HT-sagen – U 1986.898/3 H
Resumé
Dom afsagt af:
Højesteret med syv dommere
Dissens:
Ingen
Tema:
Forfatningsret, statsret, lighedsprincip med grundlovskraft, negativ foreningsfrihed (grundlovens § 78), direkte virkning af traktat i dansk ret, grundlovens frihedsrettigheder
Fakta:
Sagen var anlagt af en række buschauffører, der var ansat i Hovedstadens Trafikselskab (HT). Sagsøgerne, chaufførerne, meldte sig ud af fagforeningerne SID og DKA og meldte sig i stedet ind i Danmarks Frie Fagforening. Sagsøgerne blev efterfølgende opsagt af HT. Chaufførerne anså disse opsigelser som værende en følge af, at de ikke ønskede at være medlemmer af ISD eller DKA samt indmeldelsen i Danmarks Frie Fagforening. Herved måtte opsigelserne anses for at være ugyldige.
Sagsøgerne gjorde til støtte herfor gældende, at opsigelserne var i strid med grundlovens §§ 68, 70, 74, 75 og 78. Bestemmelserne er en del af grundlovens kapitel VIII om frihedsrettigheder og angår hhv. religionsfrihed, diskriminationsforbud, retten til erhverv og forsørgelse samt retten til foreningsfrihed. Herudover mente sagsøgerne, at opsigelserne var i strid med forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger med forfatningsmæssig gyldighed samt Menneskerettighedskonventionens art. 11.
Sagsøgte, HT, gjorde i stedet gældende, at opsigelserne skete af hensyn til busdriften, som de lovmæssigt var forpligtede til at varetage. HT begrundede lovligheden af opsigelserne med, at busdriften var umuliggjort pga. en konflikt mellem nogle ansatte og fagbevægelsen, og at de havde forsøgt sig med en række andre tiltag inden opsigelserne. Afskedigelserne var således ikke ifølge HT begrundet i udmeldelserne af fagforeningerne.
Højesteret anså afskedigelserne som gyldige. Retten mente ikke, at hverken grundloven eller andre regler af forfatningsmæssig karakter kunne begrunde afskedigelsernes ugyldighed.
Højesteret bemærkede derudover, at Menneskerettighedskonventionens art. 11 ikke kunne finde direkte anvendelse. I stedet måtte bedømmelsen af afskedigelserne ske efter lov nr. 285 af 9. juni 1982, der var vedtaget for at opfylde art. 11. Afskedigelserne stred ifølge Højesteret mod denne lovs § 2 samt mod den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der havde været anført i tidligere retspraksis. Herved var afskedigelserne ikke ugyldige, men alligevel sket på utilstrækkeligt grundlag. Som følge heraf kunne chaufførerne pga. de gyldige afskedigelser ikke kræve ansættelsen genoptaget, men kunne i stedet kræve godtgørelse efter lovens § 4.
Eksamensrelevans:
Det har været omdiskuteret, om lighedsprincipperne i grundlovens bestemmelser kan anses som generelle lighedsprincipper, der gælder med grundlovskraft. I denne sag blev der ikke givet medhold i et sådant generelt lighedsprincip. Se hertil Dansk Statsret, 2. udgave 2016, s. 146, hvor det også på baggrund af HT-sagen, Huslejestop-dommen (U 1965.293 H) og til dels Tvind-sagen (U 1999.841 H) konkluderes, at der ikke gælder et generelt lighedsprincip med grundlovskraft, men at det ikke kan udelukkes, at domstolene alligevel i meget særlige tilfælde vil gøre brug af et sådant princip.
Erik Riis, en af dommerne i sagen, skrev efterfølgende en kommentar til dommen (Riis, 1987, s. 50, trykt i U 1987B.50). Som nævnt ovenfor gjorde chaufførerne gældende, at der måtte gælde en lighedsgrundsætning med forfatningsmæssig gyldighed. Riis bemærkede bl.a., at det vist er "yderst tvivlsomt, om der med forfatningsmæssig gyldighed kan opstilles et almindeligt diskriminationsforbud". Dog henviser han også til Max Sørensen, Statsforfatningsret 1973, hvor det antages, at et eventuelt forbud i så fald kun er relevant ved klare tilfælde af grov og vilkårlig forskelsbehandling af borgerne.
I forhold til de påberåbte grundlovsbestemmelser fastlagde Højesteret som nævnt, at disse ikke kunne medføre ugyldighed. Således kan dommen bruges i en mere generel kontekst, bl.a. hvad angår grundlovens § 74 om fri og lige adgang til erhverv samt § 75 om arbejde på betryggende vilkår. På baggrund af dommen kan man bl.a. se, at disse bestemmelser ikke skal forstås så bredt, at de kan påberåbes i alle arbejdsretlige henseender. Riis bemærker også i sin kommentar, at grundlovens §§ 74 og 75 alene er "politiske programudtalelser uden enhver retlig relevans."
Dommen fastslår også, at der som udgangspunkt ikke kan indfortolkes en beskyttelse af den negative foreningsfrihed i grundlovens § 78. Sagsøgerne påberåbte sig, at der efter grundlovens § 78 og således på grundlovsniveau må eksistere en ret til ikke at være medlem af en forening. Dette fik de ikke medhold i, men den negative foreningsfrihed var dog beskyttet på lovniveau (foreningsfrihedsloven), jf. også Dansk Statsret, s. 370f.
Endvidere fastlægger dommen, at Menneskerettighedskonventionens art. 11 ikke kunne finde direkte anvendelse i dansk ret, men at den danske lov, der var vedtaget på baggrund af art. 11, måtte anvendes. Dette skyldtes, at konventionen endnu ikke var inkorporeret i dansk ret på dette tidspunkt. I dag er Menneskerettighedskonventionen inkorporeret og dermed en del af dansk ret, hvorfor den vil finde direkte anvendelse. Højesterets bemærkning om art. 11 kan dog alligevel bruges som et mere generelt udtryk for, at traktater, der ikke er inkorporeret i dansk national ret, ikke nødvendigvis vil kunne finde direkte anvendelse.
Til Eksamen
Sagen omhandler, hvorvidt HTs afskedigelser af buschauffører var begrundet i chaufførernes udmeldelser af fagforeninger og dermed i strid med en række grundlovsbestemmelser og lighedsgrundsætninger. Afskedigelserne var ikke ugyldige, men var sket på utilstrækkeligt grundlag. Højesteret gav bl.a. ikke medhold i et generelt lighedsprincip på grundlovsniveau, ligesom de ikke gav medhold i, at der i grundlovens § 78 gælder en negativ foreningsfrihed.