Kompensationsløfte ifm. skilsmisse (Stewardessdommen) – U 1996.1401 V

Resumé

Dom afsagt af Vestre Landsret.

Dissens: Ingen.

Tema: Familieret, ægtepagt, kompensation.                

Fakta:

Sagsøgte (M) og sagsøger (H) havde været gift siden 1988. I ægteskabet var der fuldstændigt særeje. Sagsøgte havde på skrift lovet sagsøger, at sagsøgte ville betale H DKK 75.000 per år, ægteskabet havde varet, hvis parret skulle blive skilt. Beløbet blev sat til DKK 75.000, da det var det beløb, som sagsøger havde kunne opspare årligt, før hun sagde sit job op efter (ca.) ét års ægteskab, fordi hun fik mere arbejde på M's ejendom. Løftets ordlyd var følgende: "I (…) hereby accept to pay my wife (…) 75.000 kr. a year from marriage in case of a divorce".

Parret blev separeret i 1993, hvorefter sagsøger fremsatte et krav mod sagsøgte på bl.a. DKK 450.000,00, jf. nævnte aftale.

Eksamensrelevans:

Byretten lagde vægt på, at parterne forinden over en længere periode havde diskuteret mulighederne for økonomisk sikring af sagsøger, og idet sagsøgte ikke havde bevist, at dokumentet var blevet bortkastet/kasseret, var konklusionen, at dokumentet indeholdt en gyldig viljeserklæring. Beløbet, sagsøgte blev tilpligtet at betale, blev dog reduceret med hjemmel i aftalelovens § 36 om urimelighed).

Landsretten frifandt derimod sagsøgte, idet ægteskabslovens § 58 ikke fandt anvendelse, da dokumentet ikke var udarbejdet med separation/skilsmisse for øje. Erklæringen krævede gyldig ægtepagt for at have virkning, da erklæringen måtte opfattes som et løfte til formål i et vist omfang at fravige de legale retsvirkninger af fuldstændigt særeje.

Til Eksamen

Som det fremgår af landsrettens præmisser, er (manglende) ægtepagt det centrale moment i vurderingen af, hvorvidt den pågældende disposition kunne anses som gyldig, da erklæringen ikke kunne ses som en bodelingsaftale efter ægteskabslovens § 58.

Teoretikere er imidlertid kritisk over for en sådan anvendelse af dommen idet det anføres, at vurderingen i stedet burde centrere sig om, hvorvidt dispositionen må anses som en forhåndsaftale eller anses som en aftale angående kompensation. Hvis det førstnævnte er tilfældet, bør dispositionen anses som ugyldig, da ugyldigheden følger af formueordningens præceptivitet. Modsat, hvis det sidstnævnte er tilfældet - altså en aftale om kompensation-, bør dispositionen anses som en gyldig aftale om kompensation.

Det bør haves i mente, at dommen efter omstændighederne kan siges at give udtryk for, at aftaler angående kompensation gyldigt kan indgås, forudsat at kravene om ægtepagt er opfyldt. Dog må det hertil anføres, at en sådan fortolkning er på relativ usikker grund

I stedet for de ugyldige aftaler angående kompensation tillader lov om ægtefællers økonomiske forhold (herefter ÆFL) § 12, stk. 4 om sumdeling at indgå en aftale som kan give forholdsvis samme resultat som man eksempelvis ser i dommen. Hvis hustruen skulle modtage de 75.000 kr. pr. år de havde været gift, kunne aftalen opnåes gyldigt ved en aftale om sumdeling, jf. ÆFL § 12, stk. 4 med det dobbelte beløb pr. år. Her ville hustruen dog kun modtage halvdelen af beløbet. Se hertil Anita og Hans Viggo Godsk Pedersen, Familie- og arveret, 10. udg., s. 64.

Dommen kan i det hele taget også siges at give udtryk for vanskelighederne i både teori og praksis, når det kommer til forhåndsaftaler om bodeling. Se hertil Linda Nielsen, Familieretten, 4. udgave, s. 264, hvor det dog gøres klart, at forhåndsaftaler, når det kommer til boslodsafkald i forbindelse med separation/skilsmisse, som hovedregel anses for at stride mod formueordningen.