Juridisk responsum var ikke bevis – U 2014.138 H
Resumé
Kendelse afsagt af:
Højesteret med 7 dommere
Dissens:
Ingen
Tema:
Civilproces, juridisk argumentation, sagkyndig erklæring, juridisk responsum
Fakta:
Sagsøgte B, et teleselskab, opsagde et samarbejde med sagsøger A, et selskab som drev virksomhed med salg af teleprodukter, om salg af Bs produkter. A anlagde sag mod B med påstand om godtgørelse i henhold til handelsagentlovens § 25 for Bs opsigelse af samarbejdet. A fremlagde i forbindelse med stævningen et ensidigt indhentet juridisk responsum om parternes aftale, som A havde fået udarbejdet af en juridisk professor inden sagens anlæg, til støtte for sin påstand. Dette protesterede B imod, idet B mente, at et sådant responsum hverken er et bevis eller en retskilde, som man kan henvise til i sin juridiske argumentation. I stedet mente B, at responsummets vurderinger og konklusioner burde fremføres i partens eget navn i partens processkrifter, da man ikke burde kunne forstærke sin sag med synspunkter, som parten har betalt en rådgiver til at fremføre.
Højesteret udtalte, at et juridisk responsum vedrørende dansk ret ikke kan fremlægges som et bevis i sagen. Et ensidigt indhentet juridisk responsum om dansk ret kan derimod indgå i sagen til brug for den juridiske argumentation, på lige fod med partsindlæg og juridisk litteratur. Højesteret kom derfor frem til, at A kunne fremlægge det ensidigt indhentede juridiske responsum.
Eksamensrelevans:
I den civile retspleje sondres der mellem ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer om faktiske forhold og sagkyndige erklæringer om bedømmelse af juridiske forhold.
Sagkyndige erklæringer om faktiske forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter omhandler selve bevisførelsen, idet de bruges til at belyse sagens faktiske omstændigheder. Inden for denne type af erklæringer sondrer man typisk mellem erklæringer indhentet før henholdsvis efter sagsanlægget, idet der typisk vil være betænkeligheder ved at lade erklæringer indhentet efter sagens anlæg indgå i sagens pådømmelse (For en uddybning af erklæringer indhentet efter sagens anlæg, se kommentaren til U2007.2040H - Ensidigt indhentet speciallægeerklæring). Det skyldes, at der blandt andet i retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn er blevet indført processer for, hvordan sagens faktum skal belyses ved hjælp af sagkyndig bistand. Årsagen til dette er, at disse processer blandt andet varetager hensynet til parternes mulighed for kontradiktion.
Sagkyndige erklæringer indhentet før sagens anlæg er som udgangspunkt tilladte, men domstolene vil typisk tillægge denne type af erklæringer mindre bevismæssig betydning end eksempelvis en erklæring udarbejdet på baggrund af et syn og skøn.
Eventuelle betænkeligheder ved sagkyndige erklæringer forud for sagens anlæg kan fjernes ved anvendelsen af isoleret bevisoptagelse, jf. RPL § 343. Herved sikres det blandt andet, at modparten har haft mulighed for kontradiktion.
Sagkyndige erklæringer om faktuelle forhold har siden 2016 været reguleret i retsplejelovens § 341 a, stk. 1, som er en kodificering af mange års retspraksis.
Sagkyndige erklæringer om juridiske forhold (også benævnt juridiske responsa) reguleres i RPL § 341 a, stk. 2. Ved denne type af erklæringer sondrer man i stedet i mellem erklæringer om bedømmelsen af dansk henholdsvis udenlandsk ret. Juridiske responsa vedrørende udenlandsk ret behandles ligesom sagkyndige erklæringer om faktiske forhold, imens det ved juridiske responsa angående dansk ret ikke spiller nogen rolle, om det er indhentet før eller efter sagens anlæg.
Juridiske responsa vedrørende dansk ret behandles ikke ligesom sagkyndige erklæringer om faktiske forhold, idet denne type af erklæringer ikke relaterer sig til bevisførelsen. Juridiske responsa indgår i stedet i den juridiske argumentation på lige fod med eksempelvis partsindlæg og juridisk litteratur. Det spiller ingen rolle, om responsummet er blevet til før eller efter sagens anlæg, dels fordi parterne almindeligvis berører sagens juridiske problematik i deres processkrifter, materialesamlinger og procedurer, og dels fordi forhandlingsprincippet ikke gør sig gældende med hensyn til gældende dansk ret, idet retten forudsættes at kunne dette. Dette illustreres netop i Højesterets begrundelse og resultat i U.2014.138H, som gør op med tidligere praksis angående anvendelsen af sagkyndige erklæringer om juridiske forhold.
I ovennævnte afgørelse fandt Højesteret, at et ensidigt indhentet juridisk responsum vedrørende dansk ret, der var udarbejdet af en juridisk professor forud for sagens anlæg, ikke kunne fremlægges som et bevis i sagen, da et sådant responsum ikke vedrører bevisførelsen. I stedet fandt Højesteret, at responsummet kunne fremlægges som en del af den juridiske argumentation, ligesom det var uden betydning, at responsummet var indhentet forud for sagens anlæg, uden at sagsøgte havde haft mulighed for at påvirke responsummets indhold. Det skyldtes, dels at det er almindeligt for parterne at behandle sagens juridiske problemer i partsindlæggene, og dels at en sags retlige spørgsmål ikke er omfattet af forhandlingsprincippet, idet retten forudsættes at kende til gældende dansk ret. Sagsøger, A, kunne derfor henvise til responsummet i sine processkrifter, ligesom at det kunne indgå i sagsøgers materialesamling.
Sagkyndige erklæringer om bedømmelsen af juridiske forhold har siden 2016 været reguleret i retsplejelovens § 341 a, stk. 2, som er en kodificering af Højesterets resultat i kendelsen U.2014.138H.
Til Eksamen
U.2014.138H vil kunne inddrages i en eksamenssituation på følgende vis:
U.2014.138H angik en situation, hvor en part ønskede at fremlægge et ensidigt indhentet juridisk responsum vedrørende sagen, som parten havde indhentet inden sagens anlæg. Spørgsmålet, som Højesteret skulle tage stilling til, var, i hvilket omfang responsummet kunne tages i betragtning ved sagens afgørelse. Højesteret fandt, at responsummet ikke kunne fremlægges som bevis i sagen, idet et juridisk responsum vedrørende dansk ret ikke angår bevisførelsen. Henset til at parter i almindelighed behandler juridiske problemstillinger i deres processkrifter, materialesamlinger mv., fandt Højesteret imidlertid, at responsummet kunne indgå i sagen på lige fod med partsindlæg og juridisk litteratur. Kendelsen viser, at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer vedrørende sagens jus kun kan indgå i sagen som partsindlæg og altså ikke som et egentligt bevis.