Roald Trumfs enterpriseprojekt
Opgave
Case 1
Roald Trumf, der var en kendt ejendomsmogul fra USA, var for et års tid siden flyttet til Danmark, så han kunne slippe for al det medievirak, han var udsat for i USA. Han var derfor flyttet ind i et stort hus på Frederiksberg, så han kunne være i fred. Roald Trumf var dog blevet en smule træt af sit hus, fordi det ikke var stort nok. Han drømte nemlig om at bygge det største hus nogensinde. Men da det ikke kunne lade sig gøre, besluttede han sig for blot for at få renoveret huset og lavet en tilbygning.
Roald Trumf ringede til Københavns bedste entreprenør, Hans Hurtigfrands, for at høre om han kunne stå for Roald Trumfs entrepriseprojekt. Hans Hurtigfrands takkede ja med det samme, men undlod at nævne, at han ville bruge den århusianske underentreprenør, Entreprenør Erik, til at forestå med tilbygningen. Hans Hurtigfrands og Entreprenør Erik gik i gang med entreprisen med det samme, og de var derfor færdige med renoveringen og tilbygningen på rekordtid. Imidlertid var der en masse mangler ved entreprisen. Entreprenør Erik havde nemlig drukket en masse corona-øl dagen forinden, og han havde derfor følt sig en smule sløj, da han havde lavet tilbygningen. Entreprenør Erik var således kommet til at indsætte stikkontakter i tilbygningen forkert. Derudover havde Hans Hurtigfrands installeret røde vinduer i stedet for blå vinduer, fordi det var hurtigere. Da Roald Trumf opdagede dette blev han rasende, og han kontaktede derfor advokaten, Per Perfekt, som derefter lagde sag an mod Hans Hurtigfrands ved Retten på Frederiksberg for manglerne ved renovationen og tilbygningen. Da Roald Trumf ikke længere stolede på, at Hans Hurtigfrands var god nok til at få afhjulpet manglerne, påstod Roald Trumf erstatning for udbedring af manglerne. Erstatningskravet lød på flere millioner af kroner, da der blandt andet var tale om verdens dyreste vinduer.
Under forberedelsen af sagen kom Roald Trumf i tanke om, at ham og Hans Hurtigfrands havde indgået en skriftlig aftale, hvori der stod, at Hans Hurtigfrands skulle installere blå vinduer samt en beskrivelse af, hvorledes stikkontakterne skulle indsættes i tilbygningen. Roald Trumf blev rigtig begejstret, fordi han mente, at der var tale om et meget vigtigt bevis, som kunne blive udslagsgivende. Begejstringen var dog kort, fordi han ikke kunne finde aftalen noget sted. Roald Trumf ledte i flere dage efter aftalen, men uden held, indtil han en dag, ved et tilfælde, fandt aftalen under en af sine ugentlige spraytan sessioner i sit lokale solcenter. Roald Trumf ringede straks til Per Perfekt og fortalte ham, at han nu endelig kunne angive aftalen som bevis i sagen. Selvom forberedelsen af sagen var blevet afsluttet i mellemtiden, var de begge enige om, at aftalen skulle føres som bevis i sagen. Både Roald Trumf og Per Perfekt anså aftalen som en "trumf i ærmet", fordi Hans Hurtigfrands ikke ville have tilstrækkelig tid til at varetage sine interesser før hovedforhandlingen, hvilket ville højne Roald Trumfs chance for at vinde retssagen. Samtidig benyttede Per Perfekt muligheden til at begære syn og skøn af stikkontakternes opsættelse.
Da Hans Hurtigfrands blev bekendt med dette, blev han nervøs, fordi han var sikker på, at han nu ville tabe sagen. Hans Hurtigfrands mente dog ikke, at det var retfærdigt, at han stod med ansvaret alene, da det jo netop var Entreprenør Erik, som havde stået for tilbygningen. Han forsøgte derfor at få inddraget Entreprenør Erik i sagen, hvilket Roald Trumf og Entreprenør Erik gjorde indsigelse imod. Retten vidste ikke hvad de skulle gøre, fordi de ikke havde lyst til at inddrage Entreprenør Erik i sagen, men de kunne dog godt se, at det ville være særdeles procesbesparende, idet Hans Hurtigfrands med sikkerhed ville anlægge en efterfølgende sag mod Entreprenør Erik, hvis Hans Hurtigfrands ikke fik medhold i sagen mod Roald Trumf.
