Kloster Mølles Dambrug – U 1979.312 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Ophævelse af interessentskabskontrakt, væsentlig misligholdelse

Fakta:

I 1959 oprettede fiskeriejerne A og B (sagsøgerne) og købmand C (sagsøgte) et interessentskab (”Interessentskabet”). Interessentskabet gik under betegnelsen I/S Tvis Kloster Mølles Dambrug. Interessentskabet blev oprettet med henblik på at drive fiskekultur og opdræt af ørreder.

Efter stiftelsen blev Interessentskabet medlem af andelsselskabet Dansk Andels Ørredeksport (”Andelsselskabet”). Interessentskabet forpligtede sig i den forbindelse til at levere hele sin salgsproduktion af ørreder samt yngel, æg og mælk af ørreder.

A var tillige formand for bestyrelsen i Andelsselskabet. A og B havde flere gange kraftigt advaret og pålagt C, at han under ingen omstændigheder måtte levere til andre end Andelsselskabet. C lovede i den forbindelse, at dette ikke ville ske. Imidlertid indgik C en aftale om leverance af fisk med en anden aftager end Andelsselskabet.

C forklarede, at Andelsselskabet tidligere ikke havde afhentet et parti portionsørreder, hvilket førte til fiskedød. C forklarede, at leveringen uden om Andelsselskabet udelukkende skete for at undgå tab. C kunne imidlertid ikke dokumentere, at den pågældende leverance havde været nødvendig som følge af akut fare for ørredbestanden.

A og B fandtes derfor berettigede til at hæve interessentskabskontrakten, idet C havde misligholdt denne væsentligt. C skulle ligeledes udrede den bod, som Interessentskabet blev pålagt af Andelsselskabet. Højesteret stadfæstede afgørelsen.

Eksamensrelevans:

I obligationsretten er den væsentlige misligholdelse hævebegrundende. Dette gælder også i interessentskabsforhold.

Som udgangspunkt kan den misligholdende adfærd bestå i såvel handlinger som undladelser. Den naturlige adressat for den misligholdende adfærd vil være rettet mod interessentskabet eller interessenterne. U.1979.312 H fastslår, at en tilsidesættelse af interessentskabets kontraktmæssige forpligtelser kan udgøre en væsentlig misligholdelse, som berettiger ophævelse af interessentskabskontrakten.

Hvornår en interessents adfærd kan karakteriseres som en væsentlig misligholdelse af interessentskabskontrakten vil i sagens natur bero på en konkret vurdering. Ved denne vurdering kan der lægges vægt på, om handlingen/undladelsen har medført tab/risiko for tab – og størrelsen heraf. Subjektive forhold hos de(n) misligholdende kan også tillægges vægt, f.eks. samarbejdets umulighed.

Dommen viser bl.a., at såfremt en interessent har udnyttet sin vetoret til at nedlægge forbud mod en konkret disposition, in casu at leveringen alene måtte ske til Andelsselskabet, vil det være en væsentlig misligholdelse, såfremt en forvaltningsberettiget interessent gennemfører en disposition i strid med et nedlagt forbud.

I et interessentskab træffes beslutninger som udgangspunkt i enighed. Som undtagelse hertil antages det bl.a., at hver enkelt interessent har visse individualbeføjelser og har kompetence til at foretage ledelsesmæssige dispositioner, der er nødvendige for at afværge truende skade på selskabet [negotiorum gestio]. I nærværende tilfælde lykkedes det ikke den misligholdende interessent at dokumentere, at der forelå en negotiorum gestio-lignende situation, der kunne retfærdiggøre en selvstændig skadeafværgelseshandling, som potentielt ville kunne udelukke en væsentlig misligholdelse.

Til Eksamen

Højesteret fastslog i U 1979.312 H, at det er muligt at ophæve en interessentskabskontrakt som følge af en interessents væsentlige misligholdelse. Den misligholdende handling bestod i, at en interessent leverede fisk til en anden aftager, end hvad interessentskabet kontraktmæssigt havde forpligtet sig til. Interessenten foretog denne disposition, uagtet at de øvrige interessenter havde forbudt ham dette. Som følge heraf blev interessentskabskontrakten ophævet over for den misligholdende interessent.