Kollektive overenskomster og udenforstående lønmodtagere II – U 2009.1845 H

Resumé

Dom afsagt af:

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Den overenskomstforpligtede personkreds og implementeringsoverenskomster.

Fakta

En ledig lønmodtager havde i flere perioder mellem 1999 til 2001 været i individuel jobtræning hos Skælskør Kommune i henhold til den dagældende lov om aktiv socialpolitik. Kommunen havde mellem 1999 til 2001 udstedt fem ansættelsesbeviser til lønmodtageren, hvoraf ingen af dem havde opfyldt alle ansættelsesbevislovens krav.

Lønmodtageren rettede derfor henvendelse til kommunen og gjorde krav på godtgørelse for de mangelfulde ansættelsesbeviser i henhold til ansættelsesbevislovens § 6. Kommunen anførte dog, at samtlige ansættelsesforhold mellem 1999 og 2001 havde været omfattet af en kollektiv implementeringsoverenskomst, der i overensstemmelse med ansættelsesbevisdirektivet giver arbejdsgiveren en "nachfrist" på 15 dage til at udstede et fyldestgørende ansættelsesbevis efter påkrav herom fra lønmodtageren. Lønmodtageren anførte, at han ikke var medlem af den overenskomstbærende fagforening, hvorfor implementeringsoverenskomsten ikke omfattede hans ansættelsesforhold.

Højesteret fandt på baggrund af en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen og på baggrund af sin hidtidige praksis om kollektive overenskomster og udenforstående lønmodtagere, at også implementeringsoverenskomster kan omfatte udenforstående lønmodtagere således, at den udenforstående lønmodtager ikke kan påberåbe sig implementeringsloven frem for implementeringsoverenskomsten. I den konkrete sag betød det, at lønmodtageren var nødsaget til at henhold sig til overenskomstens regler, hvorefter arbejdsgiveren har en frist til at udstede et fyldestgørende ansættelsesbevis efter lønmodtagerens påkrav herom.

Eksamensrelevans

Dommen er relevant at diskutere, hvis eksamensemnet vedrører den overenskomstforpligtede personkreds og særligt implementeringsoverenskomster.

Selvom det er de nationale medlemsstater, som har ansvaret for at gennemføre direktiver, og dette som altovervejende udgangspunkt sker gennem vedtagelse af en lov, har EU givet arbejdsmarkedets parter mulighed for at gennemføre direktiver i kollektive overenskomster. Da lovgiver dog i sidste ende har ansvaret for, at EU-retten gennemføres korrekt, foregår det dog således i praksis i dag, at arbejdsmarkedets parter gennemfører direktivet i overenskomster, hvorefter lovgiver så vedtager en lov, som er subsidiær i forhold til overenskomsterne, jf. f.eks. ansættelsesbevislovens § 1, stk. 3, hvorefter loven kun finder anvendelse i det omfang, at ansættelsesforholdet ikke er omfattet af en implementeringsoverenskomst.

Dommen skal ses i forlængelse af U2005.3332H, hvor Højesteret opstillede en formodningsregel om, at en områdeoverenskomsts bestemmelser indgår i de individuelle ansættelsesaftaler på virksomheden, i det omfang de er egnet hertil, for både lønmodtagere, der er medlem af den overenskomstbærende fagforening og for udenforstående lønmodtagere.

Højesteret fastslår herefter i U2009.1845H, at ovenstående også gælder for implementeringsoverenskomster. I den konkrete sag havde det betydning, om ansættelsesbevisloven eller implementeringsoverenskomsten skulle finde anvendelse, da ansættelsesbevisdirektivet giver arbejdsgiveren en "nachfrist" på 15 dage til at udstede et fyldestgørende ansættelsesbevis efter lønmodtagerens påkrav herom. Arbejdsgiveren har ikke denne mulighed efter ansættelsesbevisloven, da lovgiver har valgt at indføre en mere fordelagtig regel for lønmodtageren, jf. ansættelsesbevislovens § 2, hvorefter arbejdsgiveren skal udstede et fyldestgørende ansættelsesbevis til lønmodtageren senest en måned efter, at ansættelsesforholdet er påbegyndt. Lønmodtageren var derfor interesseret i at påberåbe sig ansættelsesbevisloven frem for implementeringsoverenskomsten, da han i så fald var garanteret at modtage godtgørelse for de mangelfulde ansættelsesbeviser. 

Til Eksamen

Dommen kan anvendes til at illustrere, at implementeringsoverenskomster både omfatter ansættelsesforholdene for lønmodtagere på virksomheden, der er medlem af den overenskomstbærende fagforening, og udenforstående lønmodtagere.

I eksamenssammenhæng kan dommen f.eks. inddrages på følgende vis:

Når den overenskomstforpligtede personkreds skal fastlægges, er det vigtigt at sondre mellem områdeoverenskomster og medlemsoverenskomster. Sidstnævnte regulerer kun ansættelsesforholdene for de lønmodtagere, som er medlem af den overenskomstbærende fagforening, mens område overenskomster generelt regulerer alt det arbejde, der falder ind under overenskomstens faglige anvendelsesområde.

Højesteret udtalte i U2005.3332H, at en områdeoverenskomst både omfatter lønmodtagere, der er medlem af den overenskomstbærende fagforening, og udenforstående lønmodtagere i det omfang, overenskomstens bestemmelser er egnet til at indgå i ansættelsesforholdene på virksomheden. I U2009.1845H fandt Højesteret, at dette også gjaldt for implementeringsoverenskomster. En udenforstående lønmodtager kan derfor ikke påberåbe sig en implementeringslov, i den konkrete sag var det ansættelsesbevisloven, i stedet for en implementeringsoverenskomst.