Fribiletterne – U 2012.1515 V

Dom
Venstre Landsret dom i sag anke 6 afd. B-0859-11. Refereret af andre i U 2012.1515 V.

Resumé

Dom afsagt af: 

Vestre Landsret  

Dissens

Ingen

Tema

Fuldmagt, adfærdsfuldmagt

Fakta

En personligt ejet virksomhed (A) havde indgået en sponsoraftale med en professionel hånd-boldklub (B). Sponsorartet lød på 25.000 kr. pr. år og gav ret til at have et banner hængende under håndboldholdets kampe. A's ejer var kraftigt ordblind og fik derfor hjælp af sin hustru med at lave tilbud og foretage bogføring og udfærdige regnskaber for ham. Hustruen havde ikke fuldmagt til at indgå aftaler på A's vegne. A's ejer og dennes hustru lod sig i tiden efter sponsorkontraktens indgåelse skille, men hustruen fortsatte en tid med at udføre kontorarbejde som hidtil.  

B var af den opfattelse, at A ønskede, at sponsoratet skulle forlænges. Sponsoraftalen blev æn-dret således, at sponsorat blev opgjort til i alt 65.000 kr. pr. år, idet A ud over at have sit banner hængende også kunne gøre brug af en særlig VIP-ordning i forbindelse med afholdelse af hjemmekampe. B fremsendte en faktura på sponsoraftalen til A, hvoraf en tredjedel skulle be-tales med det samme og de resterende to rater på et senere angivet tidspunkt. Den første rate blev følgelig betalt, og der blev gjort brug af rettighederne i henhold til VIP-ordningen. Herefter blev 2. og 3. rate ikke betalt. Som følge af den manglende betaling anlagde B sag mod A med påstand om betaling af det resterende påståede tilgodehavende.

A påstod frifindelse med den begrundelse, at det var ekskonen, der havde indgået aftalen om sponsoratet og havde betalt den 1. rate uden A's samtykke. Hertil oplyste A, at han ikke havde gjort brug af VIP-ordningen, men at det måtte være ekskonen.

På den oplyste baggrund kom byretten frem til, at A's påstand om frifindelse skulle tages til følge. Retten lagde ved sin afgørelse vægt på, at B ikke kunne løfte bevisbyrden for, at der var indgået en aftale mellem A og B om forlængelse og ændring af sponsoraftalen.

B ankede herefter afgørelsen til landsretten, som kom frem til det modsatte resultat. A blev herefter tilpligtet at betale 2. og 3. rate for sponsoraftalen. Retten vurderede således, at der var indgået en bindende aftale henset til, at den 1. rate blev betalt, og at der blev gjort brug af VIP-ordningen.

Desuden nåede retten frem til, at A ved at lade sin nu ekskone besvare diverse henvendelser, der var stilet til ham, og i den forbindelse anvende virksomhedens mailadresse samt underskri-ve på vegne af A, havde givet omverdenen en berettiget forventning om, at hun havde den fornødne bemyndigelse til at indgå aftaler på vegne af A.

Eksamensrelevans

I tilfælde, hvor der opstår tvivl om, hvorvidt en person er bemyndiget til at forpligte en virk-somhed over for tredjemand, er dansk rets regler om fuldmagt afgørende.

Fuldmagtsforholdet er udtryk for, at en fuldmagtsgiver (hovedmanden) har givet den bemyndi-gede (fuldmægtigen) fuldmagt til handle inden for visse grænser - legitimation og bemyndigel-se. Fuldmagtsgiveren skaber et grundlag for fuldmagten derved, at han lader omverdenen blive bekendt med fuldmægtigens ret til at handle ved fuldmagten - det være sig ved meddelelse, offentliggørelse eller på anden måde til den fuldmægtige eller en eller flere tredjemænd. I overensstemmelse med denne terminologi omtales det således i aftalelovens § 10, stk. 1 "[d]en, som har givet en anden fuldmagt". I et sådan forhold vil fuldmagtsgiveren ikke kunne påberåbe sig ikke at være bundet af en aftale indgået af fuldmægtigen på sine vegne.

Aftalelovens opregningen af fuldmagtstyper, er ikke udtømmende. Der er således andre måder, hvorpå en fuldmagt kan opstå. Det kan blandt andet være ved adfærdsfuldmagt. Adfærdsfuld-magten stiftes derved, at der foreligger en anden adfærd fra fuldmagtsgiverens side. Der skal være særligt grundlag for, at adfærden giver tredjemand en forståelse af, at der foreligger et fuldmagtsforhold.

En anden adfærd foreligger oftest derved, at der er handlet passivt fra hovedmandens side. Der kan også være tale om situationer, hvor hovedmanden stiltiende har accepteret, at en anden person handler på hans vegne. Af retspraksis, herunder U 1978.724 V, U 2010.1819 Ø og U 2009.665 H, fremgår det, at tredjemand ikke altid bør bære risikoen for, at der opstår en situa-tion, der har udseende af et fuldmagtsforhold som følge af samlivs- eller forretningsmæssing tilknytning.

I nærværende sag lagde Vestre Landsret vægt på, at den 1. rate var blevet betalt uden indsigelser fra A, og at der var gjort brug af VIP-ordningen tilknyttet sponsoratet. 

Landsretten fastslog yderligere, at A ved sine handlinger havde givet omverdenen føje til at tro, at ekskonen havde den fornødne bemyndigelse til at indgå retshandler på vegne af A. A havde ladet ekskonen besvare henvendelser, der var stilet til ham ved brug af virksomhedens mail-adresse og yderligere ved at have ladet hende underskrive på vegne af virksomheden.

Afgørelsen har betydning for vurderingen af, hvornår en særlig adfærd kan medføre, at der op-står et fuldmagtsforhold, der kan virke forpligtende.

Til Eksamen

I Vestre Landsrets afgørelse, gengivet i U 2012.1515 V, der går under det populære kaldenavn Fribiletterne, behandlede retten spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed var forpligtet til at betale for en sponsoraftale indgået af virksomhedsejerens ekskone.

Vestre Landsret kom frem til, at virksomheden var forpligtet af aftalen på trods af, at virksomhedsejeren ikke havde givet ekskonen en udtrykkelig bemyndigelse til at indgå aftaler på vegne af virksomheden.

Landsretten lagde ved bedømmelsen vægt på, at virksomheden havde accepteret sponsorafta-len ved at betale den første ud af tre rater uden at gøre indsigelser i forbindelse hermed og ved yderligere at have gjort brug af fordelene tilknyttet sponsoraftalen. Det havde ingen betydning for afgørelsen, at ekskonen havde handlet uden for bemyndigelse, idet ejeren af virksomheden havde udvist en sådan adfærd, at omverdenen med føje måtte have en forventning om, at den tidligere hustru kunne forpligte virksomheden.

Afgørelsen kan anvendes ved vurderingen af, hvornår en særlig adfærd kan medføre, at der opstår et fuldmagtsforhold, der kan virke forpligtende.