Kommunens afbrydelse af gas- og elforsyningen – U 1929.452 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Magtfordrejningslæren og monopolbetragtninger i forbindelse med forsyningsvirksomhed

Fakta

Sagen omhandlede, hvorvidt det var sagligt, at en kommune afbrød gas- og elforsyning for at inddrive en skatterestance hos forbrugeren.

Efter at sagsøgerens ægtefælle var blevet taget under konkursbehandling, overtog sagsøgeren efter aftale med gas- og elforsyningsvirksomhederne forpligtelserne over for disse mod fortsat at have adgang til gas og elektricitet. Det blev aftalt, at sagsøgeren skulle betale de påløbne restancer og det fremtidige forbrug til begge selskaber. Sagsøgeren betalte restancerne samt forbrug, men desuagtet blev både gas og elektricitet afbrudt og ikke genåbnet. Det fulgte bl.a. af Randers Kommunes regulativ, at gasforsyningen ville blive afbrudt hos de forbrugere, der stod i restance med bl.a. statsskat. På tidspunktet for konkursens indtræden havde sagsøgerens ægtefælle restance på statsskat.

Højesteret bemærkede indledningsvis, at ægtefællens skatterestance var sagsøgeren uvedkommende. Herefter udtalte Højesteret, at indgrebene i forsyningen med gas og elektricitet var sket i henhold til regulativerne, men de var dog alligevel uberettigede, da kommunen manglede lovhjemmel til at foretage disse indgreb som tvangsmiddel til inddrivelse af skatterestance.  

Eksamensrelevans

Magtfordrejning

Dommens centrale anvendelsesområde er magtfordrejningslæren. I dommen har kommunen anvendt et regulativ som hjemmel for anvendelse af tvangsmidler til inddrivelse af skatterestancer. Der var dog ikke lovhjemmel hertil, og Højesteret fandt derfor, at lukningen af gas og elektricitet havde været usaglig.

Udgangspunktet i magtfordrejningsgrundsætningen er, at en forvaltningsmyndighed er forpligtet til at varetage en vis kreds af offentlige anliggender og interesser. Populært sagt indeholder magtfordrejningslæren en positiv og en negativ afgræsning af saglige hensyn. Den positive afgrænsning af magtfordrejningslæren tilsiger, at forvaltningsmyndigheden har pligt til at inddrage alle saglige hensyn i sagen, hvor den negative afgrænsning af begrebet tilsiger, at forvaltningsmyndigheden ikke må inddrage usaglige hensyn. Denne dom er et udtryk for, hvad en forvaltningsmyndighed ikke må lægge vægt på, når den træffer afgørelse om, at gas- og elektricitetsforsyningen hos en forbruger skal lukkes.

I dommen har Højesteret fastslået, at kommunerne i deres virke som forsyningsvirksomhed kun kan varetage interesser, som har forbindelse med forsyningsvirksomheden. Forsyningsvirksomheden må således ikke fungere som statslig inddriver, da det ikke tilkommer denne at inddrive skatterestancer.

Det er dog væsentligt at bemærke, at det meste af den kommunale forsyningsvirksomhed i dag er lovreguleret, men princippet fra Højesteretsdommen finder stadig anvendelse.

Til Eksamen

Dommen har længe været forstået som en ren magtfordrejningsdom, men det er flere steder i litteraturen anført, at det er lige så nærliggende at opfatte den som båret af almindelige monopolsynspunkter.

Sådanne monopolbetragtninger tilsiger, at såfremt der i et geografisk afgrænset område alene findes én udbyder af en nødvendig ydelse, herunder elektricitet, gas, vand og internet, ville denne ene udbyder være omfattet af forbuddet mod magtfordrejning, og udøvelsen af virksomheden skal ske under iagttagelsen af saglige kriterier.

Monopolbetragtningerne vil betyde, at private forsyningsvirksomheder vil være underlagt princippet om saglighed i forvaltningen. Det bemærkes dog her igen, at det meste af forsyningsvirksomheden i dag er lovreguleret, og disse spørgsmål er varetaget i lovgivningen.