Lissabon-sagen 2 – U 2013.1451 H

Resumé

Dom afsagt af Højesteret med 11 dommere

Dissens: 

Ingen dissens

Tema: 

Statsret, grundlovens § 19 og § 20

Fakta

I 2008 besluttede Folketinget at tiltræde Lissabon-traktaten, der er en traktat inden for EU-samarbejdet. Lissabon-traktaten ændrede de forskellige EU-institutioners kompetence- og afstemningsregler.

Ved tiltrædelsen anvendte Folketinget proceduren i grundlovens § 19, da man mente, at der ikke var tale om suverænitetsafgivelse. Såfremt der er tale om suverænitetsafgivelse, skal proceduren i grundlovens § 20 anvendes.

En gruppe privatpersoner, herunder Niels Hausgaard, anlagde sag mod staten med påstand om, at traktaten ikke gyldigt kunne vedtages efter § 19, bl.a. fordi der var tale om suverænitetsafgivelse til EU, hvorved proceduren i grundlovens § 20 skulle have været anvendt.

I U 2011.984 H (Lissabon-sagen) blev det fastslået, at gruppen af privatpersoner (sagsøgerne) havde søgsmålskompetence. I nærværende sag tog domstolene stilling til sagens realitet.

Højesterets dom

Grundlovens § 20 har følgende ordlyd:

"§ 20,

stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler."

Suverænitet er et begreb, som betyder, at en stat har absolut kompetence til at beslutte alt inden for sit eget territorium. Udgangspunktet er altså, at den danske stat kan beslutte alt inden for sit eget territorium, hvorimod den danske stat ikke kan beslutte noget vedrørende forholdene på andre staters territorier.

Såfremt den danske stat vil overføre noget af denne kompetence til at bestemme forholdene i sit eget territorium, dvs. statens suverænitet, til en mellemfolkelig myndighed (eller international organisation) skal proceduren i grundlovens § 20 anvendes.

Lissabon-traktaten ændrede i EU-samarbejdet. Traktaten ændrede derfor den måde, hvorpå en international organisation, der forvalter en del af den danske suverænitet, fungerer.

Om det tilfælde, hvor der allerede eksisterer en international organisation, som er overladt suverænitet fra den danske stat, udtaler Højesteret, at proceduren i grundlovens § 20 skal anvendes ved ændring af en traktat, hvis der hermed overlades yderligere beføjelser fra den udøvende, dømmende eller lovgivende magt til den internationale organisation. Grundlovens § 20 skal derfor anvendes såfremt yderligere suverænitet skal overlades til EU.

Derimod udtaler Højesteret, at det ikke er nødvendigt at anvende grundlovens § 20, hvis traktatændringen kun indeholder en præcisering vedrørende de beføjelser, som allerede er overladt til den internationale organisation.

Endvidere udtaler Højesteret, at det ikke følger af grundloven, at proceduren i grundlovens § 20 skal anvendes, når en international organisation, som er overladt suverænitet fra den danske stat, ændrer sin arbejdsmåde, afstemningsregler eller forvaltning i øvrigt. Dog bemærker Højesteret, at proceduren i grundlovens § 20 skal anvendes, såfremt ændringen af den internationale organisation er så vidtgående, at den reelt skifter identitet.

Højesteret finder, at de ændringer af EU, som Lissabon-traktaten medfører, ikke er så fundamentale af karakter, at der reelt er tale om, at EU har skiftet identitet. Endvidere fandt Højesteret, at der ved Lissabon-traktaten ikke er overladt EU yderligere suverænitet. På den baggrund fandt Højesteret, at det var korrekt ikke at benytte proceduren i grundlovens § 20.

I forhold til gyldigheden af konkrete EU-regler udtaler Højesteret, at danske domstole er kompetente til at prøve, hvorvidt EU i forbindelse med en konkret EU-regel overtræder den bemyndigelse, som er givet til EU i medfør af suverænitetsafgivelsen, og danske domstole kan på den baggrund erklære EU-reglen uanvendelig i Danmark.