Spørgsmål
Rettevejledning:
Kan sagen anlægges ved Retten på Frederiksberg - værneting
Per Perfekt (”PP”) anlægger retssagen på vegne af Roald Trumf (”RT”) ved Retten på Frederiksberg.
Udgangspunktet er, at en retssag skal anlægges ved sagsøgtes hjemting jf. RPL § 235, stk. 1. For fysiske personer er dette i den retskreds, hvor personen har bopæl eller tager ophold, eller senest har haft bopæl eller taget ophold, jf. bestemmelsens stk. 2-4. Juridiske personers hjemting er som udgangspunkt i den retskreds, hvor hovedkontoret ligger, jf. RPL § 238. Der gælder dog en række modificeringer til dette udgangspunkt, som behandles nedenfor
Det fremgår ikke klart af sagens faktum, hvor Hans Hurtigfrands' ("HH") hjemting er, men casens faktum lægger op til, at det er København. Sagen er derfor ikke blevet anlagt ved sagsøgtes hjemting. Det er derfor relevant at finde ud af, om en af modificeringerne til udgangspunktet giver mulighed for at anlægge sagen ved Retten på Frederiksberg.
Indledningsvist kan man afvise, at RPL § 241 om sager vedrørende rettigheder over fast ejendom finder anvendelse, idet der ikke er tale om en sag angående rettigheder over RT’s hus (DCR s. 210-212). Man kan også afvise, at der skulle være tale om selskabsretlig værneting, idet der ikke er noget i casens faktum, som indikerer, at HH driver virksomhed i en selskabsform, som er omfattet af RPL § 238.
Derudover kan man også afvise, at RPL § 237 om virksomhedsværneting er relevant, idet casens faktum lægger op til, at sagen i så fald skulle være anlagt ved Københavns Byret. De relevante værneting er i stedet RPL § 242 om opfyldelsesværneting og RPL § 244 om forbrugerværneting.
For så vidt angår RPL § 242 om opfyldelsesværneting, giver bestemmelsen mulighed for at anlægge sagen ved Retten på Frederiksberg, idet man kan anlægge sag i den retskreds, hvor den kontraktlige forpligtelse skulle opfyldes. I den forbindelse bør man nævne, at bestemmelsen som udgangspunkt ikke omfatter pengekrav, medmindre naturalopfyldelse er konverteret til et erstatningskrav (pengekrav), hvilket er blevet lagt fast i U1991.779Ø, som vedrørte mangler ved en fast ejendom. Da RT kræver erstatning for udbedring af manglerne taler mest for, at der er tale om konvertering af naturalopfyldelse til et pengekrav. Derudover bør det også nævnes, at det er en betingelse, at der er tale om sager vedrørende kontraktforhold, hvilket der netop er tale om i denne case (DCR s. 212-213).
For så vidt angår forbrugerværneting iht. RPL § 244, er det et krav, at der er tale om en forbruger, som har indgået en aftale med en erhvervsdrivende, uden at dette er sket ved forbrugerens personlige henvendelse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Derudover skal retssagen vedrøre aftalen. Det er derfor relevant at bemærke, at RT er forbruger, selv om han er en kendt ejendomsmogul, idet sagen vedrører hans private bolig. Derudover bør man også bemærke, at telefonisk henvendelse ikke kategoriseres som en henvendelse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted (DCR s. 216-217 og Karnov note 1216). Da RT, som i denne forbindelse handler uden for sit erhverv, ringer til HH og aftaler arbejdet, vil forbrugerværnetinget også kunne anvendes.
Det kan sammenfattende konkluderes, at sagen er blevet anlagt ved rette værneting, idet der er hjemmel til at anlægge sagen ved Retten på Frederiksberg i både RPL § 242 om opfyldelsesværneting og RPL § 244 om forbrugerværneting. Det skyldes, at HH har skulle opfylde sin kontraktlige forpligtelse på Frederiksberg henholdsvis at RT's hjemting er Frederiksberg i kraft af husets beliggenhed.
Rettevejledning:
Udgangspunktet er, at der indtræder præklusion ved forberedelsens slutning for bevisførelse, jf. RPL § 358, stk. 1. Da RT og PP ønsker at føre aftalen som bevis efter forberedelsens slutning, er der som udgangspunkt indtrådt præklusion.
