Moris Mascot i gave – U 1976.397/2 V

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret

Dissens: Ingen

Tema: Familieret, lejlighedsgaver, sædvanlige gaver, gaveægtepagt.

Fakta:

M havde i 1962 foræret sin hustru en bil af mærket Morris Mascot. I både 1966 og 1970 havde M sørget for at udskifte H's bil med en nyere lignende model. Ingen af disse nye modeller var overdraget ved gaveægtepagt, og gyldigheden af overdragelserne blev nu bestridt af M's konkursbo. Ægteparret gjorde gældende, at der forelå sædvanlige lejlighedsgaver efter retsvirkningslovens § 30, stk. 1, 2. pkt. Retten fandt, at den oprindelige gave fra 1962 ikke var en sædvanlig gave, hvorfor den havde krævet ægtepagt. H måtte derfor tilbagelevere (den senest modtagne) bil til M, i dette tilfælde til M's konkursbo.

Eksamensrelevans:

Gaveoverdragelse mellem ægtefæller skal ske ved ægtepagt, for at overdragelsen anses for gyldig i forhold til tredjemand, jf. retsvirkningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., medmindre der er tale om "sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår.

Det giver anledning til fortolkning af ordet sædvanlig. Hvorvidt gaven står i misforhold til giverens kår, påvirkes blandt andet af, om dispositionen er kreditorforrykkende. I U 1976.397/2V kan det derfor overvejes om resultatet havde været det samme, hvis det var M selv, ikke dennes konkursbo, der havde bestridt gyldigheden.

Overdragelsen, som blev bestridt, var den seneste overdragelse i 1970 af den nye bil. For at retten kunne tage stilling til om gaven var sædvanlig, måtte overdragelsen anskues i lyset af de to tidligere overdragelser.

Den nye bil var delvist en ny gave og delvist et surrogat for den tidligere gave. I 1970, da H fik foræret den nye bil, betalte M differencen mellem tilbagekøbsværdien for den gamle bil og prisen på den nye bil på 7.900 kr. Samme år havde M indtægter for 160.000 kr., og en formue på 140.000 kr. Retten anså derfor differencebeløbet som en lejlighedsgave, der kunne rummes i inden for retsvirkningslovens § 30, stk. 1, 2. pkt. Det samme gjorde sig gældende for gaven i 1966, hvor bytteprisen ej heller stod i misforhold til M's kår.

Vurdering skulle således foretages i forhold til værdien af den oprindelige gave i 1962. M's formue var på daværende tidspunkt ikke større end 50.000 kr., og formuen bestod i det meste af familiens bolig. M tjente årligt ca. 80.000 kr. Bilen, som M gav H i 1962, kostede 12.600 kr., og oversteg i pris de gaver, M tidligere havde givet H. Det forhold, at gaven blev givet i forbindelse med ægteparrets kobberbryllup, var i den konkrete sag uden betydning, og gaven kunne således ikke anses for sædvanlig.

Se også U 2016.1024 om gaveoverdragelse af en Opel Astra og bankindeståender, der heller ikke kunne anses for sædvanlige.

Til Eksamen

I U 1976.397/2V fandt Vestre Landsret, at en gaveoverdragelse af en bil mellem to ægtefæller var ugyldig, da overdragelsen krævede ægtepagt. Ugyldighedsvurderingen skulle foretages i forhold til den oprindelige gaveoverdragelse af en bil, der efterfølgende var erstattet af nogle nyere, som ægtefællen også have betalt efter at have modtaget salgsprovenuet fra de tidligere solgte biler. Da gaven fra M til H oprindeligt var ugyldig som følge af manglende ægtepagt, fik det betydning også for den nyeste bil.