Pølseforhandlerens medhjælper – U 1974.481 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret
Dissens:
Ingen
Tema:
Funktionærstatus, opsigelsesvarsel
Fakta
En pølseforhandler ansatte i februar 1967 en medhjælper til at bistå med serveringen af pølser til forretningens kunder. Pølseforhandleren bortviste medarbejderen i januar 1972. Medhjælperen betragtede sig som uberettiget bortvisning og gjorde gældende, at han var omfattet af funktionærlovens § 2, hvorfor han tidligst kunne være fratrådt ved udgangen af maj 1972.
Både Sø- og handelsretten og Højesteret var enige om, at bortvisningen var uberettiget, og at medhjælperen derfor havde krav på at blive stillet, som om han i stedet var blevet afskediget med varsel. Sø- og handelsretten fandt, at medarbejderen havde været omfattet af funktionær-loven, hvorfor lovens § 2 om opsigelsesvarslets længde fandt anvendelse, men Højesteret nåede til et andet resultat. Højesteret fandt, at servering af madvarer m.v. til fortæring på stedet, til dels efter forudgående tilberedning, ikke er omfattet af funktionærlovens anvendelsesområde, jf. funktionærlovens § 1, stk. 1. Medarbejderen havde derfor krav på et rimeligt opsigelses-varsel i overensstemmelse med den almindelige obligationsret, som blev fastsat ud fra, hvad der var sædvanligt i kollektive overenskomster for lignende arbejde. Opsigelsesvarslet blev fastsat til fire uger.
Eksamensrelevans
Dommen er relevant at diskutere, hvis eksamensemnet vedrører funktionærlovens anvendel-sesområde, og/eller opsigelsesvarslets længde generelt.
Det fremgår af dommen, at pølsehandlerens medhjælper ikke var omfattet af funktionærlovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1, stk. 1, fordi arbejdet bestod i servering af madvarer m.v. til fortæring på stedet, hvilket ikke falder ind under bestemmelsens litra a, om handels- og kontormedarbejdere beskæftiget ved køb eller salg. Dommen skal ses i sammenhæng med en tidligere Højesterets dom gengivet i U 1952.266 H, hvor en medarbejder ansat i en smørrebrøds-vogn var omfattet af funktionærloven, fordi arbejdet i smørrebrødsvognen i højere grad bestod i "køb eller salg", end tilfældet var i U 1974.481 H, hvor medhjælperens arbejde blot stod i ser-vering af mad. Grænsen mellem servering og køb eller salg er dog ikke altid helt tydelig, som dommene også illustrerer.
Da medarbejderen hos pølsehandleren ikke var omfattet af funktionærloven eller nogen kollek-tiv overenskomst, og da der desuden ikke fremgik et opsigelsesvarsel af individuel aftale, havde medarbejderen krav på et rimeligt varsel i henhold til den almindelige obligationsret. I ansættelsesforhold fastsættes længden af dette varsel ved at se på, hvad der er sædvanligt branchen. Nærmere bestemt vil vurderingen ofte foretages ud fra længden af opsigelsesvarslerne i kollektive overenskomster for lignende arbejde. I det konkrete tilfælde fandt Højesteret, at et rimeligt varsel var fire uger.
Til Eksamen
Dommen kan både anvendes til at illustrere den usikkerhed, der ofte kan være om funktionærlovens anvendelsesområde, samt hvad der gælder med hensyn til opsigelsesvarsel, hvis lønmodtageren ikke er omfattet af funktionærloven, kollektiv overenskomst eller har et opsigelsesvarsel efter individuel aftale.
I eksamenssammenhæng kan dommen f.eks. inddrages på følgende vis:
En lønmodtager har krav på et rimeligt varsel ved afskedigelse i overensstemmelse med den almindelige obligationsret, hvis lønmodtageren ikke er omfattet af lovgivning eller kollektiv overenskomst, der fastsætter et opsigelsesvarsel, og hvis der desuden ikke fremgår et af individuel aftale. I U 1974.481 H fandt Højesteret, at en pølsehandlers medhjælper var blevet uberettiget bortvist, hvorfor medhjælperen i stedet skulle stilles som om, at han var blevet afskediget. Højesteret fandt ikke, at medhjælperen var omfattet af funktionærloven, da servering og lettere tilberedning af mad til fortæring på stedet ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde. Da medhjælperen desuden ikke havde et opsigelsesvarsel i medfør af kollektiv overenskomst eller individuel aftale, havde lønmodtageren krav på et rimeligt varsel, som Højesteret fastsatte til fire uger, da det ud fra kollektive overenskomster vedrørende lignende arbejde var at betragte som sædvanligt.