Kaserne-dommen – U.1977.872V

Resumé

Dom afsagt af: Vestre Landsret

Dissens: 2-1

Tema: Statsret, domstolsprøvelse af anordninger, hjemmel i lov til at udstede anordninger, grundlovens § 77 om ytringsfrihed

Fakta

En bestemmelse i en politivedtægt slog fast, at det var forbudt at uddele skrifter i en radius af 100 meter fra militærkaserner. På trods af denne vedtægt valgte fire personer alligevel at uddele antimilitaristiske skrifter inden for en radius af 100 meter af en kaserne. De uddelte skrifter opfordrede kommende værnepligtige til at nægte militærtjeneste. De fire personer blev herefter tiltalt for overtrædelse af bestemmelsen i politivedtægten, hvilket de fire personer nægtede sig skyldige i.

Samtlige dommere i Vestre Landsret var enige om, at selve bestemmelsen i politivedtægten ikke var i strid med forbuddet mod censur i grundlovens § 77, da bestemmelsen alene omfattede en begrænsning af uddeling af skrifter på et meget lille område.

Et flertal på to dommer erklærede politivedtægten ugyldig efter en nærmere fortolkning, da retten konkluderede, at politivedtægten ikke havde en sikker nok hjemmel til, at der kunne idømmes straf.

En enkelt dommer fandt, at politivedtægten havde den fornødne hjemmel i bemyndigelsesloven, og dommeren fandt derfor, at de fire personer var skyldige.

Eksamensrelevans

Dommen omhandler en politivedtægt, der er en form for anordning. En anordning er en retsakt udstedt af en administrativ myndighed med hjemmel i en bemyndigelseslov, der fastsætter generelle regler for borgerne. En anordning skal altid respektere grundloven, og anordningen må også respektere den bemyndigelseslov, som giver den administrative myndighed hjemmel til at udstede anordningen.

Dommen er et eksempel på, at de hensyn der er fastsat i grundloven kan påvirke fortolkningen af anordninger og bemyndigelseslove. Rettens flertal fremhæver således "over for hensynet til ikke unødvendigt at begrænse adgangen til udbredelse af meninger findes det herefter betænkeligt at anse bestemmelsen i politivedtægten, som fornøden til sikring af den offentlige orden”. Således har hensynet til ytringsfriheden, der er fastsat i grundlovens § 77, påvirket fortolkningen af politivedtægten og bemyndigelsesloven.

Dommen er også et eksempel på, at en anordning, der pålægger straf må have en særlig tydelig hjemmel. I dommen udtaler flertallet, at strafbestemmelsen i vedtægten "ikke har en så sikker hjemmel, som måtte være en forudsætning for pålæggelse af strafansvar for overtrædelse af bestemmelsen".

Dommen er endvidere et eksempel på, at domstolene kan afprøve anordningers gyldighed. Grundloven indeholder ikke bestemmelser, der direkte omtaler anordninger, men domstolene kan prøve anordningers gyldighed med hjemmel i grundlovens § 63, hvor det siges, at domstolene kan prøve ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens (forvaltningens) grænser.

Læs i øvrigt også Svend Aukens Have-Sagen U.1994.988 H og Svineplakat-sagen U.1980.1037/2 H, som også vedrører ytringsfrihed.

Til Eksamen

Kaserne-dommen U.1977.872 V omhandler ytringsfrihed og det skærpede hjemmelskrav for straf.

Sagen omhandlede fire personer, der blev tiltalt for overtrædelse af en politivedtægt, da de havde overtrådt en regel i en vedtægt, der fastslog, at det var forbudt at uddele skrifter i en radius af 100 meter fra militærkaserner. De fire personer blev dog frifundet, da der ikke var tilstrækkelige sikker hjemmel i lov til at idømme dem straf.

Dommen er et eksempel på, at de hensyn, der er fastsat i grundloven, kan påvirke fortolkningen af anordninger og bemyndigelseslove. Rettens flertal fremhæver således "over for hensynet til ikke unødvendigt at begrænse adgangen til udbredelse af meninger findes det herefter betænkeligt at anse bestemmelsen" i politivedtægten, som "fornøden til sikring af den offentlige orden”. Hensynet til ytringsfriheden, som er fastsat i grundlovens § 77, har dermed påvirket fortolkningen af politivedtægten og bemyndigelsesloven.

Dommen er også et eksempel på, at en anordning, der pålægger straf, må have en særlig tydelig hjemmel. I dommen udtaler flertallet, at strafbestemmelsen i vedtægten "ikke har en så sikker hjemmel, som måtte være en forudsætning for pålæggelse af strafansvar for overtrædelse af bestemmelsen".