Operasangeren Aage Haugland – TfS 1998.485 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret sat med 5 dommere

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Rette indkomstmodtager - realitetsgrundsætningen

Fakta: 

Operasangeren, Aage Haugland, var ansat som lønmodtager på Det Kongelige Teater. Han udførte en række kunstneriske aktiviteter, der ikke henhørte under hans ansættelse i teateret. For at mindske sine skattebetalinger af indtægterne fra disse aktiviteter, ønskede han at stifte et anpartsselskab. Skattemyndighederne havde i mange år haft en administrativ praksis, hvorefter kunstneriske aktiviteter, der kun kunne udføres af en person selv, ikke kunne drives i selskabsform, men skulle beskattes hos den pågældende person. Højesteret underkendte denne praksis under henvisning til, at der hverken i statsskattelovens § 4 eller andre steder var hjemmel til at frakende den type virksomhed i selskabsform skattemæssig betydning. 

Eksamensrelevans:

Dommen er et eksempel på, hvordan princippet om rette indkomstmodtager samt realitetsgrundsætningen anvendes i praksis. 

Det er diskuteret i teorien, hvorvidt der eksisterer et princip om rette indkomstmodtager, udledt af statsskattelovens §§ 4-6. Princippet medfører, at det skattesubjekt, der har den retlige adkomst til indkomstgrundlaget, eller som har udført en arbejdsindsats, må være rette indkomstmodtager af den deraf følgende indkomst. Bestemmelserne skulle derfor hjemle adgang til at korrigere skatteyderens indkomstfordeling, såfremt denne ikke stemmer overens med realiteten.

Det var i dette tilfælde skattemyndighedernes opfattelse, at Aage Haugland personligt var den rette indkomstmodtager og ikke det anpartsselskab, som han ønskede at stifte. Dette synspunkt blev underbygget af den administrative praksis, hvorefter der gjaldt et substitutionsprincip. Substitutionsprincippet medførte, at kunstneriske aktiviteter, der kun kunne udføres af den pågældende person selv, medførte, at denne person var rette indkomstmodtager for indkomster relateret til disse aktiviteter. Skatteministeriets synspunkt var således, at da arbejdet som operasanger alene kunne udføres af Aage Haugland selv, kunne vederlaget for arbejdet ikke skattemæssigt tilfalde et selskab, som aktiviteten blev drevet i, men alene Aage Haugland selv.

Det er anført af bl.a. Jan Pedersen, at der gælder en generalklausul om skatterettens realitet. Denne realitetsgrundsætnings formål er at medvirke til den retlige afgrænsning mellem skattetænkning og skatteunddragelse og anvendes, når der er en klar uoverensstemmelse mellem den indre realitet og den ydre formelle fremtoning. Grundsætningen er ulovbestemt, men udledes af domstolenes retsskabende virksomhed. Den er imidlertid ikke anerkendt af alle. 

Skattemyndighederne påberåbte sig princippet om rette indkomstmodtager og det hertilhørende substitutionsprincip, idet det anførtes, at der ikke havde været realitet bag stiftelsen af selskabet og, at Aage Hauglands kunstneriske aktiviteter kun kunne udføres af ham selv, hvorfor han var rette indkomstmodtager.

Landsretten nåede i modsætning til Højesteret frem til, at der ikke var forbundet en sådan realitet med dispositionen, at den kunne lægges til grund ved fastsættelsen af Aage Hauglands skattepligtige indkomst.

Højesteret gav Aage Haugland medhold i, at et selskab stiftet af ham kunne være rette indkomstmodtager af vederlag for koncerter mv. under henvisning til, at der ikke er hjemmel nogen steder til et substitutionsprincip og tilsidesætter derved den hidtidige administrative praksis. Højesteret udtalte sig ikke i øvrigt om realiteten bag dispositionen.

Til Eksamen

I U.1998.1314 H vurderede Højesteret, hvorvidt det skatteretligt kunne anerkendes at drive virksomhed med kunstneriske aktiviteter i selskabsform. Sagen vedrørte en operasanger, der var ansat ved Det Kongelige Teater og sideløbende hermed modtog indtægter som følge af optrædener og andre kunstneriske aktiviteter. Operasangeren ønskede at drive disse aktiviteter gennem et anpartsselskab for derved at blive beskattet lavere. Højesteret tilsidesatte skattemyndighedernes mangeårige praksis og konkluderede, at der intet sted var hjemmel til at beskatte kunstnere personligt af indkomst fra deres virksomhed, hvis denne blev drevet i selskabsform.