Gæld i samlivsforhold – U 1972.751 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen (kun med hensyn til begrundelsen).

Tema: 

Låneaftale mellem ugifte samlevende, bristede forudsætninger.

Fakta:

En mand (M) og en kvinde (K) flyttede sammen i efteråret 1964 og anså sig på daværende tidspunkt for værende forlovede. De var således fra et juridisk perspektiv ugifte samlevende. K var ejer af en damekonfektionsforretning, kaldet "Arboe modes". K havde flere gange spurgt M om de snart skulle giftes, hvilket M ikke havde svaret på. K sad i uskiftet bo med sin søn, men skiftede boet i begyndelsen af 1965, idet hun forventede et kommende ægteskab med M. I slutningen af 1967 erfarede K, at M så en anden kvinde, hvilket førte til, at de flyttede fra hinanden. Kort efter april 1968 krævede M, at K skulle betale ham 40.000 kr. i henhold til et gældsbrev. Ifølge M skyldte K ham 40.000 kr. i medfør af et gældsbrev udstedt mellem parterne i 1965 til sikkerhed for nogle af M ydede økonomiske forstærkninger i form af kontante lån og vareleverancer. K påstod imidlertid at hun ikke havde skrevet under på dokumenterne, hvilket politiets tekniske afdeling dog bekræftede, at hun havde. K benægtede ikke, at hun havde modtaget 15.000 kr. af M til at betale en kreditor. Imidlertid var K dog af den opfattelse, at pengene udgjorde et tilskud til parternes økonomiske fællesskab. I den periode hvor M og K boede sammen, havde M hjulpet K i forretningen, idet han ikke havde andet arbejde. Herudover havde de fælles økonomi, og K's indtægter blev under parternes samliv forbrugt af dem begge i fællesskab. Højesteret fandt, at K ikke skulle betale 40.000 kr. til M i henhold til gældsbrevet, da forudsætningerne for gældsbrevet var bortfaldet.

Eksamensrelevans:

Som udgangspunkt er låneaftaler mellem ægtefæller gyldige efter almindelige regler. I visse situationer kan kravet som udspringer af låneaftalen imidlertid anses som værende opfyldt eller bortfaldet, uden at der har fundet en egentlig betaling sted. Et sådant tilfælde illustreres af dommen U 1972.751 H, idet gældsbrevet mellem M og K blev udstedt i begyndelsen af deres forhold, hvorefter forudsætningerne for opretholdelsen af gældsbrevet efterhånden bortfaldt. I dommen påpeger Højesteret, at det må lægges til grund, at K's indtægter under parternes samliv er forbrugt af M og K i fællesskab, og således er kommet begge parter til gode. Efter gældsbrevets udstedelse har M i flere år fortsat boet sammen med K, hvor de i perioden begge har arbejdet i K's virksomhed samt haft fælles forbrug. På baggrund af dette findes forudsætningerne for, at M nu kan indkræve gældsbrevet for at være bortfaldet. En enkelt dommer lægger ydermere vægt på, at det må antages, at M oprindeligt ikke regnede med, at skulle gøre gældsbrevet gældende efter dets indhold, grundet det påregnede ægteskab mellem M og K før uoverensstemmelserne indtraf.

Til Eksamen

Af U 1972.751 H kan det udledes, at forudsætningerne for tilbagebetaling af et lån imellem ugifte samlevende kan bortfalde grundet et længere samliv, hvorunder der er delvis fælles økonomi.