Fritagelse for grundstigningsskyld – U 1961.109 H

Resumé

Dom afsagt af: 

Højesteret

Dissens: 

Ingen

Tema: 

Det dobbelte hjemmelskrav, lovfortolkning

Fakta:

Sagen omhandler tidspunktet for A's erhvervelse af en ejendom, idet tidspunktet for erhvervelsen var afgørende for, om A kunne fritages for at svare grundstigningsskyld ud over det beløb, der blev fastsat ved ansættelser henholdsvis den 1. oktober 1951 og den 1. oktober 1952, på kr. 1.400. A underskrev slutsedlen den 28. juli 1951 og overtog ejendommen den 11. juni 1952. Dog blev det endelige skøde først tinglyst den 12. november 1952, og i 1954 blev der underskrevet en påtegning på skødet, hvorefter den endelige købesum blev fastsat. Den 1. september 1956 blev det afgiftspligtige beløb fastsat til kr. 3.000.

A fremsatte i 1957 begæring om fritagelse med henvisning til, at han senest overtog ejendommen i juni 1952, hvorfor han ikke var pligtig til at betale forhøjelsen af grundstigningsskylden. Amtsstuen afslog denne begæring, hvilket skattedepartementet stadfæstede henset til, at vurderingen i 1956 var den første vurdering siden A's erhvervelse af ejendommen ved tinglysning i november 1952.

A anlagde sag i 1958 med påstand om, at Finanstilsynet skulle anerkende, at A var fritaget efter § 19 a, stk. 1, i lov om grundskyldsstigning. Heroverfor påstod Finanstilsynet, at det er en betingelse for at meddele fritagelse, at købers erhvervelsesdokument er tinglyst forud for omvurdering, jf. deres bekendtgørelse herom, som var udstedt med hjemmel i § 25 i grundskyldsstigningsloven.

Byretten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der med erhvervelsestidspunktet i grundskyldsstigningsloven var tilsigtet tinglysningstidspunktet. A fandtes derfor at have godtgjort, at han havde erhvervet ejendommen forinden omvurderingen i oktober 1952, hvorfor A fandtes berettiget til fritagelse. Denne afgørelse påklagede Finanstilsynet til landsretten med henvisning til, at bekendtgørelsen, der fastsatte erhvervelsestidspunktet som tinglysningstidspunktet, måtte være bestemmende for udfaldet. To dommere i landsretten fandt, at bekendtgørelsen havde den fornødne hjemmel, hvorfor A's erhvervelse ikke var sket forud for omvurderingen. Én dommer fandt omvendt, at den omstridte bestemmelse i bekendtgørelsen ikke havde den fornødne hjemmel, da bestemmelsen om tinglysningstidspunktet væsentligt ændrede grundskyldsstigningslovens materielle anvendelsesområde.

I Højesteret udtalte man, at § 25 i grundskyldsstigningsloven ikke udgjorde hjemmel til at udfærdige sådanne regler, der underlagde § 19 a, stk. 1, i samme lov en bindende fortolkning. Det kunne således ikke gyldigt bestemmes, at erhvervelsestidspunktet var lig med tinglysningstidspunktet. Ved den almindelige forståelse af begrebet "erhvervelse" måtte herefter forstås, at A havde erhvervet ejendommen forinden oktober 1952. Højesteret var enig i byrettens resultat, og A fandtes berettiget til fritagelse.

Eksamensrelevans:

Det dobbelte hjemmelskrav:

En forvaltningsakt skal som hovedregel altid været hjemlet, og jo mere indgribende indgreb der er tale om, jo mere klar og sikker hjemmel må kræves. Denne problemstilling er fordoblet i de tilfælde, hvor en forvaltningsakt er hjemlet i en administrativ forskrift, idet den administrative forskrift ligeledes må have hjemmel i den relevante lov. Problemstillingen betegnes det dobbelte hjemmelskrav.

I nærværende sag havde Finanstilsynet udstedt en bekendtgørelse, hvor en bestemmelse heri, ifølge Finanstilsynet, var afgørende for sagens udfald. Bekendtgørelsen var udstedt med hjemmel i grundskyldsstigningsloven, og efter bekendtgørelsens omstridte bestemmelse udgjorde tinglysningstidspunktet erhvervelsestidspunktet. Bestemmelsen var af afgørende betydning for fritagelsesbestemmelsen i grundskyldsstigningsloven, men den i bekendtgørelsen fastsatte forståelse af erhvervelsestidspunktet fandtes ikke i fritagelsesbestemmelsen. Hjemlen for Finanstilsynet til at fastsætte nærmere bestemmelser for anvendelsen af grundskyldsstigningsloven indrømmede ikke mulighed for at fastlægge en bindende fortolkning af fritagelsesbestemmelsen ifølge Højesteret. Afgørelsen om, at A ikke kunne fritages, kunne derfor ikke opretholdes.

Lovfortolkning:

Der skal som hovedregel altid foretages en objektiv fortolkning af lovteksten, når det skal afgøres, hvad det præcise indhold af en lov er. Den objektive fortolkning er en fordel i den forstand, at der skabes en klar retstilstand, men hvis man af ordlyden ikke kan udlede en mere præcis forståelse, må der foretages en subjektiv fortolkning, hvori forarbejder og motiver inddrages.

I denne sag fandt Højesteret ikke grundlag for at foretage en subjektiv fortolkning. Af lovens ordlyd kunne der nemlig allerede udledes en naturlig forståelse af erhvervelsestidspunktet, hvorefter A var berettiget til fritagelse.

Til Eksamen

I dommen U.1961.109 H fandt Højesteret, at en administrativ forskrift ikke havde den fornødne hjemmel i grundskyldstigningsloven. Dette medførte, at Højesteret konkluderede, at A kunne fritages for betaling af grundstigningsskyld. Dommen er et eksempel på det dobbelte hjemmelskrav, idet det ikke altid er sikkert, at en administrativ forskrift har det tilstrækkelige hjemmelsgrundlag.

Endvidere er dommen relevant i forbindelse med lovfortolkning, idet den lægger til grund, at der ved en ordlydsfortolkning må tages hensyn til den naturlige sprogforståelse, og såfremt den naturlige sprogforståelse ikke giver anledning til tvivl, må denne forståelse lægges til grund.