år gamle møder, som var af betydning for sagen. Det må også antages, at CC og TT ret præcist vil kunne konkretisere, hvilke dokumenter der er tale om, idet det er dokumenter, som de tidligere har været i besiddelse af selv.
Der er ikke noget i casens faktum, som indikerer, at anmodningen om editionspålæg ikke bør imødekommes helt (DCR s. 533). Såfremt Tech A/S ikke fremlægger samarbejdsaftalen og mødereferatet, vil det alene have processuel skadesvirkning, jf. RPL § 344, stk. 2. Partsedition kan ikke gennemtvinges, hvorfor Tech A/S kan nægte at efterkomme det. Det er derfor relevant at overveje tredjemandsedition, idet tredjemandsedition kan gennemtvinges efter reglerne om vidnepligt, jf. RPL § 299, stk. 2, jf. RPL § 178.
Tredjemandsedition
Reglerne om tredjemandsedition er beskrevet på side 534 i DCR.
Det er relevant at overveje, om enten AA eller den kinesiske tech-gigant kan blive pålagt tredjemandsedition. AA ikke er part i sagen, men er afsender af mødereferatet, og den kinesiske tech-gigant er blevet oplyst om Tech A/S' forpligtelse over for TT og CC. Disse vil herefter blive behandlet separat.
For så vidt angår AA er han afsender af mailen, hvori mødereferatet fremgår, og han må således formodes at være i besiddelse af mailen. Betingelserne for tredjemandsedition i henhold til RPL §§ 299 og 300 er de samme som for partsedition, ligesom at tredjemand også skal have lejlighed til at udtale sig, jf. RPL § 300, stk. 2. Idet faktum om AA's besiddelse af mødereferatet er en del af det faktum, som er beskrevet under afsnittet for partsedition, henvises der til dette afsnit. Betingelserne i RPL § 300, stk. 1 må tillige anses for opfyldte.
Det er herefter relevant at vurdere, om AA er omfattet af en af udelukkelses- eller fritagelsesreglerne i RPL §§ 169-172. Dette vil afhænge af, hvad den studerende er kommet frem til under gennemgangen af om AA skal afgive vidneforklaring eller ej. Såfremt den studerende er kommet frem til, at AA skal afgive vidneforklaring, vil retten kunne pålægge AA at skulle fremlægge mødereferatet, efter AA har haft lejlighed til at udtale sig, jf. RPL § 300, stk. 2. Såfremt AA ikke ønsker at gøre dette, kan det gennemtvinges vha. reglerne om vidnepligt i RPL § 178, jf. § 299, stk. 2. Såfremt den studerende under gennemgangen af vidneforklaring er kommet frem til, at AA er fritaget iht. RPL § 171, stk. 2, nr. 3, vil AA tillige være fritaget for tredjemandsedition, idet udelukkelses- og fritagelsesreglerne tillige gælder for tredjemandsedition, jf. RPL § 299, stk. 1.
For så vidt angår den kinesiske tech-gigant er faktum uklart ift. om korrespondancen mellem DM og tech-giganten er sket mundtligt eller skriftligt, herunder gennem e-mail. Såfremt korrespondancen har været skriftlig, kan man således overveje, om tredjemandsedition ville være hensigtsmæssigt. Betingelserne for om tech-giganten ville kunne blive pålagt editionspligt vil ikke blive gennemgået her, idet der ikke er tilstrækkelig information i casen til at kunne vurdere, om betingelserne er opfyldt.
Hvis den studerende kommer frem til, at enten AA, den kinesiske tech-gigant eller begge bør blive pålagt en editionspligt, er det relevant at bemærke, at de kan kræve forudbetaling eller sikkerhedsstillelse for udgifterne forbundet med editionen, jf. RPL § 300, stk. 3.
