Skoleudflugt til zoologisk have – U 1983.871/2 H
Resumé
Dom afsagt af Højesteret
Den 24. august 1983
Dissens:
Ingen (forskellige begrundelser)
Tema:
Skærpet hjemmelskrav ved opkrævning af afgifter, gebyrer, m.v. i forbindelse med benyttelse af offentlige institutioner.
Fakta
En kommune opkrævede et beløb af to skoleklassers forældre i forbindelse med deres børns deltagelse i en skoleudflugt til Zoologisk Have. Størstedelen af udgifterne til bl.a. turistbus og entré blev dækket af kommunen, men kommunen opkrævede herudover et beløb på 2 kr. af hver elev. Undervisningsministeriet godkendte kommunens opkrævning af beløbet. Efterfølgende lagde et forældrepar sag an mod Undervisningsministeriet med påstand om, at godkendelsen var ugyldig. Forældreparret gjorde gældende, at udgifter til undervisningsaktiviteter, som beskrevet i den daværende folkeskolelovs § 13, stk. 3 (pligt til gratis skole), var omfattet af begrebet ”Udgifter til folkeskolen” i lovens § 40, stk. 1. Undervisningsministeriet gjorde hertil gældende, at bestemmelsen i § 13, stk. 3, alene har til formål at angive en tidsmæssig begrænsning med hensyn til de i bestemmelsen omhandlede aktiviteter, hvorimod bestemmelsen ikke giver vejledning i forhold til muligheden for opkrævning af udgifter til skoleudflugter.
Alle ni dommere i Højesteret var enige om, at der var fornøden hjemmel til at opkræve beløbet, men begrundelserne for resultatet delte sig i tre grupper:
Fem af dommerne fulgte landsrettens begrundelse og fandt herved ikke, at der var krav om lovhjemmel for opkrævningen. De fem dommere anførte således, at folkeskolelovens § 13, stk. 3, alene fastsætter de tidsmæssige rammer for aktiviteter inden for skoleåret, og desuden fremgår det hverken af lovens forarbejder eller øvrige bestemmelser, at kommunen skal betale for samtlige udgifter til sådanne aktiviteter. Herudover var der ikke tilstrækkeligt grundlag for, at de opkrævede udgifter var omfattet af folkeskolelovens § 40, stk. 1.
Tre dommere fremhævede, at deltagelse i udflugten var frivillig, og dommerne fortolkede Folkeskolelovens § 40 således, at kommunen skulle dække de væsentligste udgifter ved en sådan aktivite. Da dette allerede var sket, havde kommunen mulighed for at opkræve en mindre elevbetaling.
Èn dommer fandt, at det ikke havde været formålet med folketingets indsættelse af folkeskolelovens § 13, stk. 3, at ændre den hidtidige administrative praksis, hvorefter elever selv skulle dække udgifter til aktiviteter, i det omfang kommunen ikke ydede tilskud hertil.
Eksamensrelevans
Legalitetsprincippet kan udledes af grundlovens § 3, og princippet indeholder to dele: den formelle lovs princip og hjemmelskravet.
Hjemmelskravet indebærer en materiel vurdering af, hvorvidt et indgreb kræver lovhjemmel, og der skal i henhold til dette både foretages en vurdering af indgrebets intensitet samt væsentlighed. Kravet til hjemlen er ikke ens i alle situationer; der skelnes således traditionelt mellem det almindelige hjemmelskrav, det skærpede hjemmelskrav og det lempede hjemmelskrav.
I denne konkrete sag er der tale om betaling for benyttelse af offentlige institutioner, serviceydelser mv. Der eksisterer et hjemmelskrav ved offentlige institutioners opkrævning af sådanne udgifter, men i forhold til kravet til hjemmelgrundlaget er retsstillingen uklar. Er der tale om opkrævning af gebyrer ved frivillige offentlige aktiviteter, skal der således foretages en konkret vurdering. Dog gælder det, at såfremt et gebyr bliver opkrævet, må dette kun være til dækning af de udgifter, som afholdes. Offentlige institutioner må herved ikke tjene penge på opkrævning af gebyrer.
I den konkrete sag havde højesteretsdommerne tre forskellige begrundelser for afgørelsen, hvilket understøtter formodningen om, at retstillingen på området er uklar, og at der skal foretages en konkret vurdering fra sag til sag. Dommerne var dog enige om, at forældre kan pålægges en mindre og beskeden udgift uden en egentlig lovhjemmel. Dette er udtryk for et lempet hjemmelskrav. Det var i afgørelsen en faktor, at udflugten var frivillig, og at der var tale om et beskedent beløb.
Til Eksamen
Til eksamen kan sagen inddrages til illustration af hjemmelskravet og legalitetsprincippet. Særligt illustrerer dommen, at der på visse områder skal foretages en konkret vurdering af, hvor klart hjemmelsgrundlaget skal være.
Sagen kan inddrages på følgende vis:
"To skoleklasser skulle på skoleudflugt til Zoologisk Have. Kommunen betalte transport m.v., men opkrævede ligeledes et beløb på 2 kr. af elevernes forældre. Det skulle herefter vurderes, om dette gebyr for benyttelse af offentlige institutioner var lovligt. Højesterets ni dommere var enige om, at gebyret var lovligt, men begrundelserne for afgørelserne delte sig i tre: Flertallet fandt, at der ikke forelå et krav om lovhjemmel, idet forholdet ikke var omfattet af folkeskolelovens § 13, stk. 3 (pligt til gratis skole). Et mindretal fokuserede på, at udflugten var frivillig (eleverne kunne blive hjemme og modtage undervisning) og fandt, at kommunen kun var forpligtet til at dække de væsentligste udgifter. Én dommer gjorde gældende, at opkrævningen var i overensstemmelse med eksisterende praksis, og at denne ikke var ulovlig (meget lig flertallet). Afgørelsen illustrerer herved et lempet hjemmelskrav."