Rockerlov-sagen – U 1999.1798 H

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 9 dommere

Dissens: 

Ingen dissens

Tema: 

Statsret, forsamlingsfriheden i grundlovens § 79, grundlovens § 3 om magtens tredeling

Fakta

I 1996 indførte Folketinget lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme (også kendt som rockerloven). Loven gav politiet bemyndigelse til at forbyde en person at opholde sig i bestemte ejendomme, såfremt personen havde tilknytning til en gruppe, der havde tilholdssted på ejendommen, og personens tilstedeværelse på ejendommen ville medføre fare for personer i nærheden af denne ejendom.

Loven var tiltænkt personer med tilknytning til rockermiljøet, og ønsket med loven var dermed at indføre hjemmel til, at politiet kunne forbyde rockere at opholde sig i deres rockerborg.

Kort efter lovens ikrafttræden i 1996 benyttede politiet hjemlen i loven og forbød en person med tilknytning til Hells Angels at opholde sig på to specifikke ejendomme.

Vedkommende anlagde herefter sag mod Justitsministeriet med påstand om, at loven var ugyldig, da den var i strid med grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed og grundlovens § 3.

Højesterets dom

Grundlovens § 79

Højesteret bemærker indledningsvist i dommen, at grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed er en nødvendig og selvfølgelig forudsætning for et demokrati, men at bestemmelsen ikke hindrer, at lovgivningsmagten fastsætter regler, som begrænser forsamlingsfriheden, såfremt dette sker til beskyttelse af andre væsentlige interesser, fx andres liv og velfærd. Et sådant indgreb må dog ikke ske vilkårligt, og Højesteret understreger, at et indgreb i forsamlingsfriheden skal være proportionalt og henviser i den forbindelse til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11.

I forhold til rockerloven fandt Højesteret, at der kun var hjemmel til at udstede forbud i medfør af loven, hvis der forelå en reel og aktuel risiko for fare. En abstrakt fare var derimod ikke tilstrækkeligt til at udstede forbud ifølge loven, og der kunne således ikke ske et vilkårligt indgreb i forsamlingsfriheden med hjemmel i rockerlovens § 1.

Højesteret gik herefter ind i en vurdering af, hvorvidt rockerloven fulgte et legitimt formål, samt om indgrebet var proportionalt.

I forhold til vurderingen af om rockerloven fulgte et legitimt hensyn, konstaterede Højesteret, at loven var begrundet i hensynet til beskyttelse af omkringboende og forbipasserende, hvilket fandtes at udgøre et legitimt hensyn.

Ved vurderingen af lovens proportionalitet, foretog Højesteret en vurdering af, om indgrebet var 1) egnet, 2) nødvendigt samt 3) om der var et rimeligt forhold mellem mål og middel.

1) Højesteret anførte i denne forbindelse, at lovens ordning, hvorved der blev foretaget en afskæring af vedkommende gruppe fra ophold i den pågældende ejendom, måtte menes at gøre ejendommen til et uegnet angrebsmål. Således var rockerloven egnet til at opnå det forfulgte mål.

2) I forhold til vurderingen af, hvorvidt rockerloven udgjorde et nødvendigt indgreb i forsamlingsfriheden, konstaterede Højesteret, at hvis der ikke var mulighed for at udstede forbud mod ophold i medfør af rockerloven, ville faren kun kunne afværges effektivt ved en så omfattende politiindsats, at følgerne heraf ville være langt mere indgribende end ved rockerloven. Således udgjorde rockerloven et nødvendigt indgreb i forsamlingsfriheden.

3) Til sidst anførte Højesteret, at rockerlovens betydning for rockergrupper var beskeden i forhold til den beskyttelse af omkringboende og forbipasserende, der uforskyldt blev udsat for fare. Der fandtes således, at være et rimeligt forhold mellem det tilstræbte formål og det anvendte middel.

Højesteret nåede derfor frem til, at rockerloven ikke var i strid med grundlovens § 79.