Rettevejledning:
Erik Eriksens ("EE") ægtefælle er partner i samme advokatfirma som Mads Madsberg ("MM"), ligesom at EE og MM er venner på Facebook samt optræder på et billede sammen. Det er derfor relevant at foretage en vurdering af, om disse oplysninger er tilstrækkelige til, at EE må anses for inhabil. Den relevante bestemmelser at diskutere i denne forbindelse er RPL § 61. Den studerende bør indledningsvist afvise, at RPL § 60, stk. 1, nr. 1 og nr. 3 er relevante, idet EE ikke har en økonomisk eller ideel interesse i sagens udfald, og idet EE's ægtefælle ikke er advokat for nogen af parterne i sagen.
Det er således relevant at vurdere, om EE er inhabil ifølge RPL § 61 hvorefter ingen må handle som dommer i en sag, når der foreligger øvrige omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed. Bestemmelsen har et dobbelt formål: dels at undgå en reel risiko for, at afgørelsen påvirkes af uvedkommende hensyn, og dels at undgå at der hos parternen eller omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos den medvirkende dommer (DCR s. 44). Vurderingen af om EE er inhabil som følge af RPL § 61 gennemgås nedenfor.
Inhabilitet som følge af øvrige omstændigheder, jf. RPL § 61
Det kan det anføres, at oplysningerne om MM og EE's "venskab" på Facebook kombineret med, at de optræder på et billede sammen peger i retning af, at der er et sådant nært personligt venskab mellem dem, at EE må antages at være inhabil iht. RPL § 60, stk. 1, nr. 1. Derudover er der tale om en sag med en betydelig sagsgenstand, hvilket kunne tale for, at sagen har væsentlig betydning for det advokatfirma, hvor EE's ægtefælle arbejde, hvilket ifølge Clement Salung kan være en inhabilitetsgrund, jf. DCR s. 45-46.
Omvendt kan det anføres, at der ikke er tilstrækkelige oplysninger i casen til at konkludere, at der er tale om mere end blot et perifert bekendtskab som følge af den arbejdsmæssige relation mellem EE's ægtefælle og MM. Perifere bekendtskaber er ikke tilstrækkelige til at en dommer er inhabil iht. RPL § 61, jf. U2011.87Ø. Der kan i den forbindelse henvises til U2016.149H, hvori Højesteret konstaterer, at et "venskab" på Facebook ikke behøver at være udtryk for et nært personligt venskab (DCR s. 45).
Det kan diskuteres, om oplysningen om at EE og MM optræder på et billede sammen vil være tilstrækkeligt til at Facebook-venskabet må anses for at være udtryk for et nært personligt venskab, hvorved der vil være en risiko for, at der hos parterne eller omverdenen opstår mistillid til EE's upartiskhed. .
Med hensyn til sagens betydning for det advokatfirma, som både MM og EE's ægtefælle er partnere i, kan det anføres, at selvom en sag har en stor sagsgenstand, så er det ikke ensbetydende med, at sagen er specielt ressourcetung. Denne konkrete sag er tværtimod relativt simpel, hvilket taler for, at sagen ikke vil være særligt økonomisk indbringende for advokatfirmaet, hvorfor man kan argumentere for, at dommeren ikke vil være inhabil iht. RPL § 61, idet EE's afgørelse ikke vil blive påvirket af uvedkommende hensyn til advokatfirmaets økonomiske interesse. I den forbindelse kan der henvises til U2011.3374/3H, hvorefter Højesteret kom frem til, at en dommer ikke var inhabil, selv om dommerens ægtefælle var partner i det advokatfirma, som repræsenterede den ene part, da ægtefællen arbejdede i en anden faggruppe i advokatfirmaet og i øvrigt ikke havde noget med sagen at gøre (DCR s. 45-46).
Konklusionen er ikke afgørende, men mest taler for, at EE ikke må anses for at være inhabil i den konkrete sag iht. RPL § 61. Såfremt den studerende kommer frem til, at EE må anses for at være inhabil, bør man komme ind på, at dommeren skal påse spørgsmålet om inhabilitet ex officio, men at det også kan rejses sagens parter, jf. RPL § 62, samt at spørgsmålet bør være behandlet inden den mundtlige forhandling begynder, jf. RPL § 63. Afgørelsen herom træffes ved kendelse, jf. RPL § 62, stk. 2 (DCR s. 49).