Spilleautomaten og den uopsigelige kontrakt – U 2012.2789 V

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Aftalers gyldighed, standardvilkår, aftalelovens (AFTL) § 36 og koncipistreglen.

Fakta

En vietnamesisk kioskejer havde i forbindelse med overtagelsen af nogle spillemaskiner underskrevet en af udbyderen udarbejdet standardkontrakt vedrørende opstilling af en række spillemaskiner. Aftalen indeholdt en klausul om uopsigelighed de første 48 måneder og en efterfølgende 12-måneders opsigelsesperiode. Dette modsvaredes af et vilkår om lejefrihed de første to måneder efter opstilling. Inden uopsigelighedsperiodens udløb solgtes kiosken, og ejeren opsagde kontrakten, hvilket mødtes af et krav på fuld betaling for minimumsperiode fra udbyderen. Under henvisning til bl.a. koncipistreglen, uklarheder i kontrakten og forholdene omkring indgåelsen, herunder vietnameserens påståede ringe danskkundskaber, mente kioskejeren at være berettiget til at opsige kontrakten med et rimeligt varsel. Modsat byretten fastholdte landsretten dog, at kioskejeren var bundet af kontrakten, hvorefter denne var forpligtet til at betale for den fulde minimumsperiode.

Eksamensrelevans

Denne afgørelse er et illustrativt eksempel på, at man som kontraktpart ikke blot kan påberåbe sig tilsidesættelse under henvisning til et byrdefuldt vilkår i en standardkontrakt. Dette gælder særligt for erhvervsdrivende.

Standardkontrakter er hyppigt brugt og et praktisk nødvendigt redskab, der i vidt omfang er omkostningsbesparende og tidseffektivt. Med andre ord er der som udgangspunkt intet forkert i at indgå aftaler ved anvendelse af standardkontrakter. Dog må det holdes for øje, at et element og kendetegn ved vedtagelse af en standardkontrakt er, at ikke alle vilkår har været genstand for individuel forhandling, som det udtrykkes i forbrugerbeskyttelsesbestemmelsen i AFTL's § 38 b.

Når eksempelvis en brancheforening eller erhvervsorganisation udarbejder standardkontrakter - eksempelvis det inden for byggebranchen velkendte kontrakteksempel AB 18 (og AB 92) - er dette sket under hensyntagen til en nøje overvejet balance i kontrakten mellem parterne. Dette vil ikke altid være tilfældet, hvor standardkontrakten er udarbejdet af en ene part i aftalen. På den baggrund gælder det almindeligvis, at der er stillet strengere krav for at anse en standardkontrakt som vedtaget mellem parterne, end det vil være tilfældet for en individuelt forhandlet aftale, jf. bl.a. Bernhard Gomard, Obligationsretten 2. del, 4. udg. v/ Torsten Iversen (2011), s. 301.

I denne konkrete sag er det dog vigtigt at holde for øje, at der er tale om en aftale mellem to erhvervsdrivende, hvorved parterne har større aftalefrihed, bl.a. fordi AFTL's § 38 b ikke finder anvendelse.

Det fremgår, at kontrakten var ensidigt udarbejdet af Elite Gaming A/S, der var markedsledende udbyder af spillemaskiner og herved var den stærke part i forhold til kioskejeren. For byretten forklarer den vietnamesiske kioskejer bl.a., at han skulle skrive under, hvis de skulle have et samarbejde, ligesom det udlægges for landsretten, at det var den tidligere kioskejer, der havde forhandlet kontraktens vilkår.

I begge instanser var man dog enige om, at aftaleforholdet i sin helhed måtte anses for vedtaget mellem parterne. Spørgsmålet relaterede sig herefter særligt til omfanget og gyldigheden af uopsigelighedsbestemmelsen i kontrakten.

Det bliver for byretten klart, at standardkontrakten siden denne aftales indgåelse er blevet revideret ved anden brug fra udbyderens side, da kontrakten bl.a. indeholdt henvisninger til punkter, der ikke var at finde i kontrakten, samt at underskriftsfeltets placering er rykket ned under teksten. Dette bruger den sagsøgte kioskejer som argument for, at kontrakten har været uklar, og at vilkåret dermed ikke har fremstået med en sådan klarhed, at det må anses for gyldigt mellem parterne. Byretten følger denne argumentation, og lader kioskejeren opsige kontrakten med et rimeligt varsel på 12 måneder.

For landsretten kommer det imidlertid også yderligere frem, at den virksomhedsoverdragelsesaftale, der var indgået mellem den tidligere kioskejer og den nuværende, bl.a. indeholdt en klausul om, at overdragelsen var betinget af den vietnamesiske kioskejers indtræden som kontraktpart med Elite Gaming på eksisterende eller ændrede vilkår. Det kommer herefter til at runge en smule hult, når kioskejeren udlægger det som, at han tilnærmelsesvist ikke havde kendskab til standardaftalens formål ved indgåelsen, og han var da også fuldt bevidst om den lejefrie periode de første to måneder.

Landsretten kommer herefter også enstemmigt frem til, at indholdet af kontraktbestemmelsen fremtræder klart og enkelt, og at der ikke er grundlag for ved fortolkning at nå frem til, at kioskejeren skulle kunne opsige aftalen før efter 48 måneder. Herefter bemærker landsretten, at dette vilkår var gældende for begge parter, og synes med henvisning til de første måneders betalingsfrihed at nå frem til, at balancen i kontrakten var rimelig. At der var tale om en standardkontrakt, og at denne ikke konkret og fuldt var gennemgået med kioskejeren i dens fuldstændighed, kunne herefter ikke danne grundlag for en tilsidesættelse efter AFTL's § 36. Herefter kendte retten kioskejeren erstatningspligtig for det opgjorte misligholdte beløb. Kioskejeren skulle således erstatte den positive opfyldelsesinteresse og stille udbyderen af spillemaskinerne, som om kontrakten var blevet opfyldt efter sit indhold, hvorfor erstatningen svarede til betaling for den fulde minimumsperiode.   

Til Eksamen

I en eksamenssituation kan afgørelsen bruges som henvisning til opretholdelse af en standardkontrakt, hvor denne er rimeligt balanceret, og indholdet fremtræder klart og enkelt.

Endvidere kan afgørelsen bruges som illustration for, at der stilles strengere krav for tilsidesættelse efter AFTL's § 36 i erhvervsforhold. Husk hertil, at samme lovs § 38 b er en forbrugerbeskyttelsesregel, om end principperne fra koncipistreglen i et vist omfang også kan finde anvendelse for erhvervsdrivende.