Eksamensrelevans

Dommen bidrager til forståelsen af Grundlovens § 20, og den bidrager særligt til at belyse, hvornår § 20 skal anvendes, når der sker ændringer i internationale organisationer.

For det første slår dommen fast, at grundlovens § 20 skal anvendes, når der skal overlades "yderligere" suverænitet til en international organisation, som der allerede er overladt suverænitet til.

Derimod er det ikke er nødvendigt at anvende § 20, når blot der sker en præcisering af allerede overladt suverænitet.

For det andet slår dommen fast, at grundlovens § 20 skal anvendes, når der sker så vidtgående ændringer i den internationale organisations funktionsmåde, at der reelt er tale om, at den internationale organisation skifter identitet.

Derimod er det ikke nødvendigt at anvende grundlovens § 20, når blot der sker mindre vidtgående ændringer i den internationale organisations interne arbejdsgange og afstemningsprocedurer. 

Lissabon-dommen U 2013.1551 H omhandler forståelsen af grundlovens § 20. Sagen drejede sig om en gruppe privatpersoner, der havde anlagt sag mod statsministeren og udenrigsministeren med påstand om, at Lissabon-traktaten ikke var blevet gyldigt vedtaget efter § 19, bl.a. fordi der var tale om suverænitetsafgivelse til EU, hvorved proceduren i grundlovens § 20 skulle have været anvendt. Højesteret fandt, at Lissabon-traktaten var vedtaget gyldigt efter grundlovens § 19, da der ikke var afgivet suverænitet ved vedtagelsen af Lissabon-traktaten. Det er kun nødvendigt at anvende grundlovens § 20, når der afgives suverænitet, derfor var det ikke nødvendigt at anvende grundlovens § 20 ved vedtagelsen af Lissabon-traktaten.

Af Højesterets begrundelse kan følgende udledes:

Grundlovens § 20 skal anvendes, når skal overlades ”yderligere” suverænitet til en international organisation, som allerede er overladt suverænitet fra den danske stat. Hvorimod det ikke er nødvendigt at anvende § 20, når blot der sker en præcisering af allerede overladt suverænitet. Grundlovens § 20 skal anvendes, når der sker så vidtgående ændringer i den international organisations funktionsmåde, at der reelt er tale om, at den internationale organisation skifter identitet. Derimod er det ikke nødvendigt at anvende grundlovens § 20, når blot der sker mindre vidtgående ændringer i den internationale organisations interne arbejdsgange og afstemningsprocedure . 

Til Eksamen

Lissabon-dommen U 2013.1551 H omhandler forståelsen af grundlovens § 20. Sagen drejede sig om en gruppe privatpersoner, der havde anlagt sag mod statsministeren og udenrigsministeren med påstand om, at Lissabon-traktaten ikke var blevet gyldigt vedtaget efter § 19, bl.a. fordi der var tale om suverænitetsafgivelse til EU, hvorved proceduren i grundlovens § 20 skulle have været anvendt.

Højesteret fandt, at Lissabon-traktaten var vedtaget gyldigt efter grundlovens § 19, da der ikke var afgivet suverænitet ved vedtagelsen af Lissabon-traktaten. Det er kun nødvendigt at anvende grundlovens § 20, når der afgives suverænitet, og det var derfor ikke nødvendigt at anvende grundlovens § 20 ved vedtagelsen af Lissabon-traktaten.

Af Højesterets begrundelse kan følgende udledes: Grundlovens § 20 skal anvendes, når der skal overlades "yderligere" suverænitet til en international organisation, som allerede er overladt suverænitet fra den danske stat. Derimod er det ikke er nødvendigt at anvende § 20, når blot der sker en præcisering af allerede overladt suverænitet.

Grundlovens § 20 skal anvendes, når der sker så vidtgående ændringer i den international organisations funktionsmåde, at der reelt er tale om, at den internationale organisation skifter identitet. Derimod er det ikke nødvendigt at anvende grundlovens § 20, når blot der sker mindre vidtgående ændringer i den internationale organisations interne arbejdsgange og afstemningsprocedurer.