Konefinten – U.2009.826 V
Resumé
Dom afsagt af Vestre Landsret sat af 3 dommere
Dissens: 2-1
Tema: Formueforskydninger mellem ægtefæller
Fakta:
M skyldte sine kreditorer over 2 mio. kr. - en gæld han ikke havde afdraget på i den tid, han havde været gift med H. M havde i perioden haft en månedlig nettoindtægt på mellem 26.000 kr. og 33.000 kr. H ejede alene det hus, de boede i.
M bidragede i overvejende grad til den fælles husholdning, herunder med månedlige overførsler på 13.000 kr. til budgetkontoen, hvortil H alene overførte 4.500 kr.
Midlerne på budgetkontoen gik bl.a. til forrentning og afdrag på lånet i H's ejendom og i det seneste år tillige til forrentning og afdrag på restgælden vedrørende 2 biler ejet af H, hvor den ene udelukkende blev erhvervet af hensyn til M's erhverv.
I de tilfælde, hvor midlerne på budgetkontoen ikke slog til, trådte H til med midler fra hendes egen konto, hvoraf hun bl.a. havde betalt en rejse og briller til dem begge.
Eksamensrelevans:
Kernen i sagen var, hvorvidt hele M's bidrag til budgetkontoen kunne anses for at være en del af hans underholdsforpligtelse efter retvirkningsloven § 2 (nugældende lov om ægtefællers økonomiske forhold, herefter benævnt ÆFL, § 4), eller om der var tale om vederlagsfri formueforskydninger.
Det afgørende i vurderingen af, hvorvidt M's bidrag til den fælles budgetkonto kan siges at falde indenfor ÆFL § 4's rækkevide, er, om der kan siges at være et betydeligt misforhold mellem hver ægtefælles bidrag, og om ægtefællernes samlede levestandard kan siges at være for høj.
På den ene side bidrog H både ved hendes arbejde i hjemmet og ved månedlige overførsler på 4.500 kr. - eller godt en fjerdedel af de samlede indbetalinger - til budgetkontoen, ligesom hun lejlighedsvis afholdte ekstra udgifter og alene hæftede for gælden i såvel huset som på bilerne.
På den anden side havde M oparbejdet en betydelig gæld på over 2 mio. kr., han bidrog med godt tre fjerdedele af de samlede indbetalinger til budgetkontoen, den ene bil blev alene erhvervet af hensyn til M, men den stod stadig i H's navn og H's nettoindtægt muliggjorde derudover et væsentligt privatforbrug, hvorfor han måtte allerede herved antages at yde et vist bidrag til den fælles husholdning. Endelig kunne H's hæftelse for gælden i huset næppe tillægges større vægt, idet lånet heri ikke havde været nødvendigt for erhvervelsen, men blev optaget for at kunne låne pengene til hendes søn.
For så vidt angår den fælles levestandard, så skal vurderingen af dennes rimelighed foretages på baggrund af ægtefællernes samlede sociale situation.
Her må det på den ene side tillægges vægt, at M skyldte over 2 mio. kr. - en gæld som han ikke afdrog på til trods for en betydelig lønindkomst.
På den anden side måtte H også kunne forvente at opretholde en passende levestandard efter at være blevet gift. Derfor ville det ikke kunne forventes, at H f.eks. skulle benytte indeståender til i væsentlig grad at finansiere deres fælles underhold, sådan at M kunne afdrage på hans gæld. Omvendt kan H dog heller ikke forvente, at M - eller dennes kreditorer - skal acceptere, at H kan opretholde hendes hidtidige levestandard samtidig med, at M i overvejende grad forestår afviklingen af H's gæld, hvorved der sker en opsparing hos H.
På denne baggrund nåede landsretten frem til, at der skete en overførsel fra M til H, at denne medførte en opsparing hos H, og at ægtefællernes fælles levestandard var meget høj. Henset til den betydelige gæld, som M havde oparbejdet og den væsentlige skævhed i bidragene til den fælles forsørgelse, fandt landsretten, at dette overskred de ellers vide grænser for forsørgelsespligten efter ÆFL § 4.
Landsretten tilsidesatte derfor den del af overførslen, som gik udover, hvad der kunne betragtes som M's rimelige bidrag til det fælles underhold. Dette fastsattes skønsmæssigt til 500.000 kr., hvorefter M's kreditorer kunne foretage udlæg heri hos H.
Til Eksamen
Ved overførsler m.m. mellem ægtefæller sondres der mellem gaver og forsøgelse. Sondringen er navnligt relevant i situationer, hvor tredjemand, i dette tilfælde kreditor, skal gøre et krav gældende.
I medfør af ÆFL § 4 skal ægtefællerne efter evne bidrage til den fælles husholdning. Løbende overførsler mellem ægtefællerne vil derfor som oftest være omfattet af denne regel, idet der accepteres "en aftalt »skæv« fordeling af forsørgelsesudgifterne - og dermed af familiens opsparing"
Skævheden i denne fordeling kan dog blive så betydelig, at overførslerne falder udenfor området for ÆFL § 4, hvilket U2009.826V er et eksempel på.
I denne sag havde M en gæld på over 2 mio. kr. og en månedlig indtægt på mellem 26.000 kr. og 33.000 kr. i den for sagen relevante periode. H ejede ægtefællernes fælles bolig, ligesom hun ejede 2 biler, hvoraf den ene alene var erhvervet af hensyn til M.
Såvel M som H bidrog til deres fælles lønkonto, hvor H dog lejlighedsvist overførte yderligere beløb, hvis de sædvanlige overførsler ikke slog til. Derudover havde ægtefællerne en fælles budgetkonto, hvorfra bl.a. forrentning og afdrag på både hus og begge biler blev betalt. Lånet i ejendommen havde ikke været nødvendigt for dennes erhvervelse, men var senere blevet optaget af H, så hun kunne låne pengene til hendes søn. M bidrog med 13.000 kr. til den fælles budgetkonto hver måned, mens H bidrog med 4.500 kr.
Under hensyn til den betydelige gæld, der påhvilede M, og det privatforbrug, som hans indtægt muliggjorde, fandt landsretten ikke, at de månedlige overførsler på 13.000 kr. var sket til opfyldelse af hans pligt til at bidrage til den fælles husholdning. Overførslerne måtte i stedet betragtes som vederlagsfri formueforskydninger, og da de ikke var sket ved ægtepagt, måtte de betragtes som ugyldige, jf. dagældende RVL § 30, stk. 1, 1. pkt. Landsretten tilsidesatte derfor den del af overførslerne, som ikke kunne rummes i M's forsørgelsespligt, hvorved de skønsmæssigt nåede frem til, at kreditorerne ikke skulle acceptere overførsler på i alt 500.000 kr.
I dag skal gaver mellem ægtefæller ikke tinglyses. Dommen kan således kun bruges til som eksempel på, hvor grænsen for forsøgelsespligten går.
Andre eksempler fra retspraksis er U2000.990Ø og TFA2011.367V