Revisorer frifundet for erstatningskrav over for eHuset A/S – U 2014.1346 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret med ni dommere

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Revisor, Erstatningsansvar, selskabslovens § 361, stk. 2.

Fakta:

Et revisionsselskab havde tilsidesat god revisionsskik ved revisionen af et IT-selskabs regnskab. IT-selskabet gik senere konkurs. Ved selskabets konkurs blev der rettet erstatningskrav mod revisoren fra både selskabet under konkurs samt fra selskabets bank, som havde ydet lån på baggrund af årsrapporterne.

Under sagsbehandlingen blev det godtgjort, at revisoren ikke havde levet op til kravene til god revisionsskik.

Højesteret fandt imidlertid, at overholdelse af god revisionsskik ikke nødvendigvis ville have ændret årsresultaterne til at blive mere end nogle få millioner kroner mindre. Derudover ville korrekt udførelse af revisionen ej heller nødvendigvis have givet revisorerne anledning til at forestille sig, at selskabets daglige ledelse systematisk forsøgte at påvirke regnskabsresultatet ved fejlagtige indtægtsperiodiseringer.

Det fandtes usandsynligt, at banken ville have ageret anderledes, såfremt revisionen var sket retmæssigt, ligesom det ikke var godtgjort, at selskabets bestyrelse ville have ændret bestyrelsens positive forventninger til fremtiden.

Grundet den manglende årsagsforbindelse mellem revisorens culpøse adfærd og det lidte tab, ifaldt revisoren ikke erstatningsansvar.

Eksamensrelevans:

Dommen har relevans ved eksamensopgaver angående erstatningsansvar efter selskabslovens § 361.

Dommen illustrerer, at det ikke i sig selv er nok, at der er det fornødne ansvarsgrundlag: De øvrige erstatningsbetingelser skal ligeledes være opfyldt, herunder skal det påvises, at der er årsagssammenhæng (kausalitet) samt forudsigelighed (adækvans).

Til Eksamen

Til eksamen skal det først diskuteres, om der er lidt et tab. Dernæst skal det vurderes, om revisoren (eller en stifter/et medlem af ledelsen) har handlet culpøst. Selskabslovens § 361 statuerer, at simpel uagtsomhed er tilstrækkeligt til at statuere et erstatningsansvar (i modsætning til § 362 om kapitalejeres ansvarsgrundlag, hvor der kræves grov uagtsomhed). Ved vurderingen kan henvises til denne sag samt til U 2003.2505 H ("Revisors erstatningspligt"). Såfremt det vurderes, at revisoren har handlet culpøst, kan der henvises til denne dom, hvor det statueres, at det ligeledes skal vurderes, om der foreligger kausalitet og adækvans.

Kun hvis alle erstatningsbetingelserne er opfyldt, vil revisoren ifalde erstatningsansvar.