Moderens ansvar ved passivitet – U 1998.545 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret med 7 dommere

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Medvirken, passivitet, vold

Fakta:

Tiltaltes samlever blev fundet skyldig i overtrædelse af STRFL §§ 246, § 245 og 250, jf. § 247 ved at have mishandlet samleverens 3 ½ år gamle barn. Disse overgreb medførte, at barnet afgik ved døden.

Tiltalte blev for landsretten anset for medvirkende til den af samleveren udøvede vold. Det blev lagt til grund, at tiltalte havde været vidende om den udøvede vold og ladet den passere.

Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 250 ved efter den sidste voldsepisode at have undladt straks at skaffe lægehjælp til sit barn.

Spørgsmålet om tiltaltes ansvar for medvirken ved passivitet blev indbragt for Højesteret.

Højesteret udtalte, at den tiltalte havde omsorgspligt over for barnet, hvilket betød, at den tiltalte var forpligtet til efter bedste evne at beskytte barnet mod overgreb. Allerede efter første voldepisode havde tiltalte haft mulighed for at forhindre en fremtidig voldsudøvelse – eventuelt ved at flytte. Til trods for denne omsorgspligt havde tiltalte forholdt sig passiv over for den af samleveren udøvede vold. Denne passivitet måtte betragtes som værende en accept heraf.

Højesteret stadfæstede således landsrettens dom. Tiltalte fandtes skyldig i medvirken til den af samleveren udøvede vold mod barnet.

Eksamensrelevans

Denne dom giver et indblik i omfanget af begrebet ”medvirken” i straffelovens forstand.

Dommen skildrer, at det at være vidende om en voldsudøvelse og alligevel lade den stå til og passere, efter omstændighederne kan karakteriseres som medvirken til voldsudøvelsen. I visse situationer kan man altså anses for medvirkende til forbrydelsen, hvis man forholder sig passiv/undlader at handle. Man taler derved om ”passiv medvirken”.

Ved vurderingen af hvorvidt en person skal straffes for passiv medvirken, kan det være nødvendigt at afgøre om der med rimelighed kunne forventes en aktiv handling fra den pågældende. I ovenstående dom udtalte Højesteret om tiltaltes handlepligt: ”Tiltalte var indehaver af forældremyndigheden over for B og havde barnet i sin varetægt. Tiltalte havde derfor en omsorgspligt over for B, som bl.a. indebar, at hun var forpligtet til efter bedste evne at beskytte barnet mod overgreb. Det må lægges til grund, at tiltalte i perioden efter det første voldsforhold (forhold 1 a) i relation til hvilket hun blev frifundet for medvirken, havde mulighed for at hindre T1’s fortsatte voldsudøvelse over for B, eventuelt ved at flytte tilbage til sin egen lejlighed sammen med børnene. Når tiltalte trods sin omsorgspligt forholdt sig passiv over for T1’s fortsatte voldsudøvelse, må dette derfor betragtes som en accept af denne voldsudøvelse.”

Tiltalte havde altså en handlepligt i den pågældende situation og blev dømt for medvirken til voldsudøvelserne ved ikke at efterkomme denne handlepligt.

Man skal være opmærksom på, at det er afgørende, om personen med omsorgspligten har indset eller antaget det som overvejende sandsynligt, at forbrydelsen vil finde sted. I ovenstående dom var tiltalte vidende om voldsudøvelsen og havde til dels overværet den.

Til Eksamen

I visse tilfælde kan der statueres medvirken, hvis en person forholder sig passiv i en situation, hvor denne burde handle aktivt. Dette ses eksempelvis i U 1998.545H, hvor den tiltalte blev anset for at være medvirkende til den vold, som tiltaltes samlever havde udøvet over for tiltaltes barn. Tiltalte havde været vidende om volden mod sit barn samt overværet denne, og tiltalte havde alligevel blot ladet den passere. Derfor fandt Højesteret, at tiltalte ikke havde efterkommet den handlepligt, som tiltalte var pålagt som følge af en omsorgspligt over for sit barn, og tiltalte blev derfor anset for at være medvirkende til volden.