Midtfyns Musikfestival – U 1997.1642 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Erstatning uden for kontrakt, ”hæftelsesgennembrud”, ”ansvarsgennembrud”, identifikation, begrænset hæftelse.

Fakta:

Dommen vedrører anpartsselskaberne ”Festivalselskabet” og ”Restaurationsselskabet”, der var ledet af enedirektøren P. P ejede alle anparter i Restaurationsselskabet og 35 % i Festivalselskabet - Restaurationsselskabet ejede 20 % af anparterne i Festivalselskabet.

Festivalselskabet havde i en årrække arrangeret ”Midtfyns Musikfestival”. Festivalselskabet havde bortforpagtet retten til restaurationssalg til Restaurationsselskabet, og efter Midtfyns Musikfestival i 1990 blev Festivalselskabet ubestridt insolvent. P afgik ved døden i 1991.

Sagsøgeren (Told- og Skattestyrelsen) havde et krav mod Festivalselskabet på over 3,1 mio. kr. for manglende betaling af skatter og afgifter. Sagsøgeren gjorde gældende, at der forelå identifikation mellem Festivalselskabet og Restaurationsselskabet samt N, der sad i uskiftet bo efter P.

Under sagen blev det bl.a. oplyst, at Festivalselskabet ikke havde egen bank- eller girokonti. Det blev under sagen udtrykt, at Restaurationsselskabet reelt fungerede som en bank for Festivalselskabet. Under sagen blev der fremført forskellige regnskabsmæssige oplysninger, som indikerede, at selskabernes drift reelt var sammenblandet – hvor det ikke var muligt for omverdenen at konstatere, hvilket selskab der reelt stod for de enkelte aktiviteter. Også de økonomiske forhold blev i betydeligt omfang sammenblandet, idet der fandtes fakturaer, som var bogført i det forkerte selskab. Særligt fremhævet blev en kassedifference på knap 80.000 kr. Differencen kunne ikke forklares og blev derfor fordelt ligeligt mellem de to selskaber.

Højesteret tiltrådte, at der i betydeligt omfang skete sammenblanding af selskabernes økonomi, og at den foretagne opdeling af virksomheden mellem de to selskaber medførte, at Restaurationsselskabet fik mulighed for at opsamle langt den største del af overskuddet ved den samlede aktivitet, mens Festivalselskabet år efter år stod over for økonomiske risici, som var meget betydelige i forhold til selskabets aktuelle egenkapital. Højesteret fandt derfor, at Restaurationsselskabet hæftede for Festivalselskabets gæld – i hvert fald over for Told- og Skattestyrelsen, der var tvangskreditor.

Idet P’s personlige økonomi ikke havde været sammenblandet med selskabernes, tiltrådte Højesteret, at der ikke var grundlag for at pålægge P personligt at hæfte for Festivalselskabet eller pålægge ham et erstatningsansvar.

Eksamensrelevans:

Denne dom har været genstand for diskussion af, hvorvidt denne er udtryk for et ansvarsgennembrud. Ved et ansvarsgennembrud ”Piercing the Corporate Veil” forstås, at en domstol uden hjemmel tilsidesætter princippet om begrænset hæftelse, jf. SL § 1, stk. 2, således at en selskabskreditor kan rette et krav, der oprindeligt bestod mod kapitalselskabet, mod dets kapitalejere.

I udlandet kendes reglerne om ansvarsgennembrud. Reglerne anvendes som en sikkerhedsventil, der har til formål at hindre åbenbart misbrug af hæftelsesbegrænsningen. Der kan opstilles mange gode argumenter for og imod, hvorvidt der skulle være adgang til hæftelsesgennembrud. Gomard anfører ud fra en retspolitisk betragtning, at det grundlæggende lovhjemlede selskabsretlige princip om begrænset hæftelse kun giver mening, såfremt det fastholdes, når begrænsningen bliver aktuel. [Gomard, Aktieselskaber og anpartsselskaber, 2006, s. 108].

Udvalget til Modernisering af Selskabsretten drøftede, hvorvidt der skulle indføres regler om ansvarsgennembrud i dansk ret. Udvalget afviste imidlertid dette, idet Udvalget fandt den frie bevisvurdering for enten at gøre et ledelsesansvar gældende eller tilsidesætte den begrænsede hæftelse ved formuesammenblanding tilstrækkelig og mere hensigtsmæssig, jf. Betænkning 1498/2008 s. 45f.

Dommen er ikke udtryk for et ansvarsgennembrud, idet der ikke er tale om, at en selskabskreditor får mulighed for at rette deres krav mod selskabet mod en kapitalejer. Dommen må i stedet anses som udtryk for, at de to selskaber i forhold til en kreditor ved læren om identifikation - blev stillet som om, at de alene var ét retssubjekt.

Ved identifikation kan det ske, at to selvstændige retssubjekter efter en konkret vurdering i en bestemt retlig relation behandles, som om der er tale om et enkelt retssubjekt. In casu ansås sammenblandingen af selskabernes økonomi tilstrækkelig til, at der opstod identifikation mellem selskaberne.

Den herskende opfattelse i den danske selskabsretlige litteratur er, at der ikke er grundlag for en ulovhjemlet grundsætning om ansvarsgennembrud. En vis diskrepans findes bl.a. i Selskabsformerne af Noe Munch og U 2000b.399f.

Det bemærkes, at dommen ikke kan tages til udtryk for, at man ikke kan placere risikable dele af en virksomhed i f.eks. et selvstændigt datterselskab. Det er utvivlsomt lovligt og kommercielt forsvarligt, at en koncern placerer en risikabel del af virksomheden i et selvstændigt datterselskab. I tilfælde af konkurs har koncernen således efter omstændighederne lovligt begrænset deres tab til de midler, de har indskudt i datterselskabet.

Til Eksamen

Højesteret fastslog i U 1997.1642 H, at der efter en konkret vurdering kan statueres identifikation mellem to selskaber, således at disse betragtes som et enkelt retssubjekt. Identifikationen indebar konkret, at Restaurationsselskabet pålagdes at hæfte for den af Festivalselskabet pådragne gæld. Dommen har været genstand for diskussion af, hvorvidt den begrænsede hæftelse på ulovhjemlet grundlag kan tilsidesættes. Præmisserne er imidlertid ikke i overensstemmelse med den gængse opfattelse af, hvad der forstås ved ansvarsgennembrud, hvorfor dommen alene synes at fastslå hæftelsen som følge af læren om identifikation.