Kørelærerens udgifter – TfS 1989.310 LSR

Resumé

Dom afsagt af: 

Landsskatteretten

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Fradrag for driftsomkostninger og afskrivninger – etableringsudgifter

Fakta

En kørelærer havde startet selvstændig virksomhed i efteråret 1986. I denne forbindelse havde hun købt en bil, som både skulle bruges som skolevogn og til privat brug. Hun havde desuden købt tilhørende udstyr i form af pedaler, spejler og lignende. Skattemyndighederne nægtede fradrag for hendes driftsudgifter og afskrivninger på bilen med henvisning til, at hun ikke havde haft nogen elever i indkomståret, og at bilen således ikke havde været brugt erhvervsmæssigt. Kørelæreren gjorde gældende, at bilen havde været brugt ca. 75 % erhvervsmæssigt, da hun havde brugt den til kørsel til møder med andre kørelærere, og at hun derfor var berettiget til fradrag for driftsudgifter og afskrivninger på denne. Hun gjorde videre gældende, at det til bilen hørende udstyr var selvstændige driftsmidler, hvorpå der kunne afskrives særskilt. Landsskatteretten fandt, at bilen havde været anvendt erhvervsmæssigt, og at den erhvervsmæssige brug ud fra et skøn kunne fastsættes til 25 %. Der kunne således opnås et fradrag svarende til 25 % af de samlede udgifter og afskrivninger på bilen. For så vidt angik det øvrige udstyr, fandt Landsskatteretten, at udstyret var en nødvendig del af bilen, og der kunne derfor ikke afskrives særskilt herpå.

Eksamensrelevans

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages som driftsomkostninger i den skattepligtige indkomst. I modsætning hertil er etableringsudgifter ikke fradragsberettigede, da de har karakter af formueudgifter til udvidelse af indkomstgrundlaget og således ikke udtømmer deres værdi i indkomståret. Efter omstændighederne kan der derimod foretages afskrivninger på aktiver erhvervet for etableringsudgifter.

Udgifterne til anskaffelse af skolevognen havde karakter af en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift og var ikke omstridt i sagen. Kørelæreren ønskede derimod fradrag for en række af de øvrige udgifter til drift af bilen, som hun havde afholdt, herunder udstyr til denne.

Spørgsmålet i sagen var, om skolevognen kunne anses for erhvervsmæssigt anvendt på trods af, at kørelæreren ikke havde haft nogen elever. Dette spørgsmål var afgørende for, om kørelæreren kunne opnå fradrag for den del af udgifterne, der relaterede sig til den erhvervsmæssige anvendelse af vognen.

Landsskatteretten nåede frem til, at en del af udgifterne kunne anses som erhvervsmæssige på trods af, at kørelæreren ikke havde haft nogen elever i køreskolen. Kørelæreren havde brugt bilen til kørsel til og fra møder med andre kørelærere. Da kørelæreren ikke havde ført kørselsregnskab med angivelse af den erhvervsmæssige kontra private brug af bilen, måtte Landsskatteretten fastsætte den procentuelle erhvervsmæssige anvendelse ud fra et skøn. Landsskatteretten skønnede, at den erhvervsmæssige anvendelse af bilen kunne fastsættes til 25 %.

Kendelsen er ligeledes udtryk for, at når et aktiv anvendes både erhvervsmæssigt og til privat brug, skal der ske en opdeling af aktivets anvendelse, således at der alene opnås fradrag for de udgifter, der er relateret til den erhvervsmæssige brug.

For så vidt angik udstyret til skolevognen, fandt Landsskatteretten, at der var tale om en nødvendig del af bilen, hvorfor udgifterne måtte indgå i det samlede afskrivningsgrundlag for bilen. Der kunne altså ikke afskrives særskilt herpå.

Til Eksamen

I TfS 1989, 310 LSR nåede Landsskatteretten frem til, at en nystartet kørelærer kunne få fradrag for bl.a. kørselsudgifter, selvom hun i indkomståret ikke nåede at få nogle elever. Dette skyldtes, at hun havde anvendt bilen erhvervsmæssigt og således kunne opnå et procentuelt fradrag for den del af udgifterne, som var afholdt til erhvervsmæssig kørsel. Landsskatteretten nåede desuden frem til, at ekstraudstyr til bilen i form af bl.a. pedaler og spejle var en nødvendig del af hele bilen, hvorfor der ikke kunne afskrives særskilt herpå.