Reglen i stk. 1 finder tillige anvendelse på bevisførelse, som forlænger sagsbehandlingstiden væsentligt, dog således at der som udgangspunkt indtræder præklusion efter det forberedende møde eller fire uger efter rettens meddelelse om, at et forberedende møde ikke afholdes, jf. RPL § 358, stk. 3. Denne bestemmelse omfatter som hovedregel syn og skøn (DCR s. 375).Den gode studerende vil også bemærke, at der ifølge denne bestemmelse indtræder præklusion før forberedelsens afslutning. Da anmodningen om syn og skøn fremsættes samtidig med fremlæggelsen af aftalen, er der som udgangspunkt også indtrådt præklusion for denne.
Det er herefter relevant at vurdere, om en af undtagelserne i RPL § 358, stk. 6 og stk. 7 finder anvendelse på aftalen og på anmodningen om syn og skøn.
Det fremgår ikke klart af casen, om HH vil protestere imod bevisførelsen, men man kan dog formode, at han vil protestere, idet det fremgår af casen, at HH bliver nervøs, da han bliver bekendt med forholdet. Man kan således afvise, at RPL § 358, stk. 7 finder anvendelse. Derefter bør man behandle RPL § 358, stk. 6, som vedrører den situation, hvor modparten protesterer mod fremlæggelsen. Der gælder en række betingelser iht. stk. 6 for, at retten kan tillade bevisførelse efter forberedelsens slutning:
- det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at anmodningen ikke er fremkommet tidligere,
- modparten har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser uden udsættelse af hovedforhandlingen eller
- nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten
Disse betingelser, som er beskrevet på s. 375-378 i DCR, vil herefter blive behandlet hver for sig. Det vil således først bliver vurderet om det er for sent at fremlægge aftalen, og dernæst om det er for sent at anmode om syn og skøn.
1. Aftalen
Undskyldelige omstændigheder, jf. RPL § 358, stk. 6, nr. 1
På den ene side kan der argumenteres for, at der foreligger undskyldelige omstændigheder, idet aftalen alene foreligger i fysisk form, hvilket ikke bør lægges RT, forbrugeren, til last. I den forbindelse kan det nævnes, at RT ikke bevidst har tilbageholdt aftalen indtil efter forberedelsens slutning, men i stedet blot har forlagt den.
Derudover kan det nævnes, at der udvises forholdsvis stor imødekommenhed over for begæringer om nyt processtof efter præklusion er indtrådt. Tilladelse nægtes almindeligvis kun hvis parten åbenbart har forsømt forberedelsen af sagen, søger at trække sagen i langdrag eller øvrige særlige omstændigheder foreligger.
På den anden side ses det ikke, at det almindeligvis lægges den erhvervsdrivende i en B2C-relation til last, at en forbruger har forlagt en aftale, kvittering eller lignende. Selv om RT er forbruger, bør han have sikret sig, at han ikke mistede aftalen - et grundlæggende bevis for parternes transaktion - ved at bringe aftalen med sig til en spraytan session.
Mest synes at tale for, at der ikke er tale om undskyldelige omstændigheder, men konklusionen er ikke afgørende
Modpartens tilstrækkelige mulighed for at varetage sine interesser, jf. RPL § 358, stk. 6, nr. 2
Denne betingelse kan diskuteres. På den ene side kan det anføres, at retten bør så vidt muligt komme frem til det materielt rigtige resultat, hvorfor man kunne argumentere for, at RT og PP bør kunne fremlægge aftalen. På den anden side taler hensynet til sagens fremme for, at man bør afskære nyt processtof efter forberedelsens slutning. Det fremgår også af casens faktum, at RT og PP ikke mener, at HH vil have tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser. I den forbindelse er det oplagt at bemærke, at HH, som den erhvervsdrivende, har lavet aftalen og derfor også selv har været i besiddelse af aftalen gennem hele sagen, hvorfor han burde have haft mulighed for at varetage sine interesser.
Det følger dog af DCR s. 376-377, at man ikke bør afskære nyt processtof, såfremt hovedforhandlingen – trods det nye processtof – fortsat kan gennemføres på det fastlagte tidspunkt. Dette vil typisk være afgørende i rettens vurdering. For så vidt angår aftalen må man således finde frem til, at hovedforhandlingen formentligt kan fortsætte til det fastlagte tidspunkt.
