Smørdommen – U 1923.805 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret
Dissens:
Ingen
Tema:
Aftaleret, rettidig accept, legal acceptfrist
Fakta
En grosserer afsendte et tilbud på et parti smør den 2. august 1921, der kom frem næste morgen. Samme eftermiddag, som tilbuddet var modtaget, blev der afsendt accept af tilbuddet med iltelegram (særlig hurtigt telegram), som kom frem til grossereren kl. 17:11. Selvom grossererens kontortid normalt ophørte kl. 17:00, kunne det ikke påregnes efter den legale acceptfrist, at en accept kunne nå at være fremme forinden, og således kunne accepten ikke anses for at være kommet for sent frem. Dermed fandtes accepten at være kommet rettidigt frem, og Højesteret fandt herefter ligesom Landsretten accepten bindende. På den baggrund, og på baggrund af den efterfølgende prisstigning på smør, fandtes grossereren erstatningsansvarlig for acceptantens tab herved.
Eksamensrelevans
Dommen er særligt relevant i forhold til vurdering af den legale acceptfrist - den frist der må gælde, hvor intet er fastsat i aftalen. Hertil erindres, at en accept får virkning, når den kommer frem.
Den legale acceptfrist findes i aftalelovens § 3, og er en udfyldende regel, der bestemmer, at accepten, hvor intet andet er fastsat, må være kommet frem inden udløbet af det tidsrum, som ved tilbuddets afgivelse kunne påregnes at ville medgå.
Mads Bryde Andersen angiver i Grundlæggende Aftaleret, 4. udg. (2013), s. 192ff, at loven for-udsætter, at den legale acceptfrist er en eksakt størrelse, der ligger fast på forhånd. Vurderin-gen af dette tidsrum bygger efter ham på tre elementer: 1) Typisk fremsendelsestid, 2) "Rimelig betænkningstid" og 3) Typisk tilbagesendelsestid.
Fra dommen kan hertil udledes den vigtige pointe, at et overforbrug af tid ved ét af elementerne i vurderingen, kan indhentes af et mindre tidsforbrug ved et andet, således at det er den samlede tidssum, der er afgørende.
Af domsbemærkningerne fremgår det, at domstolen fandt, at accepten ikke havde været længere tid undervejs, end hvad der "måtte påregnes". Det er hertil vigtigt at notere, at grossereren selv havde anvendt et almindeligt telegram. Udgangspunktet er netop, at modtageren kan anvende det samme kommunikationsmiddel som afsenderen af tilbuddet - og dermed den tid, der er forbundet hermed - til at svare. Den tid, der her konkret kunne påregnes at måtte medgå, var dermed = typisk fremsendelsestid med almindeligt telegram + rimelig betænkningstid + typisk tilbagesendelsestid med almindeligt telegram.
Acceptanten anvendte derimod det særligt hurtige telegram, "Iltelegram". Dette betød, at der herved "sparedes" noget tid i forhold til, hvad der almindeligt kunne påregnes, hvis der også var brugt et almindeligt telegram til at svare.
Højesteret kommer da også i afgørelsen hertil netop frem til, at på trods af den anvendte betænkningstid, kom accepten ikke senere frem, end hvad der kunne påregnes. Dermed oversteg den samlede anvendte tid - forstået som grossererens tid på fremsendelse af tilbuddet med almindeligt telegram, acceptantens betænkningstid og acceptantens fremsendelse af accept med Iltelegram - ikke den tid, der måtte kunne påregnes at ville gå, når der henses til, at grossereren sendte sit tilbud med almindeligt telegram.
Helt konkret var det dermed afgørende, at hvis acceptanten havde brugt mindre betænkningstid og samtidig anvendt samme type telegram som grossereren selv, ville accepten alligevel ikke kunne være nået frem samme dag inden kontorets lukketid kl. 17.00.
Det vigtigste at medtage fra dommen er, at hvis der eksempelvis er anvendt længere betænkningstid, end hvad der i sig selv er "rimeligt", da kan dette indhentes af de andre elementer i vurderingen, blot den samlede tid ikke overstiger den tid, der på forhånd må kunne vurderes at kunne forventes at gå.
Når det i en opgave, hvor der ikke er fastsat en acceptfrist, skal vurderes, om den legale acceptfrist efter aftalelovens § 3 er overholdt, må man således se først på, hvad man på forhånd må regne med, det vil tage af tid. Dette skal derefter holdes op mod den samlede anvendte tid fra tilbudsafsendelse til acceptmodtagelse, og ikke blot om betænkningstiden isoleret set i sig selv har været længere, end hvad der er rimeligt.
Til Eksamen
Dommen kan i en eksamenssituation bruges som afsæt til at udtrykke, at når den legale acceptfrist i aftalelovens § 3 skal vurderes, skal dette ske på baggrund af den samlede faktiske anvendte tid fra tilbudsafsendelse til acceptmodtagelse, holdt op imod den samlede tid man kunne forvente, at acceptanten måtte bruge ud fra de konkrete omstændigheder.
Det er således vigtigt at man ikke blot vurderer, om den anvendte betænkningstid har været rimelig, men at man kigger på hele den samlede tidsperiode.
Dommen udtrykker yderigere, at i handelssituationer, hvor priserne er udsat for store udsving, må den del af den legale acceptfrist, som kan henføres til ”rimelig betænkningstid” være relativt kort.