Henrik Harleys kontanthjælp

Rettevejledning:

Magtfordrejning

Det skal vurderes, om der foreligger magtfordrejning, når kommunen giver afslag på Henrik Harleys ansøgning om kontanthjælp med den begrundelse, at kommunens årlige budget for tildeling af kontanthjælp er opbrugt.

Magtfordrejningsgrundsætningen (også kaldet grundsætningen om saglig forvaltning) er udviklet i retspraksis. Af grundsætningen følger, at en forvaltningsafgørelse skal være materielt rigtig og lovlig. Afgørelsen skal således være båret af sagligt vedkommende hensyn eller præmisser.

Ved afslaget på Henrik Harleys ansøgning har kommunen lagt vægt på finansielle hensyn. Det er ikke uden videre ulovligt, når forvaltningen varetager hensynet til det offentliges finanser. Der gælder dog, at finansielle hensyn ikke indgår som et sagligt hensyn i forvaltningens skønsudøvelse, når dette ikke fremgår af det pågældende retsgrundlag.

Ved tildeling af kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik er hensynet til det offentliges finanser ikke et sagligt hensyn, idet forvaltningen ikke ud fra retsgrundlaget kan lægge vægt på dette hensyn ved skønsudøvelsen. Kommunen kan således ikke give afslag på kontanthjælp over for Henrik, når han i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, med den begrundelse at kommunens årlig budget for tildeling af kontanthjælp er opbrugt.

Der kan i øvrigt henvises til dommen U.1990.106/2 Ø. Denne sag drejede sig om nogle bestemmelser i en lokalplan, der tilgodeså et feriecenters private interesser samt den udstedende kommunes finansielle interesser. Kommunen havde en interesse i at få gennemført lokalplanen, som den forelå, ud fra handels- og beskæftigelsesrelaterede betragtninger. Dommen kan anvendes til at illustrere, hvornår det med sikkerhed er usagligt at varetage forvaltningens finansielle hensyn.

Kommunens afgørelse om afslag på tildeling af kontanthjælp over for Henrik Harley er således materielt ukorrekt, idet kommunen begrunder afslaget med manglende midler på budgettet for tildeling af kontanthjælp. Kommunen har således lagt vægt på hensynet til det offentliges finanser, hvilket er et usagligt hensyn i denne situation, og der foreligger ikke saglige hensyn, som kan veje op for kommunens varetagelse af det usaglige hensyn. Der foreligger således en retlig mangel ved kommunens sagsbehandling.

Lighedsgrundsætningen

Det er relevant at undersøge, om kommunen har handlet i strid med lighedsgrundsætningen ved ikke at tildele Henrik Harley kontanthjælp, når hans ven, som stod i samme økonomiske situation som Henrik, havde fået tildelt kontanthjælp.

Der gælder et krav om lighed i forvaltningens afgørelser. Kravet bygger i hovedsagen på uskrevne retsgrundsætninger. Lighedsgrundsætningen har betydning for forvaltningens afvejning i afgørelsessager, og der stilles krav om, at en forskelsbehandling skal kunne begrundes sagligt, hvor der foreligger flere "ens tilfælde".

Der kan henvises til dommen U.1993.727/2 Ø, hvor Københavns Kommune af hensyn til besparelser samt administrative vanskeligheder ophørte med at give gratis skolemælk til elever i privatskoler, men fortsatte leveringen af mælk til elever i kommunale skoler. Denne forskelsbehandling kunne ikke begrundes af hensyn til økonomiske samt administrative forhold. I sagen forelå der altså ens tilfælde, som skulle behandles lige, idet der ikke fandtes grundlag for at foretage en saglig forskelsbehandling.

I casen oplyses det, at Henriks ven Birger Biker havde fået tildelt kontanthjælp, og at Henrik mente, at han også burde være tildelt kontanthjælp, da de to venner stod i samme økonomiske situation. For at lighedsgrundsætningen skal finde anvendelse, er det et krav, at der er tale om to ens tilfælde. Tildeling af kontanthjælp sker ud fra nogle kriterier fastsat i lov om aktiv socialpolitik. Medmindre Henrik og Birger har fuldstændig ens økonomiske forhold, har kommunen således hjemmel til at afgøre sagerne forskelligt i medfør af lov om aktiv socialpolitik. Da der ikke er grundlag for at antage, at de to venner har nøjagtig ens økonomiske forhold, er forskelsbehandlingen saglig, og kommunen har således ikke tilsidesat lighedsgrundsætningen. Såfremt det derimod antages, at de to venner har nøjagtig ens økonomiske forhold, foreligger der derimod usaglig forskelsbehandling, og afgørelsen vil derfor være materielt ukorrekt og bestå af en retlig mangel.