Uforholdsmæssigt tab, jf. RPL § 358, stk. 6, nr. 3
Denne betingelse er en vurdering af, om præklusion vil påføre parten et alvorligt retstab eller en forrykkelse af hans retsstilling, der ikke står i rimeligt forhold til den fejl, parten har begået.
På den ene side kan der argumenteres for, at der ikke er tale om et uforholdsmæssigt tab for RT, selv om betingelsen fortolkes lempeligt i praksis, idet der alene er tale om mangler ved vinduerne og ved stikkontakterne i tilbygningen, hvilket ikke kan betegnes for en central del af realydelsen.
På den anden side kan der argumenteres for, at der vil være tale om et uforholdsmæssigt tab, idet en stor del af sagens bevisførelse vil komme til at dreje sig om, hvad der var aftalt om vinduernes farve, hvilket ville kunne dokumenteres ved blot at fremlægge parternes aftale, som RT nu har fundet. Hvis RT blev afskåret fra at føre aftalen for bevis grundet formelle regler, kan man argumentere for, at der ville være tale om et uforholdsmæssigt tab, som ikke står i rimeligt forhold til den fejl, parten har begået.
Mest synes at tale for, at der vil være tale om et uforholdsmæssigt tab for RT, hvis aftalen nægtes fremlagt.
Samlet vurdering
Det er relevant at foretage en samlet vurdering af, om aftalen bør tillades fremlagt, fordi både anden og tredje betingelse er opfyldt. Vurderingen omfatter også mere generelle betragtninger såsom tidspunktet for anmodningen og om parten kunne være fremkommet med anmodningen på et tidligere tidspunkt (DCR s. 378).
Mest taler for at tillade RT at fremlægge aftalen som bevis, blandt andet fordi fremlæggelsen heraf vil kunne ske, uden at hovedforhandlingen skal omberammes, og fordi HH må antages at kende til aftalens indhold, hvorfor han har haft mulighed for at forberede sig på fremlæggelsen af aftalen i sagen.
For så vidt angår aftalen er anden og tredje betingelse i RPL § 358, stk. 6 opfyldt. Retten bør i deres samlede vurdering komme frem til, at aftalen kan blive fremlagt, idet den kan dokumentere manglerne ved den faste ejendom relativt simpelt, uden at hovedforhandlingen omberammes.
2. Syn og skøn
Undskyldelige omstændigheder
Der er ikke noget, som skulle tale for, at der er tale om undskyldelige omstændigheder, idet PP ikke har haft nogen årsag til ikke at have anmodet om syn og skøn tidligere i sagens forløb. Det faktum, der vil skulle danne grundlaget for syn og skøn har været fastlagt gennem hele sagens forløb, og der er derfor ikke nogen grund til at anmodning om syn og skøn ikke har været fremsat på et tidligere tidspunkt. Gennemførelsen af syn og skøn ville også forlænge sagsbehandlingstiden væsentligt, hvilket med sikkerhed ville medføre, at hovedforhandlingen ville skulle omberammes. Det ville også gælde, selv om der er tale om et relativt simpelt syn og skøn.
Modpartens tilstrækkelige mulighed for at varetage sine interesser, jf. RPL § 358, stk. 6, nr. 2
Der er ikke noget i casens faktum, som lægger op til, at HH ikke ville have tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser, såfremt der ville blive foretaget en skønsforretning. De processuelle regler om syn og skøn sikrer nemlig at parternes interesser i stort omfang. Denne betingelse er derfor opfyldt.
Uforholdsmæssigt tab, jf. RPL § 358, stk. 6, nr. 3
På den ene side kan det anføres, at manglerne ved stikkontakterne vil kunne blive påvist ved syn og skøn, hvilket taler for, at der vil være tale om et uforholdsmæssigt tab, såfremt RT ikke tillades at gennemføre syn og skøn. I den forbindelse kan man henvise til U2008.1V, hvor en køber af en fast ejendom fik medhold i en anmodning om forberedelsens genoptagelse mhp. At gennemføre et syn og skøn, idet manglerne ved den faste ejendom ikke kunne opgøres på anden vis.