Grundlovens § 3

Endvidere fandt Højesteret, at lovens fastsættelse af regler for politiets udøvelse af forbudsbeføjelser ikke stred mod grundlovens § 3. Højesteret gav ikke nogen begrundelse for, hvorfor rockerloven ikke var i strid med grundlovens § 3.

Det bemærkes, at loven stadig er gældende. Se lov nr. 907 af 15. oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme.

Eksamensrelevans

Prøvelse af loves grundlovsmæssighed

Dommen er et eksempel på, at domstolene prøver loves grundlovsmæssighed, idet Højesteret prøver, om rockerloven er i strid med grundlovens § 79 om forsamlingsfriheden samt grundlovens § 3.

Grundlovens § 79

Dommen bidrager til forståelsen af grundlovens § 79, samt hvornår der kan foretages indgreb heri.

Ifølge grundlovens § 79 har borgerne ret til at forsamle sig uden forudgående tilladelse - også benævnt den formelle forsamlingsfrihed.

Det kan udledes af dommen, at en rockers deltagelse i et møde på en rockerborg som udgangspunkt er omfattet af forsamlingsbegrebet i grundlovens § 79 og således beskyttet af bestemmelsen.

Dommen viser, at der kan foretages indgreb i forsamlingsfriheden under visse nærmere betingelser. Højesteret anfører således, at begrænsninger i forsamlingsfriheden ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt og tilføjer "jf. herved også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11".

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 11 indeholder en beskyttelse af forsamlings- og foreningsfriheden. Artikel 11, stk. 2 foreskriver, at der alene må gøres indgreb i udøvelsen af disse rettigheder under nærmere angivne betingelser, herunder at indgrebet er proportionalt.

Højesterets henvisning til artikel 11 - efter at have konstateret, at begrænsninger i forsamlingsfriheden ikke må gå videre, end hvad der er nødvendigt - har givet anledning til en diskussion i den statsretlige teori om, hvorvidt dommen kan tages til indtægt for, at der skal indfortolkes et proportionalitetsprincip i grundlovens § 79.

Som det fremgår af domsresuméet ovenfor, kommer Højesteret ind på en proportionalitetsvurdering. Højesteret vurderer således, om indgrebet forfølger et legitimt formål, samt om indgrebet er proportionalt, herunder om det er egnet og nødvendigt, og om der er et rimeligt forhold mellem det tilstræbte formål og det anvendte middel.

Grundlovens § 3 og den juridiske teori

Der er udbredt enighed i den juridiske teori om, at bestemmelsen i grundlovens § 3, 2. pkt. om den udøvende magt ikke begrænser lovgivningsmagtens kompetence. Nogle teoretikere, fx Henrik Palmer Olsen, mener dog, at grundlovens § 3, 2. pkt. medfører, at lovgivningsmagten ikke kan lovgive om konkrete politiopgaver.

I rockerlov-sagen argumenterede sagsøgeren således for, at Folketinget havde overtrådt grundlovens § 3, 2. pkt. ved at have lovgivet om en konkret politiopgave. Højesteret afviste dog dette og udtalte, at rockerloven ikke var i strid med grundlovens § 3.

Peter Germer har kritiseret Højesteret i rockerlov-sagen for ikke at give en ordentlig begrundelse for, hvorfor rockerloven ikke er i strid med grundlovens § 3. Se nærmere side 31-32 i Peter Germers Statsforfatningsret 4. udgave.

Selvom grundlovens § 3, 2. pkt. om den udøvende magt formentlig ikke begrænser lovgivningsmagtens kompetence, skal det dog nævnes, at regeringsprærogativerne, fx grundlovens § 19 og § 24, sætter en grænse for lovgivningsmagtens kompetence i visse henseender.

Til Eksamen

Rockerlov-sagen U 1999.1798 H omhandler forsamlingsfriheden. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt rockerloven var i overensstemmelse med grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed samt grundlovens § 3. Højesteret fandt, at rockerloven var i overensstemmelse med grundloven.

Af Højesterets præmisser kan det udledes, at lovgivningsmagten kan begrænse forsamlingsfriheden af hensyn til andre væsentlige interesser. Begrænsningen skal dog forfølge et legitimt formål og være proportional.