Rentefikseringsdommen – TfS 1998.199 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret sat med 5 dommere

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Rentefiksering - omgåelse

Fakta

En skatteyder havde solgt adskillige af sine udlejningsejendomme til en række anpartsselskaber, hvis anparter tilhørte et aktieselskab, der var ejet af skatteyderen selv. Ved overdragelsen af sine ejendomme til anpartsselskaberne havde skatteyderen via sit aktieselskab ladet betydelige kontanter udbetalinger indestå uforrentede og uden sikkerhed i de købende anpartsselskaber. Skatteyderen havde på denne vis gennem sit aktieselskab ydet et rentefrit lån til de købende anpartsselskaber. Der var således tale om, at skatteyderen reelt ydede et uforrentet lån til de købende anpartsselskaber. Skattemyndighederne gjorde gældende, at den rentefri kredit var et usædvanligt forretningsvilkår, som skyldtes interessesammenfaldet mellem skatteyderen og anpartsselskaberne. De gjorde videre gældende, at der var tale om en skattemæssigt motiveret indkomstforvridning, hvorfor skatteyderen burde beskattes af en skønsmæssigt fastsat renteindtægt, som han burde have oppebåret ved sit lån til anpartsselskaberne. Heroverfor gjorde skatteyderen gældende, at den manglende forrentning af hans tilgodehavende var begrundet i forretningsmæssige hensyn, og at der ikke var hjemmel til at beskatte andet end faktisk oppebårne renter. Østre Landsret gav skattemyndighederne medhold, men denne afgørelse blev ændret ved Højesteret, som gav skatteyderen medhold i, at der ikke var lovhjemmel i statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, til at tilsidesætte en aftale om rentefrihed.

Eksamensrelevans

Det følger af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, at renteindtægter er skattepligtig indkomst. Bestemmelsen tager imidlertid kun stilling til faktisk oppebårne renteindtægter; ikke beskatning af en fiktiv renteindtægt. Forinden afsigelsen af denne dom havde skattemyndighederne handlet ud fra en forudsætning om, at der i statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, kunne indfortolkes en hjemmel til at beskatte långiver af forskellen mellem den aftalte rente og markedsrenten i aftaler indgået mellem interesseforbundne parter.

En sådan forudsætning var begrundet i, at en aftale om rentefrihed indgået mellem interesseforbundne parter typisk vil være udslag af et ønske om at undgå beskatning. Ved interesseforbundne parter forstås et interessefællesskab bestående af eksempelvis familiemedlemmer, mellem selskab og aktionær og koncernforbundne selskaber, hvor der er et særligt incitament for parterne til at lave aftaler med rent skattemæssige formål for øje, se nærmere ligningslovens § 2.

Med denne dom tilsidesatte Højesteret således den hidtidige praksis, da det blev konkluderet, at der ikke i skattelovgivningen var hjemmel til at beskatte en långiver for ikke-oppebårne renter, medmindre der med de foretagne dispositioner var tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen. Det defineres ikke nærmere i dommen, hvad der forstås ved omgåelse. Østre Landsret, der behandlede sagen i første instans, havde fundet, at skattemyndighederne var berettiget til at beskatte skatteyderen af en fikseret renteindtægt, da aftalen om rentefrihed forekom retten ikke at være begrundet i forretningsmæssige hensyn. Højesteret fastslog, at en sådan aftale om rentefrihed alene kunne tilsidesættes, hvis den var et forsøg på egentlig omgåelse. Da dette ikke var påvist, havde skattemyndighederne ikke hjemmel til at beskatte skatteyderen af en fikseret renteindtægt.

Dommen udelukker ikke, at der med hjemmel i statsskattelovens § 4 kan ske beskatning af den økonomiske fordel, som en låntager har ved en rente, der er lavere end markedsrenten. Se yderligere hertil Skatteretten 1 (2013), side 405.

Bemærk, at dommen medførte indførelse af ligningslovens § 2, der nu indeholder den fornødne hjemmel til at korrigere ikke markedsbestemte rentevilkår, men kun for så vidt angår hovedaktionær- og koncerndispositioner og ikke arrangementer mellem fysiske personer. Dommen er således bemærkelsesværdig, fordi den medførte en ændring af lovgivningen, således at der ikke længere kan indgås aftaler mellem visse interesseforbundne parter på mere gunstige vilkår end markedsvilkår.

Til Eksamen

Dommen TfS 1998,199 H fastslog, at fiksering af en fiktiv renteindtægt som udgangspunkt kræver en direkte lovhjemmel. Den eneste undtagelse hertil er, hvis den manglende renteindtægt er udtryk for en egentlig omgåelse af skattelovgivningen. Sagen vedrørte en skatteyder, der overdrog en række udlejningsejendomme til anpartsselskaber, der var 100 % ejet af ham selv. Skatteyderen ydede anpartsselskaberne rentefri lån, og han oppebar således ingen renteindtægter fra disse. Skattemyndighederne påberåbte sig statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e, som hjemmel for, at der kunne fikseres en rente med henvisning til interessefællesskabet mellem skatteyderen og de af ham indirekte ejede anpartsselskaber. Højesteret afviste - i modsætning til Østre Landsret - at der var hjemmel i skattelovgivningen til at beskatte ikke-oppebårne renteindtægter, medmindre der var tale om en omgåelse. Dommen førte til indførelsen af ligningslovens § 2, som nu giver hjemmel til at korrigere den skattemæssige indkomst i tilfælde, hvor visse interesseforbundne parter indgår aftaler på gunstigere vilkår end markedsvilkår.