Jydebrødresagen – U 1990.13 H

Resumé

Kendelse afsagt af Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Forholdet mellem folkeret og national ret

Faktum:

Sagen omhandlede et spørgsmål om, hvorvidt en byretsdommer, der i en række kendelser havde begrundet foresatte varetægtsfængslinger med henvisning til retsplejelovens § 762, stk. 2, måtte anses som inhabil efter retsplejelovens § 60, stk. 2 og 62, stk. 1, ved sin afgørelse af det endelige skyldsspørgsmål.

Højesteret udtalte, at repslejelovens § 60, stk. 2 og 62, stk. 1, må fortolkes i overensstemmelse med de principper, der er lagt til grund i Menneskerettighedsdomstolens dom, Haushildt mod Danmark. Højesteret fandt endvidere, at denne dom må opfattes således, at det sædvanligvis ikke vil være stemmende med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, at en dommer, der før domsforhandlingen har truffet bestemmelse om fængsling efter 762, stk. 2, medvirker ved sagens pådømmelse.

Med denne begrundelse stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse om at den pågældende dommer var inhabil.

Eksamensrelevans:

Forholdet mellem folkeret og national ret

Det er i dansk folkeretsteori blevet diskuteret hvorvidt dansk ret indeholder en fortolkningsregel.

Diskussionen har nær sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt Danmark i folkeretlig sammenhæng er et dualistisk eller et monistisk retssystem. Se mere om denne diskussion i kommentaren til U 2006.770 H.

Fortolkningsreglen betyder i dansk ret at danske regler kan fortolkes i overensstemmelse med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Denne regel følger det logiske synspunkt, at der tilstræbes en fortolkning, som ikke er i strid med de folkeretlige forpligtelser, for at undgå at påføre den danske stat ansvar for folkeretsbrud. 

Den studerende skal i forbindelse med nærværende kendelse være opmærksom på, at Menneskerettighedsdomstolens praksis ikke er direkte anvendelig i dansk ret, da lovforslaget om inkorporeringen ikke er vedtaget efter den grundlovsikrede procedure for suverænitetsafgivelse. Dette betyder dog ikke at de danske domstole er afskåret fra, at tage Menneskerettighedsdomstolens domme i betragtning, ved afgørelsen af danske retssager. 

Højesteret benyttede sig netop af Menneskerettighedsdomstolens praksis ved afgørelsen af sagen. Højesteret udtalte, at retsplejelovens § 60, stk. 2 og § 62, stk. 1, må fortolkes i overensstemmelse med de principper, der er lagt til grund i Menneskerettighedsdomstolens dom, Hauschildt mod Danmark. Det kan i øvrigt nævnes, at Menneskerettighedsdomstolens dom Hauschildt mod Danmark af 24. maj 1989, var første gang Danmark var blevet dømt ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det centrale ved foreliggende kendelse er netop, at de danske domstole tager Menneskerettighedsdomstolens praksis i betragtning ved afgørelsen af danske retstvister. Kendelsen viser ganske tydeligt, at Højesteret og de danske domstole generelt, tager Menneskerettighedsdomstolens retspraksis i betragtning, og viser desuden, at denne praksis rent faktisk havde en betydning for kendelsens udfald. Kendelsen viser videre, at Højesteret benytter sig af fortolkningsreglen, som er beskrevet ovenfor.

Til Eksamen

Følgende tekststykke er tiltænkt som et eksempel på en kort og præcis reference til afgørelsen U 1990.13 H:

"At Menneskerettighedsdomstolens praksis ikke er direkte anvendelig i dansk ret, betyder ikke, at de danske domstole ikke kan tage denne praksis med i betragtning. Der findes en række domme og kendelser, der viser, at de danske domstole rent faktisk tager Menneskerettighedsdomstolens praksis i betragtning, jf. fortolkningsreglen. Kendelsen U 1990.13 H er ved følgende passus fra Højesterets begrundelse et eksempel på dette; >> Lovens §§ 60, stk. 2, og 62, stk. 1, må fortolkes i overensstemmelse med de principper, der er lagt til grund i Menneskerettighedsdomstolens dom ... <<"