Pressenævnet som tvistløsningsorgan og sagsøgt – U 2003.71 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Domstolskontrol med forvaltningen og anerkendelsessøgsmål angående en forvaltningsafgørelse

Fakta:

Ekstra Bladet bragte i marts 1999 en række artikler, i hvilke A bl.a. blev beskyldt for at have været Stasi-agent m.v. A indgav en klage til Pressenævnet, som kun på nogle punkter gav ham medhold i klagen. Han anlagde herefter retssag mod Pressenævnet med påstand om bl.a., at nævnet skulle anerkende, at god presseskik var tilsidesat ved, at han ikke forud for offentliggørelsen i Ekstra Bladet var foreholdt beskyldningerne for infiltration og rufferi m.m.  

Højesteret fandt, at Pressenævnets afgørelse om, hvorvidt et massemedie har overtrådt reglerne om god presseskik, har karakter af en afgørelse i en tvist mellem private parter, dvs. klageren (forurettede) og massemediet. Heraf må følge, at en klager, som ikke har fået medhold ved Pressenævnets afgørelse, ikke kan få prøvet denne i en retssag anlagt mod nævnet med påstand om anerkendelse af, at reglerne om god presseskik er overtrådt, idet klageren må henvises til i givet fald at anlægge retssag mod massemediet. Sagen blev derfor afvist.

Højesteret bemærkede, at den forurettede ikke var afskåret fra at anlægge retssag mod Pressenævnet i visse andre tilfælde, herunder i tilfælde, hvor en af parterne gør gældende, at nævnets afgørelse er ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende.

Eksamensrelevans:

Når det skal vurderes, hvilken part der er rette sagsøger, er det væsentligt, at man indledningsvis gør sig helt klart, hvad sagen omhandler. Anerkendelsessøgsmål angående en forvaltningsafgørelse som det foreliggende rejses normalt af en borger, som ikke kan acceptere en afgørelse. Borgeren kan normalt rejse et sådant søgsmål, hvis den pågældende er søgsmålsberettiget i overensstemmelse med de almindelige regler herom. Det centrale spørgsmål i denne sag er imidlertid spørgsmålet om, hvem sagen skal anlægges mod.

Det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er, at sagen skal anlægges mod den myndighed, som har ansvaret for den pågældende afgørelse. Hvis afgørelsen er truffet af en administrativ førsteinstans, som ikke er påklaget til en administrativ rekursinstans, skal sagen anlægges mod den nævnte førsteinstans. Er afgørelsen derimod truffet af en rekursinstans, skal sagen anlægges mod rekursinstansen. Førsteinstansen inddrages dog, såfremt denne har haft ansvaret for visse relevante forhold, som rekursmyndigheden ikke har taget stilling til. 

Sagen her angår imidlertid en vigtig modifikation til dette udgangspunkt. De såkaldte tvistnævn (tvistløsningsnævn), som f.eks. Pressenævnet, tager stilling til uenighed mellem to parter. I disse tilfælde gælder det, at en part, der er utilfreds med nævnets afgørelse, ikke kan sagsøge nævnet, men må rejse sag ved domstolene mod den anden part.

Afslutningsvis bemærkede Højesteret, at domstolene har fuld legalitetsprøvelse. Heri ligger, at domstolene kan påse, om nævnets afgørelse er truffet i overensstemmelse med principperne om legalitetsprincippet og magtfordrejningslæren.   

Til Eksamen

Til eksamen kan denne dom med fordel inddrages til støtte for, at et tvistløsningsorgan ikke er den rette at anlægge sag mod i anerkendelsessøgsmål. Men dommen er tillige udtryk for, at domstolene har fuld legalitetsprøvelse af afgørelser truffet af tvistløsningsorganer.