Læbælte-dommen – U 1887.640 H

Dom
Højesterets dom i sag nr. 41. Refereret af andre i U 1887.640 H

Resumé

Dom afsagt af Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Forvaltningsret, domstolskontrol, ugyldighedsbetingelser, tertiære momenter, retlige mangler

Fakta

Sagen angik en tilladelse, i form af et næringsbevis, til at drive købmandshandel fra kroen St. Lyngby Kro. Under den dagældende næringslov var der beskyttelseszoner (såkaldte "læbælter") om købstæderne. Af hensyn til konkurrencebeskyttelse var det en forudsætning for opnåelse af næringsbevis, at ansøgerens forretning var placeret uden for læbæltet og dermed i tilstrækkelig afstand fra købstaden. Efter en opmåling foretaget af en landmåler blev der i 1862 givet tilladelse til købmandshandel på St. Lyngby Kro, da kroen ifølge denne opmåling lå umiddelbart uden for det læbælte, der afgrænsede Hillerød by. Kroejeren udnyttede i flere år tilladelsen i god tro om, at afstandskravet var opfyldt. En senere måling viste imidlertid, at den første måling var forkert, og at kroen rent faktisk lå lige umiddelbart inden for læbæltet. Som følge heraf havde afstandskravet aldrig været opfyldt, hvilket dermed gjorde handel ulovlig. Det drejede sig dog kun om cirka 100 meter, der manglede, for at afstandskravet på cirka 11 kilometer var opfyldt. Ifølge Højesteret var der derfor tale om en "ubetydelig mangel". Højesteret lagde desuden vægt på, at kroejeren over en længere årrække havde udøvet sit hverv i god tro, og at han havde indrettet sig varigt efter den fejlagtige afgørelse.   

Højesteret fastslog herefter, at kroejeren kunne beholde sin tilladelse, da det påhvilede myndigheden at sørge for at overvåge iagttagelsen af lovens krav.

Eksamensrelevans

Dommen illustrerer, hvordan tertiære momenter kan føre til, at en afgørelse, der i princippet er ugyldig, alligevel kan opretholdes.

Afgørelsen om at tildele kroejeren et næringsbevis var som udgangspunkt ugyldig, eftersom afstandskravet ikke var overholdt og dermed i strid med lovgivningen. Der var altså tale om en retlig mangel i form af manglende hjemmelsgrundlag.

Ad ugyldighed

Der findes ikke nogen skreven regel om, hvornår en retlig mangel medfører ugyldighed. En regel herom må derfor udledes af retspraksis mv. Heraf kan udledes tre betingelser, der skal være opfyldte, for at ugyldighed kan indtræde:

  1. Der skal foreligge en retlig mangel. Dette krav var opfyldt i nærværende sag, da næringslovens afstandskrav ikke var opfyldt.
  2. Denne retlige mangel skal være væsentlig. Der var i sagen tale om en mangel i hjemmelsgrundlaget, hvilket som udgangspunkt er en væsentlig mangel, men som i sagen blev anset for at være ubetydelig.
  3. Der må ikke foreligge særlige forhold, såkaldte tertiære momenter, som afgørende taler imod ugyldighed. Dette var tilfældet i sagen.

Ad tertiære momenter/særlige forhold

De tertiære momenter bygger på, at det i nogle tilfælde kan være urimeligt, at en retlig mangel skal medføre ugyldighed til skade for en borger eller for betydelige almene samfundsinteresser. Tertiære momenter er navnligt relevante ved afgørelser, der er begunstigende for adressaten. Ved vurderingen af, om der foreligger tertiære momenter, der kan medføre, at en ellers ugyldig afgørelse skal opretholdes som gyldig, må flere forskellige forhold overvejes. Dette kan f.eks. være:

  1. Er afgørelsen bebyrdende eller begunstigende for borgeren? Ved en begunstigende afgørelse vil der naturligvis være et større hensyn at tage til borgeren, hvorimod der ved en bebyrdende afgørelse kan være hensyn at tage til samfundet eller værdispildsbetragtninger.
  2. Er der hensyn at tage til borgerens berettigede forventninger? Hvis borgeren, ligesom i denne sag, i længere tid har indrettet sig efter afgørelsen, er dette et forhold, der skal tages hensyn til.
  3. Er borgeren i god eller ond tro om afgørelsens gyldighed? Hvis der er tale om en mindre afvigelse fra loven, f.eks. 100 meter ud af 11 kilometer, kan borgeren meget vel være i god tro om afgørelsens rigtighed.
  4. Er der tale om en afgørelse, hvori der er en partstvist (en tvist mellem to borgere)? I en sådan situation skal der tages hensyn til begge parters forhold. 

Til Eksamen

På trods af, at dommen er afsagt i 1886, kan den stadig tillægges værdi: Dommen er nemlig et tydeligt eksempel på en sag, hvor en retlig mangel ikke førte til afgørelsens ugyldighed. Det skal hertil bemærkes, at sagens omstændigheder er særegne, og at en ugyldighedsvurdering altid må bero på konkrete omstændigheder.

Støder man på en situation, hvor ugyldighed er en mulighed, er det en god idé at gennemgå samtlige ovennævnte betingelser for, hvornår en forvaltningsretlig afgørelse er ugyldig. Dermed demonstreres det, at man er bekendt med ugyldighedsbetingelserne.

I eksamensøjemed kan U 1887.640 H inddrages på følgende vis:

I U 1887.640 H blev en afgørelse, der led af en retlig mangel, ikke anset for ugyldig på grund af manglens karakter og sagens omstændigheder i øvrigt. I sagen var der blevet tildelt en erhvervsdrivende et næringsbevis. Afgørelsen herom var dog behæftet med en retlig mangel, idet kravene i lovgivningen angående afstand til nærliggende købstad ikke var overholdt. Efter flere år, hvor den erhvervsdrivende i god tro havde benyttet sig af tilladelsen, blev en politimester gjort opmærksom på, at afstandskravet ikke var opfyldt. Ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt Højesteret dog, at der var tale om en "ubetydelig mangel", som den begunstigede erhvervsdrivende i god tro havde benyttet sig af i en længere årrække. Afgørelsen er siden blevet et klassisk eksempel på, at særlige forhold (tertiære momenter) i ganske sjældne tilfælde kan opretholde en afgørelse som gyldig trods en retlig mangel.