På den anden side kan man anføre, at aftalen, hvori stikkontakternes placering er beskrevet, vil være en langt mere hensigtsmæssig måde at føre beviset for manglerne ved stikkontakterne. Dels fordi det vil være mere procesøkonomisk, og dels fordi det ikke vil medføre en omberamming af hovedforhandlingen.
Mest taler for at der ikke vil være tale om et uforholdsmæssigt tab, såfremt syn og skøn nægtes.
Samlet vurdering
Da HH må anses for at have tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i tilfælde af, at retten ville tillade udførelsen af et syn og skøn, er betingelsen i RPL § 358, stk. 6, nr. 2 opfyldt. Det er derfor relevant at foretage en samlet vurdering af, om retten bør tillade udførelsen af et syn og skøn af tilbygningens stikkontakter. Vurderingen omfatter også mere generelle betragtninger såsom tidspunktet for anmodningen og om parten kunne være fremkommet med anmodningen på et tidligere tidspunkt (DCR s. 378).
Meget taler dog imod, at retten bør lade et syn og skøn gennemføre. Gennemførelse af syn og skøn ville forlænge sagsbehandlingstiden væsentligt, hvilket med sikkerhed ville medføre, at hovedforhandlingen ville skulle omberammes. Det ville også gælde, selv om der er tale om et relativt simpelt syn og skøn. Udgangspunktet i RPL § 358, stk. 3 om at der indtræder præklusion efter det forberedende møde eller 4 uger efter rettens meddelelse om, at et sådant ikke afholdes, bør opretholdes i denne situation.
Rettevejledning:
Der sondres overordnet set mellem objektiv og subjektiv kumulation. Der er i denne situation tale om subjektiv kumulation, idet der er tale om, at HH vil adcitere Entreprenør Erik (”EE”). Ved subjektiv kumulation sondres der mellem oprindelig og efterfølgende kumulation, hvoraf adcitation er omfattet af sidstnævnte. Dette er reguleret i RPL § 250, stk. 2, hvorefter parterne kan inddrage krav mod tredjemand under sagen, såfremt følgende betingelser er opfyldt:
- der er værneting for kravet mod tredjemand her i landet,
- kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og
- hverken de øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en sådan sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte indsigelser bør behandles under sagen.
Både første og anden betingelse må anses for at være opfyldt, idet der er tale om opfyldelsesværneting iht. RPL § 242, stk. 1, ligesom at der ikke er nogen oplysninger i casen, som indikerer, at kravet ikke ville kunne behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav.
Det fremgår af casens faktum, at både RT og EE protesterer imod, at EE bliver inddraget i sagen. Det er derfor relevant at vurdere, om kravet har en sådan sammenhæng med de øvrige krav, at kravet alligevel bør behandles under sagen. Da der er tale om en underentreprenørs arbejde, som er påstået mangelfuldt under sagen, må det konstateres, at kravet har en sådan sammenhæng, at det bør inddrages. HH's krav kan sledes kun opstå, såfremt RT får medhold mod HH. Den tredje betingelse er således også opfyldt, hvorfor alle betingelserne er opfyldt.
Det følger dog af RPL § 250, stk. 5, 2. pkt., at adcitation alene kan ske med rettens samtykke, såfremt tredjemand ønskes inddraget i sagen efter forberedelsens slutning. Dette er beskrevet på s. 287-288 i DCR. Det fremgår af faktum, at retten ikke ønsker at inddrage i sagen, men at de dog kan se, at det vil være særdeles procesbesparende, idet HH efterfølgende vil anlægge en sag mod EE, såfremt HH ikke ville få medhold i sagen mod RT.
Det kan således diskuteres, om retten bør tillade adcitation af EE, idet det på den ene side blandt andet kan anføres, at det formentligt vil medføre, at sagens behandling trækker ud og hovedforhandlingen må omberammes, hvilket taler imod, at EE bør inddrages. Derudover taler hensynet til, at RT, som er sagsøger, får en hurtig afgørelse af sagen også for, at EE ikke bør inddrages i sagen.
På den anden side kan det anføres, at det vil være procesbesparende at inddrage EE i sagen mellem RT og HH, idet retten som alternativ blot vil få en ekstra sag angående HH’s eventuelle regreskrav mod EE.
Mest synes at tale for, at EE ikke bør kunne blive inddraget i sagen, idet hensynet til at RT får en hurtig afgørelse vægter højere end procesøkonomiske overvejelser.