Godsværneting – U 1999.88 H

Dom
Højesterets dom i sag 457/1997. Refereret af andre i U 1999.88 H.

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Civilproces, Stedlig kompetence, subsidiære værneting, godsværneting 

Fakta:

Et konkursbo (A) anlagde en omstødelsessag i Danmark mod en hollansk virksomhed (B). Under anbringende af, at der ikke var værneting i Danmark, påstod B omstødelsessagen afvist. B havde en uanmeldt fordring i boet på 10.177,00 kroner, som var uafhængig af udfaldet af omstødelsessagen.

Da der efter oplysningerne om boets formueforhold ikke kunne ses bort fra, at Bs fordring havde en vis værdi, kunne den danne grundlag for søgsmål efter reglerne om godsværneting, jf. retsplejelovens § 246, stk. 3. Højesteret hjemviste derfor sagen til behandling i realiteten ved landsretten, der havde afvist omstødelsessagen.

Eksamensrelevans:

Nærværende dom vedrører reglerne om de almindelige domstoles stedlige kompetence. Reglerne om stedlig kompetence dækker over hvor, i geografisk henseende, en sag kan anlægges (dvs. hvor der er værneting). Reglerne har relevans i nationalt såvel som i internationalt henseende i den forstand, at reglerne både er med til at fastlægge, om en sag skal anlægges ved den ene eller den anden retskreds, men også om sagen overhovedet kan anlægges her i Danmark.

Reglerne om domstolenes stedlige kompetence findes dels i retsplejeloven og dels i Bruxelles I-forordningen (også kaldet domsforordningen (herefter DF)). Det gælder generelt om forholdet mellem de to regelsæt, at DFs regler finder anvendelse i forhold mellem Danmark og de øvrige EU-lande, imens retsplejelovens regler finder anvendelse i tilfælde, hvor DFs regler ikke finder anvendelse (altså i situationer hvor sagsøgte har dansk hjemting, eller i situationer hvor sagsøgte hverken har dansk hjemting eller bopæl i EU/EFTA).

Sager mod personer, selskaber og foreninger, der hverken har dansk hjemting eller bopæl i EU/EFTA, kan anlægges i Danmark, i medfør af retsplejelovens § 246. Af lovens § 246, stk. 1, fremgår syv7 primære værneting, som sagsøger i en sådan situation kan benytte ved anlæggelse af en retssag i Danmark. Hvis ikke sagsøgte kan sagsøges i Danmark efter et af de syv7 primære værneting, kan sagsøger vælge i stedet at anlægge sag efter de subsidiære værneting, jf. retsplejelovens § 246, stk. 3.

Et af de subsidiære værneting er godsværnetinget, som nærværende sag vedrører. Fysiske såvel som juridiske personer er omfattet af reglen om godsværneting, dog forudsat at sagen vedrører "formueretsforhold". Heri ligger en betingelse om, at sagen skal angå anerkendelse eller fuldbyrdelse af krav på penge eller andet formuerelateret gods. "Gods" skal i denne sammenhæng forstås bredt, hvilket betyder, at også aktiver, der ikke har nogen egentlig fysisk eksistens (simple fordringer, immaterialretlige rettigheder, aktier mv.) vil være omfattet af betegnelsen. Det er dog en betingelse, at godset har en "vis værdi". Hvor meget en "vis værdi" er, må fastlægges med afsæt i retspraksis.

I nærværende sag fandt Højesteret, at en uanmeldt fordring i et konkursbo på 10.177,00 kr. var tilstrækkelig til, at reglerne om godsværneting kunne finde anvendelse. Da sagsøgte således havde værneting i Danmark, kunne konkursboet anlægge omstødelsessag mod sagsøgte.

Til brug for Højesterets bedømmelse af sagen blev der af kurator tilvejebragt opgørelser over aktiver og passiver i konkursboet med henblik på at fastslå sandsynligheden for, at der kunne forventes dividende fra boet uanset udfaldet af omstødelsessagen. Det blev anslået, at der var udsigt til en dividende på 8,6 % fra boet, hvorved sagsøgte havde en fordring mod boet med en anslået værdi af 875,00 kroner. På den baggrund fandt Højesteret, at fordringen var af en "vis værdi", således at den kunne danne grundlag for søgsmål i medfør af retsplejelovens § 246, stk. 3. Dommen fremhæves i dag som værende illustrativ for, hvilken værdi der er tilstrækkelig til, at der etableres godsværneting.    

Til Eksamen

I eksamensøjemed kan U 1999.88 H inddrages på følgende vis:

I U 1999.88 H ønskede et konkursbo (A) at anlægge en omstødelsessag mod en udenlandsk virksomhed (B). B påstod sagen afvist under anbringende af, at der ikke var værneting i Danmark. Da B havde en uanmeldt fordring i boet med en anslået værdi af 875,00 kroner fandt Højesteret, at der var værneting i Danmark efter reglerne om godsværneting, jf. retsplejelovens § 246, stk. 3. Dommen er således illustrativ for, hvilken værdi der er tilstrækkelig til, at der etableres godsværneting.